Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...

Ny festival sætter fokus på følelsen af ubehag

Publikum får udfordret deres komfortzone, når Toaster og Live Art Danmark præsenterer kuraterede værker på performancefestivalen Managing Discomfort. Temaet for festivalen er ubehag. Den...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ DragsholmRevyen 2021 – Den allersidste sang

DragsholmRevyen 2021 på Odsherred Teater takker af i en dybt rørende aftapning af den helt særlige blanding af musikalitet, plathed, deadpan og satirisk mod, som vi har lært at forvente fra dette team.

DragsholmRevyen tør, hvor andre tøver. Så kort kan det siges. Der har været masser af gode revyer i år, men den satiriske brod har ofte lige manglet den aktuelle kant. Instruktør Jakob Fauerby sætter barren højt med Piet Hein-citatet: ”Den, som kun tar’ spøg for spøg og alvor kun alvorligt/Han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”. Men netop dette helt specielle team kan følge citatet til dørs, for her går plathed og præcision hånd i hånd.

Herrer, damer og nonbinære bydes behørigt velkommen og opfordres til ikke at være så krænkelsesparate. Bolden er givet op, og sparkes straks i mål i Sara Rahmehs elegante tekst om hyggeracisme i familien. Næste sketch må derimod aflyses, da den har krænket en vits, der definerer sig selv som en pointe. Skæv, veloplagt vinkel på den dagsaktuelle agenda.

DragsholmRevyen 2021
DragsholmRevyen 2021 på Odsherred Teater. Foto Claus Starup.

Isnende satire

Bente Eskesen kan mange ting med krop og ansigt uden at gøre ret meget. Det giver et fint tempo til revyen med hendes mange oneliners, der er platte som få, men leveres med så meget underspil, at vi overgiver os. Bæredygtigt, løftebrud, ældrebyrde. Et enkelt ord bliver en fysisk vittighed.

Anderledes spydigt går det for sig i Susanne Breunings række af festsange, der ligesom den hyggeracistiske svigermor udstiller den danske humor, når den er værst, og samtidig sætter projektøren lige på det dårlige liv. Skidt smag i munden får vi, når vi råber hurra med Susanne efter hyldesterne til Verners vandskade, Finns fyring og Gittes stresssygemelding.

Rigtig farlig bliver revyen i Sørens Dyhrs perfide tekst, hvor Susanne Breunings embedskvinde foragtfuldt byder børnene fra Syrien velkommen hjem til Danmark, mens hun på sadistisk vis gør sit bedste for at give dem PTSD. Isnende satire. Knap så skarp er Støjberg/metoo-sketchen, der dog tager kegler med sin variant af jydeselvforelsket brunst. Knivskarp er derimod den skrupskøre pandaparringsdans, der sluttelig sætter kniven lige midt i vores convenience-udenrigspolitik.

DragsholmRevyen 2021
DragsholmRevyen 2021 på Odsherred Teater. Foto Claus Starup.

Stav fascistmedicinalindustri

Hvor man i andre revyer hylder Shubidua, giver man i Odsherred naturligvis en stomp til Trump, mens pandemien, der fylder meget andre steder her afhandles med en konsekvent henvisning til mundkurv og en festlig omgang Zoom Zoom på Mabels gamle vindermelodi.

Damerne hiver selv de mest forudsigelige pointer hjem med umådelig charme og diverterer os naturligvis også med gamle kendinge. Susanne Breuning forveksler stadig (fremragende) musiker Niels Bugge med Bubber. Bente Eskesen afholder uhyrlige diktater. Stav fascistmedicinalindustri! Til sidst skal vi naturligvis også Drikke med Rikke og hendes endog mere snalrede veninde Kirsten, der denne gang kommer direkte fra Rådhuspladsen, hvor hun ”har smadret byen på en ikkevoldelig måde”. Det må helt isoleret set være årets dummeste replik, men den passer fint ind hos de to berusede damer, der blender julefrokosten – herunder en sur Søren Brostrømning – til drinks og samtidig klæder udvalgte ministre af til skindet.

Til allersidst sætter vemodet ind i Jakob Fauerbys smukke afskedshymne med de for revyen så karakteristiske strofer: ”Hvis man ikke må sige noget/Hvordan skal samtalen da bestå?”. En epoke er forbi. DragsholmRevyen var nok lille og ofte på trods. Men den var altid helt særlig. Begavet og bøvet, chik og charmerende, drilsk og drabelig i sit umådelige mod til at gå planken ud kunstnerisk og holdningsmæssigt. Vi savner den allerede.  

Læs ISCENEs interview med Bente Eskesen .

Seneste

Her er holdet bag Momentum Vol. 18

Tre nye kunstneriske profiler sætter på hver sin vis...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Her er holdet bag Momentum Vol. 18

Tre nye kunstneriske profiler sætter på hver sin vis...

Data kan også være gavnlig i den kreative proces

Der var fokus på tips og tricks til brug...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Her er holdet bag Momentum Vol. 18

Tre nye kunstneriske profiler sætter på hver sin vis deres præg på den kommende sæson på Teater Momentum, hvor de sammen står bag det...