Del

Hvordan gør teatret klimaforandringerne håndgribelige på scenen? I Tyskland er en ny, kunstnerisk klimaæstetik ved at udvikle sig. ISCENE mødte en af dens bannerførere, instruktøren Tobias Rausch. 

En aften i 1996 var Tobias Rausch blandt publikum til en fire timer lang opsætning af Shakespeares Richard IIITheater Volksbühne i Berlin. En dyster forestilling fuld af døde mennesker og alverdens rekvisitter. Så søvndyssende, at flere mennesker forlod salen. Som instruktør satte Rausch dog en ære i at blive siddende til den bitre ende. Og det har han ikke fortrudt. For i stykkets sidste scene fossede en øsregn ned over scenen, skyllede rekvisitter ned i orkestergraven og fyldte rummet med kulde. En oplevelse, som med instruktørens egne ord “overvældede og forvandlede” ham.

“Der var vand overalt, og det blev ved i et kvarter. Jeg mærkede fugtigheden og kulden fra vandet, som larmede øredøvende. Fra da af var hovedpersonen i stykket for mig ikke Richard III, men regnen”, husker Tobias Rausch tilbage. 

klimateater Tobias Rausch
Tobias Rausch. Foto: frische fotos Berlin.

ISCENE har inviteret ham på en gåtur i det kolde Berlin for at blive klogere på fænomenet “klimateater”. Siden 90’erne har Rausch forsøgt at finde et kunstnerisk sprog for, hvordan klimaforandringer og dens konsekvenser kan gøres tilgængelige på teaterscenen. For ham var det uventede regnskyl, der brød tørken i Shakesspeare-stykket, en nøgleepisode, der har været med til at forme hans vision for det moderne klimateater. 

“Jeg oplevede regnen som en figur i stykket, og det gjorde dybt indtryk på mig. Der er i naturen fænomener – det kan være tordenskrald eller pludselig regnskyl – hvor man pludselig ikke ser dem som objekter, men i stedet føler sig som en del af naturen sammen med dem. Disse momenter leder jeg efter: øjeblikke, hvor man ikke ser naturen som en kulisse, men som en aktør i historien”, siger han til ISCENE. 

Planter i hovedrollerne

Tobias Rausch er født i Frankfurt i 1972 og har studeret filosofi, biologi og litteraturvidenskab. Som det ikke sjældent er tilfældet med tysksprogede instruktører, er han altså tværfagligt og akademisk uddannet, hvilket måske forklarer hans tidlige kunstneriske engagement i miljø og klimamæssige problemstillinger. I det tyske teaterrum er Rausch kendt som en nysgerrig forskertype og for sin research- og interviewbaserede tilgang til scenekunst. Særligt fik hans fem år lange værk Die Welt ohne Uns fra 2010, i hvilket en flok planter spillede hovedrollerne, opmærksomhed. Den usædvanlige rolleliste kommer Rausch nærmere ind på, men først fortæller han om sit aktuelle projekt ved navn Tornado – en forestilling om en stormjæger, en polarforsker og en tornado, som tematiserer konsekvenserne af smeltende is i Østsibirien. 

klimateater Tobias Rausch tornado
Tornado. Foto: David Baltzer​.

Et af forlæggene til Tornado var romanen The great derangement fra 2016 af den indiske forfatter Amitav Ghosh. Bogen beskriver, hvordan vi i den vestlige verden har udviklet en fortælleteori, som har rødder i det 18. århundredes kolonialistiske verdenssyn – en opfattelse af, at vi hersker over både resten af verden og naturen. Ifølge Amitav Ghosh har det ført til, at vi heller ikke i kunsten er i stand til at reflektere virkelighedens naturkatastrofer. Cykloner og tsunamier bliver opfattet som urealistiske fænomener og er højst at finde i science fiction-film og romaner men sjældent på teaterscenen. Og netop det forhold kan stå i vejen for scenekunstens bestræbelser på at tematisere klimaforandringerne, mener Rausch og uddyber:

“Skal vi reagere på klimaforandringerne, fordi vi frygter følgerne for os selv, eller fordi dette naturfænomen også er et væsen i sig selv”, spørger han retorisk. “Jeg mener, at vi skal hen til et antroposofisk verdenssyn, hvor vi ikke bare betragter naturfænomenerne som kulisse men som levende væsener. Kun sådan kan vi forstå omfanget af klimaforandringerne – også i teatret”. 

At begrebet klimateater ser vidt forskelligt ud alt efter hvor i verden, man befinder sig, er soleklart. Og Rausch understreger, at hans projekt netop er at gøre klimaforandringer håndgribelige for det vestlige publikum, som (endnu) ikke mærker konsekvenserne af global opvarmning og CO2-udslip. 

Netop dette forsøgte han sig med i Die Welt ohne Uns ved at gøre planter til hovedfigurer. Om en million år, var tesen, vil jorden alligevel kun være befolket af planter, fordi vi mennesker vil have ødelagt planeten for os selv. Men Rausch og hans kolleger fandt ud af, at det at bringe naturfænomener på scenen, var noget af en udfordring. 

“Vi forsøgte at ændre publikums perspektiv, så de faktisk så planterne som figurer – som historiske væsener med en skæbne og et livsforløb. Altså karakterer med en historie. Vi fandt ud af, hvor svært det var. Ikke mindst fordi vi i teatret har en meget fast idé om, hvad en handling, en situation og en scene er. Det er vanskeligt at ændre folks opfattelse af det, fordi det hænger sammen med vores generelle verdenssyn i Vesten”, siger han. 

klimateater Tobias Rausch
Tornado. Foto: David Baltzer​.

Teatret er ved at vågne

Forrige år var Rausch inviteret til at tale på konferencen “Klima trifft Theater” i den tyske by Potsdam lidt uden for Berlin. Her var hans tese, at scenekunstnere ganske enkelt ikke råder over de æstetiske midler til at fortælle klimakrisen. Af den grund har scenekunsten følt sig magtesløs, og temaet har været underrepræsenteret i teatret. Som følge af Fridays For Future-bevægelsen er mange teatre dog kommet efter det, og problemstillinger vedrørende klima og miljø får nu mere opmærksomhed i mange tyske teaterhuse. 

Tyske instruktører, som i de senere år har bragt klimaet på scenen, tæller blandt andre Kevin Rittberger, Philipp Preuss og Marie Bues, der har tematiseret henholdsvis forholdet mellem mennesker og dyr, isbjerget som metafor for verdenssammensmeltning og krisescenarier i den globaliserede arbejdsverden. Men selvom der er vellykkede bud på, hvordan klimateater kan tage sig ud, er temaet stadig svært tilgængeligt for scenekunsten, mener Rausch. 

“Den største udfordring er, at klimaforandringerne stadig er et meget abstrakt fænomen for os her i Vesten. Vi mærker ikke effekten af dem, og derfor er det også svært at gøre emnet konkret i teatret”, siger Rausch, men understreger igen, at teatrene er ved at vågne op og indse, at de må tage klimatemaet op.

Mennesket er ikke midtpunkt

Selvom scenekunsten har været langsom i optrækket i forhold til at tage hul på det allestedsnærværende og dog så uhåndgribelige klimaproblem, mener Rausch, at teatret rummer et stort potentiale for at give folk en føling med temaet – bogstaveligt talt. 

“Det er jo ikke svært at få informationer om klimaforandringer, og folk er generelt ikke uvidende omkring problemet. Men teatrets kvalitet er, at det kan involvere publikum mere end andre medier. Live-karakteren og de direkte møder – det at være en del af det samme rum i den samme atmosfære. Vi skal have naturkræfterne ind på scenen, fordi de på en effektiv måde gør det muligt for publikum at erfare klimaforandringerne”, siger Rausch. 

klimateater Tobias Rausch tornado
Tornado. Foto: David Baltzer​.

Det har han forsøgt at gøre i Tornado. Forestillingen udspiller sig i tre rum, hvor publikum møder de forskellige karakterer – hvoraf altså den ene er en vaskeægte tornado skabt ved hjælp af en føntørrer. I publikumsundersøgelser foretaget efter forestillingen har det vist sig, at tilskuerne  reagerede meget emotionelt på tornadoen, fortæller Rausch. Nogle har sågar haft katharsis-lignende oplevelser. Rausch sammenligner med en episode fra The great derangement, hvor hovedpersonen står ansigt til ansigt med en tornado og med ét føler, at den stirrer ham ind i øjnene, og at han er en lille del af den store natur.  

“Oplevelsen af, at et naturfænomen pludselig ser på os og vil os noget, tror jeg er konstruktiv i forhold til at udvikle en klimaæstetik for kunsten. Mange er begyndt at interessere sig for disse ikke-menneskelige figurer på scenen – fx planter. Det er ved at gå op for folk, at vi mennesker ikke er midtpunkt i alting, og det vil afspejle sig i klimateatret”, slutter Rausch af og forsvinder ned ad gaden i efterårstågen. 

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.

Mediesamarbejdet er en del af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020. Læs mere om det her