The Crazy Christmas Cabaret er i fin form med topmusikalsk musketer-version af the neverending story om Brexit. D’Artagnans hest hedder Macron – og sådan er det hele vejen igennem.
”Now is the Winter of Our Discontent” er nok fra åbningsreplikken i Shakespeares Richard III og blev også brugt om vinteren 1978-79 i UK, hvor langvarige strejker pga. løntilbageholdenhed førte til Margaret Thatchers valgsejr og lovmæssige begrænsninger af fagforeningernes virke. Såvel den magtliderlige kong Richard og det selvpunkterende strejkekaos er udmærkede referencer i årets udgave af Crazy Christmas Cabaret, der dog har valgt at spejle Brexit i Alexandre Dumas fortælling De tre musketerer. ”All for fun and fun for all”, ved I nok.
Vor førstediva Vivienne McKee sætter scenen og opgiver hurtigt at skabe ”ORDER” i Brexit-forløbet, hun vender sig mod musketerhistorien og snupper selvfølgelig selv den fede kvinderolle som Milady (de Whichway). Andendiva Katrine Falkenberg forsøger sig først som D’Artagnan, men bliver hurtigt træt af den arrogante manderolle og skifter til hans udkårne Constance. Det fortryder hun bittert, da hun gennem resten af stykket mansplaines med maner og mest bruges som sendebud uden gode replikker. Nå ja, dem tiltager hun sig så selv, inden hun mod slutningen brager igennem med Divas Lament (Whatever happened to my part?) fra Monthy Python-musicalen Spamalot, og sviner både mænd, kvinderoller og tekstforfatter McKee med schwung.
Kulturelle citater mixer sig som altid frugtbart med brandere under bæltestedet og fejende musikalske indslag. Denne gang krydret med en uendelig række af minibidder af Beatles-sange. Vi er jo i England som bekendt, om end det meste af musketerhistorien jo foregår i Frankrig, hvor dronning Anne vil samle Europa (sic), mens hendes hvinende solkonge Ludvig helst bare vil danse. Imens smeder Cardinal Rich-Perv rænker og udlever sin trang til at gå i dametøj, Horace (der rimer på Boris) får lov at fyre sin ny-klassisker ”I’d rather be dead in a ditch” af, før han slår fast, at ”It’s the prerogative of a politician to change his mind”.
Cabaretens grand old man David Batesen jonglerer både kardinal og engelsk konge-premierminister med sin småhysterisk deadpan-stil (hvis en sådan findes, er den hans). McKee ler som altid hjerteligt af sig selv og hele menageriet, og hendes faste figur Bent van Helsingor har fået nye fjer på hatten som kaptajn for musketererne – altså brexitererne. Andrew Jeffers er som altid bedårende og overdådigt dresset op som en anden fast figur manden i dametøj, The Dame.
Han får dog kamp til stregen, da alle crossdresser til højre og venstre, naturligvis mest i lingeri. Bennet Thorpe har ikke helt så meget at lege med i år, men bruger sin vanvittigt morsomme krop optimalt som en af ninja-fri dans-bevægende brexiteers. Et bevægemønster, der kun accelererer undervejs, og står i absurd kontrast til d’herrers varierende grader af forbløffet mimik. Herrerne er også gode som Boris backing group af Torys med stiff upper lip og jagtkostume. Jefferson Bond er The Hero D’Artagnan med fin ungdommelig glød, men årets scoop er ubetinget cabaret-debutanten Kevin Kiernan-Molloy, der skamløst forsøger at gøre McKee stangen i disciplinen publikumsflirt – og det kræver altså en indsats – når han da ikke tramper i gulvet som barnekongen Ludvig. Falkenberg, der har 12 cabareter på cv’et, er et ikke mindre es på spindesiden. For hulen, hvor hun kan time attituderne og synge, så hjerterne smelter. Hele kompagniet og de tre superskønne musikere leverer i den grad varen i år.
The Crazy Christmas Cabaret er, som det fremgår, et temmelig løst koncept, der hænges op på et tema, arketypiske karakterer, aktuelle begivenheder, komik, sang, dans og publikums medleven. McKee og co har publikum i deres hule hånd, hvad enten vi skal buhe, læne os frem og lytte til The Dames sladder eller klappe højt af de få heldige tilskuere, der kommer på scenen og et kort øjeblik er en del af løjerne. Årgang 2019 var i aldeles fin form. McKee skriver altid lidt langt, men i år får hun både fortalt musketerhistorien loyalt, spiddet Brexit og flettet et væsentligt dobbeltspor ind om ligestilling og kønsidentiteter. Ligegyldig er hun aldrig, og selvom “No one expects the Spanish Inquisition”, er det jo faktisk præcis det, vi gør, når truppen får genkendelighed til at rime på overraskelse.
