Det aktivistiske performancekollektiv Zentrum für Politische Schönheit gik i den forgangne uge efter manges mening for vidt i deres provokerende aktionskunst – faktisk så langt, at det kom til en officiel undskyldning. Denne gang udstillede de aske fra KZ-ofre i Berlin.
Hos de få mennesker, der overlevede Nazi-regimets udryddelseslejre og bagefter aflagde vidnesbyrd om tilværelsen i gråzonen mellem liv og død, går to natlige drømme igen. I den ene sidder den overlevende ved et veldækket bord med venner og familie omkring sig, taknemmelig over at have fået livet tilbage. Den anden drøm, som vel nærmere kan betegnes som et profetisk mareridt, symboliserer den undvegnes udfordringer med at sætte ord på det uforståelige og at blive hørt: Stående i en cirkel af mennesker, forsøger han indtrængende at fortælle om de krænkelser, han har været udsat for i KZ-lejren. Men tilhørerne lytter ikke og forsvinder én for én, indtil han til sidst står alene tilbage med ordene, overset og krænket påny.
Den tyske erindringskultur om Europas værste forbrydelse i nyere tid er temaet for den nye aktion af kunstnergruppen Zentrum für Politische Schönheit, som så sent som sidste vinter lavede rav i den med en tematisk beslægtet performance. I sidste uge slog kunstnerne til igen, idet de lod et nyt Holocaust-mindesmærke opføre på den kendte plads foran Forbundsdagen i Berlin: Et 2,5 meter højt monument, som angiveligt skulle indeholde vaskeægte aske fra mennesker, der blev dræbt i Hitlers KZ-lejre. I to år har gruppen undersøgt, hvad der er sket med de uhyggeligt store mængder rester af menneskelig, som blev brændt under nazitiden. For mestendels blev asken spredt på marker og i floder i Tyskland og Polen, hvor man den dag i dag kan finde den, hvis man har interesse i at lede. Det har de fleste mennesker dog ikke – og det er et problem, mener Zentrum für Politische Schönheit .
I en tid, hvor stemmer i Tysklands konservative regeringsparti CDU ytrer, at et politisk samarbejde med det stærkt højrenationalistiske og indvandringskritiske Alternative für Deutschland ikke er utænkeligt, er det altafgørende, at tyskerne atter husker på nazitidens rædsler, mener ZPS. En gentagelse af fortiden er nemlig langt fra en umulighed, hvilket det makabre monuments placering skal pege på. Fra pladsen, hvor det står, kan man øjne den historiske bygning “Kroll-Oper”. Her blev den såkaldte bemyndigelseslov, der i 1933 gav Hitler uindskrænket magt, vedtaget med støtte fra den tids borgerlige partier. Hvis ikke tyskerne er sig de konservative partiers “tendens til eftergivenhed” bevidst, lurer faren for et nyt fascistisk diktatur om hjørnet, lyder det fra kunstnergruppen. At AfD’s medlemmer tæller politikere, der har kaldt Holocaust en “fugleklat i den tyske historie”, er da heller ikke just betryggende, skulle partiet komme til magten.
Gennem ti år har Zentrum für Politische Schönheit med jævne mellemrum rusket op i Tysklands magelige middelklasse med aktioner, der konfronterer den med ubehagelige realiteter som flygtninge-”problemet” og den yderste højrefløjs kraftige fremdrift i de senere år. Tit er de blevet udskældt og endnu oftere hyldet som modige samfundsrevsere. Denne gang er ZPS dog gået for vidt, mener især jødiske personer og foreninger. Og tilsyneladende kunne gruppen heller ikke selv holde ud at se sig i bakspejlet – for tre dage efter, monumentet med aske fra døde jøder var blevet opført, fremsagde ZPS en offentlig undskyldning. “Intet ligger os fjernene end at krænke efterkommere af KZ-ofres etiske og religiøse følelser. Hvis mennesker, som normalt har sympati med vores arbejde, positionerer sig imod os, viser det, at vi har lavet en fejl”, skrev de på deres hjemmeside. Af store dele af den tyske presse var aktionen ellers blevet godt modtaget og anerkendt som “nødvendig” for erindringskulturen om Holocaust-helvedet.
Om “Sucht nach uns” må anses for en fejlslagen aktion, eller om undskyldningen er en helt bevidst del af den leg med kunst og virkelighed, som ZPS opererer i, finder vi nok ikke ud af. Gruppens solide erfaring med aktionskunst og offentlig provokation gør det dog svært at tro på, at dens medlemmer ikke havde forudset det ramaskrig, der runger i alle forbundsbyer, hver gang nogen vover at iscenesætte skampletten over dem alle. For to år siden blev performancen “Auschwitz on the Beach” af filosoffen Franco Berardi på den tyske kunstfestival Dokumenta blæst af, endnu inden den nåede at blive opført, på grund af den offentlige forargelse, den udløste. Men “skaden” var sket – værket, der sammenlignede kz-lejre med vor tids flygtningelejre, havde allerede fået massiv presseomtale og opnået den provokation og mavestødseffekt, der var dens mål. Kunne det tænkes, at ZPS har haft en lignende strategi med “Sucht nach uns”?
“De erfaringer, som vi overlevende fra nazi-lejrene tynges af, er fremmede for den nye vestlige generation, og jo flere år, der går, desto mere fremmede bliver de“ skrev den jødiske forfatter Primo Levi i sin tredje bog om dødslejrene “De druknede og de frelste” fra 1992. Appellen til omverden om at blive hørt og set, om at den ikke glemmer Holocausts ofre, er bogens ene ærinde. Det andet er at gøre klart, at hvis et lands befolkning kunne gøre sig blinde og døve over for krigsforbrydelser, der kostede millioner af deres egne landsmænd livet, én gang, kan det ske igen. I det lys er ZPS’ udstilling af menneskelig aske ved den bygning, hvor den fatale bemyndigelseslov blev underskrevet, nok et særdeles ubehageligt og også stødende påfund, især for efterkommerne af Holocausts ofre. Men at store dele af den almindelige befolkning mener, at ZPS med “Sucht nach uns” er gået over stregen, bekræfter måske netop kunstnerne i deres ærinde: At tyskerne aldrig må glemme fortiden, for i glemslen ligger risikoen for gentagelsen.
Læs mere om gruppen her
