Del

Ivo Dimchev kommer til København, kunsthallen Overgaden og Det Frie Felts Festival. Da det fantastiske faktum gik op for mig, vandrede mine tanker straks tilbage i tiden til en af de stærkeste performances, jeg har overværet i liv. 

En søndag aften for et par år siden gik jeg ind af en grøn garagedør. I Anderlechts libanesiske gade i Bruxelles. Det er en af de vildeste døre, jeg nogensinde har åbnet. Derfor skal du også høre om Ivo. Og derfor får du denne lille reportage om ham, kropsvæsker og performancekunst, når det er bedst.

Ivo Dimchev

Jeg havde først hørt om det bulgarske fænomen Ivo Dimchev cirka en time før, jeg mødte ham. Inden jeg uforvarende og underbevidst blev indlemmet i hans univers af nøgenhed, pink hår, følelser, liderlighed, lyd, tis, sex, sarkasme, selvglæde, arrogance og en forunderlig sangstemme, skulle jeg dog lige forbi en svensk mand ved navn Micha.

Siddende på gulvet i et lavloftet og kraftigt oplyst hvidt rum ville Micha høre en historie om min seneste performanceoplevelse. Tidligere på måneden havde jeg overværet en filippinsk kvinde og mand i hvert sit Snehvide-kostume opføre en skraldgrinende, mærkværdig og involverende kønskritik af disneyfisering, som danser og koreograf Eisa Jocson (måske) mener kan lede til forskruede kønsopfattelser og skabelsen af idealiserede fantasiprinsesser. 

Micha lydoptog min beskrivelse og brugte den til at male et kunstværk med neglelak på min venstre hånds negle – farverigt. Måske det havde set helt anderledes ud, hvis jeg havde fortalt ham om østrigske Simon Mayers nylige værk Sons of Sissy, hvor fire dansende mænd leger med alt, hvad de har, inklusiv klokker, tovværk, violiner og jodlen, samtidig med at opførslen via headsets kan overværes af mennesker med visuelle handicap (og deres førerhunde). Der var simpelthen et menneske, der skulle prøve at forklare, hvad der foregik. Jeg undlader forsøget her. 

Performance og kropsvæsker

Imens Micha forholdt sig lyttende-malende samlede de cirka 60 gæster sig på rummets gulv. Ivo Dimchev, (altså ham, som jeg garanterer, er performer extraordinaire) valsede rundt i lokalet, rettede lidt på lyset, testede sin lyd og begyndte så småt at kommunikere med os. Med brede kindben og løftet hage, stærk overkrop og masser af pastel make-up. Uden ord, måske plastikopereret.  

Ivo har samlet sit sensitive, sarkastiske og vanvittige repertoire på albummet Sculptures (2018), der kan antages at referere til hans emotionelt udfordrende og kropsfikserede performancekunst eller måske bare hans udhuggede 43-årige danserkrop. Det var dette album, han skulle synge sange fra. Sange han, som han siger, ”har lavet til sine performances for lige at give publikum en chance for at trække lidt luft ind.” 

En pusterum, der måske nødvendiggøres af, at de fleste eksisterende kropsvæsker har medvirket i hans performances. Vistnok bortset fra cerebrospinalvæske, der kan udtages gennem en lumbalpunktur og blandt andet bruges til determinere om patienten har sygdomme i nervesystemet. Et menneskeligt system, der som bekendt bruges til at sortere informationer og muliggør, at mennesket kan foretage alt fra simple rygradsreaktioner til abstrakt bevidst erkendelse. 

Når man begynder at kende og følge Ivo, vil man gerne vide, hvad der sker i hans hjerne. Engang tappede han sit eget blod i en medicinflaske og bortauktionerede det på scenen. Og under en Queer-festival i New York udførte publikum fellatio på ham. Han ynder også at tisse på tæpper. 

Nogle gange synger han ”The woods is the place to shit if there is no toilet, the woods is the place to have sex if there is no other place, the woods is the place to bury my poor dead body”, og når han står lige foran os alle sammen i det hvide rum med et enkelt hvidt spot, er han det mest (selv)bevidste og tilstedeværende menneske, jeg nogensinde har mødt. 

Next-level Selfie Concert

Inden koncerten, og han holder os længe hen med intelligent og humoristisk småsnak, tænder han sit kamera, der interimistisk står på en af to højtalere. ”I like to look at myself”. Kameraet har en skærm, som kun han kan se. Det er en next-level Selfie Concert. 

Og under koncerten annoncerer han utvetydigt, at han keder sig. Der sker simpelthen ikke en skid. Han fortsætter med at synge, så både engle og djævle synger med, mens hans omfangsrige personlighed smiler afvæbnende og imødekommende. Der syndes åbenlyst i teksterne, men Ivo har befriende lidt skam i livet.

Han kan ret meget og bruger det gerne til både at bryde genrer og tabuer. Det går ret godt, også her – en sen søndag aften: ”Når jeg skriver mine sange, så græder jeg altid. Det er hårdt. Men bagefter har jeg det godt og er nærmest sådan lidt ligeglad.” Han trækker på skuldrene. ”Så hører mennesker omkring mig mine sange, og så græder de.” Publikum griner også.

Det musikalske klimaks kommer ret sent i en seance, der tager knap tre timer. Ivo har lige sunget en sang, der med en lille smule blød polering kunne være et godt østeuropæisk bud på et grand prix-hit. Hans øjne vender orgastisk det hvide ud, han slutter sidste tone og opfordrer den bjergtagede menneskemængde til at stoppe klapperiet:  

”Jeg har lavet et cover af Billie Holliday’s Travelling Light… hvorfor? Fordi jeg bedre kan lide min egen version”. Den sang er 75 år gammel og bundsmuk, også når Ivo koncentreret og med dyb respekt synger en form for udefinerbar pulserende opera.

Intet gjort halvhjertet

Efter koncerten taler jeg med en af Ivos venner, mens performeren selv sælger hjemmebrændte skiver, autografer og selfies – tre ting for 10 euro i et kombineret tilbud. Han kan godt lide at være ”cheap, very cheap”. 

Vennen, der ser ret outreret, kunstnerhærget ud, fortæller mig, og det er hans direkte maniske sprog, jeg refererer, at Ivo engang skulle slikke fisse på scenen under en performance. Det havde han aldrig prøvet før. Som det vist nok kan fornemmes gør Ivo ikke noget halvhjertet, så han hyrede to prostituerede, der kunne lære ham, hvordan man oralt tilfredsstiller en kvinde. 

Det kan man jo synes om, hvad man vil, men det kan i hvert fald konstateres, at Ivo forholder sig ret professionelt til kunsten med den form for forberedelse. Måske er hele hans liv en stor, halvkrukket act, men når man har så meget musikalitet og originalitet, så er det vel egentlig ret legitimt. 

Det er derfor, at jeg lige prikker dig skulderen og fortæller, at Ivo Dimchev kan opleves på Det Frie Felts Festival. Jeg kommer selv. 

Du kan læse mere om Ivo Dimchev her.

Og du kan læse om Det Frie Felts Festival 2021 og Ivo Dimchevs Selfie Concert her.

Denne artikel er oprindeligt udgivet 4. januar 2021 men genudgivet i august i anledning af Ivo Dimchevs performancekoncert på Kunsthallen O – Overgaden den 18. august 2021. Læs mere her.

ISCENE bringer reportagen i håbet om, at Det Frie Felts Festival kan gennemføres.