Kristján Ingimarsson er om nogen en kunstner, der formår at nytænke formidlingen af fysisk teater. Netop nu er han aktuel med forestillingen Room 4.1 Live, der bruger video- og webserie til at formidle den David Lynch-agtige fortælling, som udspilles i et en spektakulær konstrueret kæmpekasse, der roterer og skaber et rum befriet for tyngdekraft, som skuespillerne kan klatrer rundt i. Vi fik en snak med kunstneren om video, webmedier og en forestilling, der har været tre år undervejs.
Room 4.1 Live er et nyt og banebrydende projekt med den banebrydende ambition at kommunikere fysisk teater i nye formater for at udvikle kunstarten og brede forestillingerne ud til flere tilskuere, og allerede før premieren ser det ud til projektet er lykkes. For projektet har med sit digitalt liv i form af små video-afsnit, fået en stor følger skare af unge mænd. Og når forestillingen spiller i real life vil de små videofilm være en del af universet, sammen med de fysiske skuespillere, men pt fungerer den som et selvstændigt digitalt projekt.
Så hvad er det for en forestilling der er skabt og hvorfor i samspil med de sociale medier? Kunstner og ophavsmand bag projektet, Kristján Ingimarsson, fortæller:
”Det er på internettet at det store publikum befinder sig og det er her de er åbne for det korte ekspressive videoformat. Det er ikke altid, at mine ideer fungerer til en helaftens forestilling, og sommetider er de surrealistiske. Jeg forsøger at være tro imod mine ideer, og det som jeg brænder for som kunstner, og derfor er jeg begyndt at lave korte video-episoder til de sociale medier.”
Forestillingen Room 4.1, byder på et David Lynch-agtigt univers, befolket af sære skæbner og krydret med fysisk teater, selv fortæller Ingimarsson om historien:
”Det handler om en excentrisk instruktør, der er i gang med optagelserne på video-webserien Room 4.1. Det er de videoepisoder, som jeg har udviklet og arbejdet på de sidste tre år. Episoderne handler om en mand, der flygter fra livet med alt hvad det indebærer og lader sig indlægge på et hospital. Han banker hovedet ind i en væg på hospitalet og forsvinder ind i en ny verden, hvor tanker drømme og virkelighed bliver blandet sammen.
For at skildre universet, har vi bygget en hospitalstue til formålet som kan dreje 360 grader og vendes på hovedet og derved skabe et rum uden tyngdekraft. Det er for at kunne lege visuelt med hovedkarakterens tilstand og synliggøre hans nye virkelighed, hvor personalet på hospitalet, spøgelser eller indre dæmoner får frit spil i vægtløs tilstand.
Vi har fastgjort et kamera til kassen som drejer rundt sammen med den. Det er i sig selv ikke noget nyt. Det gjorde Fred Astair i filmen Royal Wedding i 1951, og det blev også brugt flittigt i filmen Inception (2010) som mange kender.
Det som vi gør i forestillingen, når vi spiller live, er at publikum får lov til at se vores kæmpe konstruktion på arbejde, samtidig med at de ser filmen. Jeg fandt ud af under filmatiseringen af episoderne, at det er super interessant og enormt komisk at se alle de strabadser performere og teknikere skal igennem for at levere illusionen til skærmen. Det bruger vi rigtigt meget i teaterforestillingen Room 4.1 Live.”
Det er ikke kun teknikken, men hele scenografien, der spiller en stor og afgørende rolle i Ingimarssons aktuelle forestilling, som han selv forklarer:
”Scenografien har altid været en vigtig del af mine forestillinger. Når man for det meste arbejder uden ord, er det billeder og handlinger, der udgør værket.”
“Og for at ramme præcist, tager det lang tid med forsøg og eksperimenter at få fysik og teknik til at spille sammen. Vi har brugt lang tid på at lære scenografien at kende og finde ud af, hvad der virker og hvad ikke gør. Umiddelbart troede vi, at det ville se spændende ud at se nogen gå på loftet. Men vi opdagede, at det ofte var ret uinteressante. Du kan have alle mulige interessante ideer fra start, men det er først når du prøver dem af, at du kan se om de fungerer. Derfor holder jeg mange workshops (såkalte Hangar Labs) med scenekunstnere fra både dans, cirkus og teater for at udvikle et scenesprog, undersøge muligheder og afprøve ideer, før jeg går i gang med det egentlige skrivearbejde.”
Det særlige ved Ingimarssons forestillinger er, udover de kunstneriske eksperimenter, at de får fat i de unge og mange mænd – hvilket er en stor udfordring for de fleste teatre at mønstre, så hvad er det forestillingen kan?
”Vi går ikke efter en bestemt gruppe publikum, men vil finde frem til dem, der kan lide det, vi laver, og gerne dem, som ikke vidste at den slags teater fandtes. Vi er dog glade for, at det unge publikum og især mænd ser ud til at tænde på vores forestillinger. Jeg tror, en af grundene er, at vi laver actionpræget, overraskende og underholdende forestillinger, som taler direkte til maven, hjertet eller underlivet, og så får du som publikum selv lov til at være kreativ.”
