Det er skandaløst, at de uafhængige scenekunstnere ikke har en scene at sætte deres værker op på. Det er repræsentanter fra tre støtteorganisationer enige om. ISCENE satte dem stævne for at blive klogere på de udfordringer, der knytter sig til at være fri scenekunstner og på, hvad der skal gøres for at skabe mere sammenhængskraft i branchen.

Noget af det mest basale for at stable en performance eller en forestilling på benene er, at man har en scene at gøre det på og nogle lokaler at afholde prøver i. I Danmark findes der over 170 teaterscener, hvoraf nul udelukkende er forbeholdt det frie felt. Er man uafhængig scenekunstner, må man derfor tænke kreativt.

Men selvom de utraditionelle produktionsformer og steder skaber liv både i byen og teaterbranchen, er den romantiske idé om de formeksperimenterende og fantasifulde frie kunstnere kun den halve sandhed. For alt for ofte må disse ty til alternative løsninger, simpelthen fordi de ikke kan få prøve- og spilleplads på de etablerede scener. Hvor der i byer som Oslo, Stockholm, London og Berlin står scener til rådighed for uafhængige dansere, koreografer, skuespillere og instruktører, findes der ikke en sådan i Danmark. Og det er bare en af de udfordringer, miljøet skal kæmpe med.

Den frie kunst rangerer nederst i hierarkiet

For vælger man at gøre kunstnerkarriere udenom de store, statsstøttede teatre, skal man ikke kun slås med at skaffe midler og ressourcer på egen hånd, men også ofte tage rollerne som både producent, afvikler, kontraktansvarlig og PR-person på sig samtidig med, at man udvikler sin performance. Der er rift om den støtte, man kan søge hos Statens Kunstfond, og der er ringe sammenhold i miljøet, fordi man ikke har et sted at mødes.

Det har Udviklingsplatformen for Scenekunst, der blev søsat for tre år siden, dog i nogen grad ændret på. Med karrierevejledning, mentorforløb og udlån af lokaler er deres ærinde at støtte op om og udvikle på de frie scenekunstneres vilkår. Institutionen er den største af sin slags i Danmark skarpt efterfulgt af Performing Arts Platform i Aarhus. Begge definerer de det frie scenekunstfelt bredt som scenekunstgrupper, projektstøttede teatre og mindre etablerede teatre, og begge arbejder de for at styrke samarbejdet på tværs af branchen gennem fx seminarer, workshops og kuraterede netværksmøder.

En af de største udfordringer i forhold til at forbedre vilkårene for de uafhængige kunstnere er, at mange mennesker bevidst eller ubevidst ser lidt ned på segmentet, mener Egil Bjørnsen, der er daglig leder på Udviklingsplatformen for Scenekunst. En udpræget tendens til at definere det frie felt ud fra en slags ”teaterlov”, der rangerer de uafhængige kunstnere nederst og Det Kongelige Teater øverst, præger diskursen. De store teatre tilgodeses med midler, mens størstedelen af det frie felt må producere deres værker for ekstremt få penge. Et af Udviklingsplatformens mål er derfor at udfordre idéen om denne ”teaterfødekæde” og pege på, at den uafhængige scenekunst har en vigtig rolle at spille i dansk teater.

Hvad bunder opfattelsen af det frie felt som nederst i hierarkiet i?

”Jeg tror, at dansk scenekunstpolitik ikke har evnet at prioritere denne del af scenekunsten. Tidligere fandtes der Kanonhallen og en bedre infrastruktur i miljøet. Men pt har de frie kunstnere ikke nogen scene, de skal ud og finde nye venues hver eneste gang, de sætter en forestilling op. Og selvom teatrene er imødekommende, er der fortsat rum for flere samarbejder, hvor den eksperimenterende scenekunst og de etablerede scener kan inspirere hinanden”, siger Egil Bjørnsen.

At der ikke findes en kurateret scene for den uafhængige scenekunst, er det største problem i forhold til at forbedre dens ry og gøre mere opmærksom på den, mener han. Især står det slemt til for dansefeltet, som ikke i samme grad som skuespillerne kan improvisere med site specifics og alternative løsninger. Uden en samlende sektor og et sted, der kontinuerligt viser, hvad der rører sig uden for de statsstøttede scener, er det nærmest umuligt at samle den frie scenekunst.

”Der er også et publikumsudvekslingsaspekt i det. Hvordan skal man bygge et publikum til den eksperimenterende scenekunst, når folk hele tiden skal gå nye steder hen for overhovedet at finde den? Man skal virkelig være hardcore kunstinteresseret for at manøvrere i det frie scenekunstfelt og finde ud af, hvor tingene sker”, siger Egil Bjørnsen.

Folk skal mødes i øjenhøjde

Charlotte Mors der er daglig leder på Performing Arts Platform i Aarhus er enig med Egil Bjørnsen i, at mange af de store teatre faktisk er åbne nok for at samarbejde med uafhængige kunstnere. Har man som fri kunstner et projekt, man savner en samarbejdspartner til, er der ikke vandtætte skodder på teatrene, siger hun – beder man om en samtale, får man den typisk også. Så hvorfor sker det ikke noget oftere, at de uafhængige og de etablerede aktører arbejder sammen? For at styrke sammenhængskraften i dansk scenekunst, handler det om noget ganske basalt, mener Charlotte Mors – nemlig at få folk til at tale sammen.

”Det gælder om at få folk til at møde hinanden i øjenhøjde og få dem til at samtale. Kun på den måde kan de finde ud af, hvor de kan hjælpe hinanden og udnytte hinandens kompetencer. Da for eksempel Teater freezeProduction arbejdede sammen med Svalegangen i Aarhus, havde det rod i mange, lange samtaler om de helt store spørgsmål om kunstens væsen. Vi tror på, at det, der baner vejen for samarbejder, er, at man kender hinanden som mennesker”.

Med rod i sit kendskab til folk fra forskellige lag i det danske scenekunstmiljø arrangerer Performing Arts Platform fællesskabende aktiviteter, hvor kunstnere, teaterledere og producenter har mulighed for at møde hinanden i åben nysgerrighed uden en dagsorden. For at finde ud af, hvor de oplagte forbindelser mellem det frie miljø og teatrene er, må man som støtteplatform gøre noget for at få aktørerne i tale og lære deres hverdag at kende, siger Charlotte Mors. Nogle af de måder, Performing Arts Platform, praktiserer det, er gennem en årlig nytårskur og med ”morgenbriefings” – en ugentligt stund, som folk kan tilbringe med hinanden, uden at det tager værdifuld tid fra dem. Næsten hver uge kigger en 20-30 mennesker forbi lokalerne i Aarhus, fortæller Charlotte Mors.

“Vi fandt ud af, at hvis vi bød på morgenmad, så tog vi i hvert fald ikke den tid fra dem, for de skulle jo spise alligevel. Hver gang er der én, typisk en scenekunstaktør, der helt uformelt fortæller om sit arbejde og om, hvad han eller hun drømmer om professionelt. Der sker en styrkelse af miljøet, når folk bliver bragt sammen på den måde, og folk har tendens til at tage chancer med hinanden, hvis de har en grundlæggende forståelse for hinandens kunstneriske projekter”.

Teatre skal turde udvikle scenekunsten

Hvor Udviklingsplatformen og Performing Arts Platform fortæller om en vis åbenhed fra de etablerede teatres side, håber Gritt Uldall-Jessen endnu mere på en kultur, hvor de etablerede scener, ser det som en større del af deres kunstneriske virke at inddrage de frie scenekunstnere.

“Formålet er, at teaterledere fra institutionsteatret og scenekunstnere fra det frie felt tilvælger hinanden rent kunstnerisk til gensidig berigelse og udvikling af scenekunsten, og at institutionsteatret fremadrettet medtænker det frie felt i deres kunstneriske dispositioner” siger Gritt Uldall-Jessen, som er uddannet dramatiker og siden 90’erne har arbejdet som kurator og dramaturg i det frie scenekunstfelt.

En af udfordringerne er bl.a, at de store teatres dramaturger, der sammensætter det kunstneriske program, ganske enkelt ikke har tid til at komme ud og opdage ny scenekunst, mener hun. Og, som Egil Bjørnsen også peger på, ved de ikke, hvor de skal gå hen for at finde den gode, uafhængige scenekunst. Derfor har Gritt Uldall-Jessen været en af initiativtagerne til at skabe Det Frie Felts Festival – et arrangement, der tilbyder sceneplads til udvalgte selvproducerende scenekunstnere, bidrager til at give dem synlighed og skaber en faglig kontekst for forestillingerne.

”Når man skaber en samlet præsentation af værker fra det frie felt, opnår de synlighed, flere publikummer får kendskab til dem og tager måske chancen og oplever en forestilling uden for de etablerede scener. Vores formål er at synliggøre det frie felt både nationalt og internationalt. At skabe en faglig kontekst for den selvproducerende scenekunst, hvor folk fra hele Danmark og udlandet kan komme og orientere sig”, siger Gritt Uldall-Jessen.

De sidste to år har Det Frie Felts Festival kunnet melde udsolgt, og har hovedsageligt været gæstet af unge mennesker. Festivalen inviterer dog også teaterledere fra de etablerede teatre til at komme og kigge. For co-produktioner mellem uafhængige og mere etablerede aktører kan være en måde at frigøre og dele midler samt udvikle den danske scenekunst. Et ærinde for festivalen er samtidig at forbedre de danske uafhængige scenekunstneres chancer i udlandet – et projekt, der allerede er lykkes. Som en del af det internationale festivalsamarbejde Bridging the Scenes, har tre danske kunstnere været inviteret som gæster på ACT-festivalen i Sofia, Bulgarien og Performing Arts Festival i Berlin, Tyskland. Forestillinger fra Det Frie Felts Festival er desuden blevet vist i Beijing, Kina og Sydkorea.

Der er brug for nye tiltag

Om dramaturger fra de mere etablerede teatre tropper op næste gang, Det Frie Felts festival løber af stablen, vil tiden vise. Og om den uafhængige scenekunst i fremtiden vil blive prioriteret kulturpolitisk, kan man kun gisne om. Men for at gøre sammenhængskraften blandt de uafhængige kunstnere – og deres interaktion med de etablerede scener – mere bæredygtig, er det helt afgørende, at man adresserer miljøets basale, logistiske udfordringer. Der er brug for nye tiltag, mener Egil Bjørnsen fra Udviklingsplatformen.

“Det handler om grundlæggende ting som produktionsvilkår – at finde steder, hvor denne del af branchen kan mødes og eksperimentere og forske sammen. Pt er miljøet spredt ud over hele byen. Vi må forholde os til det faktum, at infrastrukturen til at formidle den frie kunst ikke er der, og gøre noget ved det”.

Får de frie kunstnere en egen, kurateret scene, vil det måske kunne rokke ved fordommen om, at uafhængig scenekunst skulle være nederst i teaterhierakiet. Og skabe rum for, at mennesker fra forskellige steder i branchen kan mødes og tale kunst. For kun sådan kan samarbejder til gensidig inspiration opstå. Og selvom site specifics kan være med til at styrke forestillingen, bør en fast scene vel være alle slags scenekunstnere forundt.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst

Udviklingsplatformen for Scenekunst

Udviklingsplatformen er, udover et kontorfællesskab for frie selvproducerende scenekunstnere og producenter i København, en platform som tilbyder efteruddannelse og karriereudvikling gennem bl.a. mentorprogram og rådgivningsforløb med det formål at udvikle og opkvalificere den frie scenekunst i hele Danmark.  

Læs mere her: www.udviklingsplatformen.dk

Der findes ikke et internationalt eksempel på en direkte pendant til Udviklingsplatformen for Scenekunst. Men følgende internationale organisationer arbejder også med at støtte den frie scenekunst:

Performing Arts Programm Berlin / Tyskland

Et projekt under LAFT Berlin Landesverband freie darstellende Künste Berlin e.V. De arbejder for at professionalisere den frie scenekunst ved at styrke deres infrastruktur og synlighed i Berlin. I deres rådgivning og tilbud fokuserer de på distribution og markedsføring, netværk, vidensdeling og samarbejde, publikumsudvikling og kommunikation.

Mere info her: www.pap-berlin.de/en

Danse og Teater Centrum – Performing Arts Hub Norway / Norge

Et nationalt informations- og kompetencecenter for den frie scenekunst i Norge etableret tilbage i 2009. Danse og Teater Centrum er organiseret som en netværksorganisation, som professionelle aktører inden for den norske frie scenekunst kan tegne et medlemsskab til. Målet er at sikre kendskab til og kontakt mellem de forskellige aktører, der arbejder med den frie scenekunst, samt bidrage til udvikling og kompetenceløft i tråd med feltets behov og ønsker.

Læs mere: www.pahn.no

Artsadmin / England

Artsadmin understøtter frie scenekunstnere i at skabe modige, eksperimenterende og interdisciplinære projekter for lokale, nationale og internationale publikummer. Via deres rådgivningstjeneste kan kunstnere få vejledning i alle faser af deres produktion og udvikling. På Toynbee Studios har Artsadmin et fysisk sted med øvelokaler og mulighed for præsentation af nye værker.

Læs mere: www.artsadmin.co.uk