Kristján Ingimarsson Company gentænker helt magisk det fysiske teater med transformationen af web-serien ROOM 4.1 LIVE til en surreel billedstorm med tindrende timing, gru, humor, Storm P-setup og masser af krop.
Kristján Ingimarsson skabte web-serien ROOM 4.1 med et ønske om at sammentænke krop og teknologi og på den måde undvige fortællingen og være i øjeblikket – som man jo ofte er på nettet. Web-serien om en mand, der gemmer sig fra verden på en hospitalsstue, hvor surrealistiske ting finder sted, har især tiltrukket yngre mænd, hvilket formentlig har med den instinktive, medierede oplevelse at gøre.
LÆS OGSÅ: Video, web- og vild teknik fornyer formidlingen af fysisk teater til et ungt (og mandligt) publikum
Med ROOM 4.1 LIVE kommer andre parametre i spil, idet vi nu får mere kød på karaktererne, en rudimentær, men dog aflæselig fortælling og ikke mindst masser af krop kastet lige i ansigtet af Ingimarssons helt eminente kompagni, der til lejligheden er suppleret med studerende fra AFUK (Akademiet for utæmmet kreativitet), hvor forestillingen også spilles i en stor rå og mørk hal. Det er en vandreforestilling med et lille drys publikumsdeltagelse i den fejende, foruroligende finale på filmen, mareridtet, underbevidstheden eller hvordan man nu skal definere forestillingens rum.
Ingimarsson har selv sammenlignet ROOM 4.1 LIVE med den italienske instruktør Federico Fellinis surreelle film 8½, og handlingstråden ligner da også. En introvert instruktør spillet af Ingimarsson selv er i gang med at optage web-serien ROOM 4.1 og i processen flyder drøm og virkelighed sammen. Er det en film eller er vi i virkeligheden inde i instruktørens rodede hjernekasse?
Det er faktisk helt og aldeles ligegyldigt, for det er fortsat ikke den konkrete fortælling, det handler om, men den intuitive og helt overvældende visuelle oplevelse af følelser og stemninger. Vi overvældes af de sære, surrealistiske billeder, når kompagniet ophæver tyngdekraften på den lille sygestue, hvor en del af forestillingen fortsat foregår. Vi måber over variationen i udtryk, over scenografiens præg af Storm P-maskine, og over de fysiske og koreografiske anstrengelser, der får billedfloden til at tage sig legende let ud – alt imens filmarbejderne småskændes på helt dagligdags vis om instruktørens tågede ideer eller nærighed. Vi er altså i mindst to universer samtidig – fastholdes i virkeligheden af filmarbejdets koder, mens det der foregår for øjnene af os snarere hører hjemme i afdelingen for virkelig syrede hjerner. David Lynch nævnes naturligvis også som inspiration, men Ingimarsson har skabt et helt eget univers, der nok låner ideer, men transformerer dem begavet og frem for alt sanseligt. Nok er det hjernespind, men noget meget fysisk noget af slagsen.
Helt bjergtaget blev jeg af kulminationen på 1. akt, hvor sygestuen rykkes ud midt i hallen og flås rundt i en hæsblæsende koreografi med hele kompagniet skiftevis i spil og i gang med at flytte rummet ud. Kan man løsrive blikket, ser man, at rummet står helt stille på den film, sekvensen samtidig bliver til. Det er mesterligt udført!
Min eneste anke er, at der i sidste øjeblik er blevet indlagt en pause i forestillingen. Det er formentlig af tekniske årsager, men det gør ondt at afbryde og genoptage en så intens og fremmedartet stemning. Vi er så opslugte og vil bare have mere, og det kræver lige nogle minutter at komme ind i det igen. Det sagt, er både web og forestilling helt magiske, og lykkedes over al forventning med at gentænke det fysiske teater. Måske de yngre mænd også kan lokkes i teatret?
