Sigrid Johannesens Made in China er præpandemisk, samfundsrevsende teater om Kina vs. Europa. Lydteaterversionen er aktuel og underholdende og får mig ikke til at savne det fysiske teaterrum.
»Den kinesiske fremmarch er et højhastighedstog, du enten kan hoppe på eller blive smadret af«. Sådan lyder et af de mange markante udsagn, jeg lytter til, gennem den time, som podcastversionen af den ellers aflyste teaterforestilling Made in China varer.
Made in China, der er den nyeste samproduktion mellem Teater Sort/Hvid og Aarhus Teater, er skrevet og instrueret af Sigrid Johannesen. En forestilling, der sætter spot på styrker og svagheder i såvel det europæiske som i det kinesiske samfund uden for alvor at vælge side. »Der er to sider af pandaen,« erfarer jeg. Den nuttede og den glubske.
Kinesere er frie og lykkelige
En ung, dansk kvinde beslutter sig en dag for at blive kineser. Eller i hvert fald gøre noget andet end blot tænke på alt det, hun burde gøre anderledes – som at spise mindre kød, tage kortere bade eller få en deleøkonomi. »Hun er en dansk kvinde fra en helt almindelig dansk familie,« forklarer fortællerstemmen i mit øre.
Lila Nobel er stemmen bag kvinden, mens Patrick Baurichter tager sig af alle andre roller omkring hende fra den skeptiske, danske far, der ikke er enig i sin datters forherligelse af den kinesiske diktaturform, til alle de kinesere – mænd som kvinder – hun møder på sin vej. Grundtanken er, at alle kinesere er lykkeligere, fordi de er frie og uden ansvar for selv at træffe valg. Andre, bedrevidende, tager alle beslutninger for dem.
Den unge, danske kvinde får kontakt til en kinesisk kvinde, som fortæller hende om kinesisk kultur, historie og filosofi. Allerede her begynder den danske kvinde at forandre sig. »Det starter med hendes øjne. De bliver smallere.« Øjnene er sjælens spejl, og den unge kvinde har begyndt sin transformation. Hun rejser sammen med den kinesiske kvinde til Kina, hvor hun blandt andet deltager i en kinesisk handelsmesse, hvor hele den globale verden er repræsenteret. Hun møder repræsentanter fra kommunistpartiet, lytter, lærer og bliver skridt for skridt mere og mere kineser.
Regibemærkninger som fortællende lag
Made in China fortælles som en art dokumentarisk fiktion. I efteråret 2019 rejste Sigrid Johannesen selv til Kina med en kinesisk kvinde som ledsager. Det var en tid før pandemi og øget, negativt fokus på Kina, hvor ingen kunne vide, at en fortælling som denne ville blive så relevant blot et halvt år senere.
Den fiktive historie om den unge, danske kvinde, der tager alle mulige drastiske midler i brug for at blive kineser, omkranses af fortællerstemmerne, der varetages af Lila Nobel og Patrick Baurichter på skift. »Der er stille i lang tid,« siger kvindestemmen i mit øre. Men reelt er pausen næsten ikke-eksisterende. Fortællerstemmerne bliver som en form for regibemærkninger i fortællingen, der overflødiggør egentlig handling, men forstærker pointerne.
Ligesom det kinesiske folk behøver jeg ikke tænke selv. Jeg behøver ikke lægge mærke til pauser eller tonefald, for fortælleren forklarer mig alt, hvad jeg har brug for at vide. Og det er et ret effektivt instruktørgreb. På samme måde er der indlagt små mellemspil i fortællingen, hvor de to fortællerstemmer understreger, at jeg ikke skal spekulere på, hvem der reelt er afsender på historien. »Bare rolig,« siger stemmen, mens en svag men enerverende hyletone lyder i baggrunden. »Den danske regering er ikke bekymret for, hvad vi siger lige nu.«
Made in China er skarp og underholdende. Der er tydelige elementer af hørespil, især i dialogerne, men der er også en stemning af politisk podcast. De uklare skel mellem fiktion og dokumentarisme gør lytningen interessant – især mod slut, hvor pointerne skæres ud i pap gennem en genfortælling af H.C. Andersens eventyr om Kejserens nye klæder, der angiveligt er kinesernes eget bud på, hvordan historien om demokratiet bør fortælles.
Lyt til forestillingen her
