Del

En folkefjende

18. sep – 23. okt 2021

Nørrebro Teater

4. - 30. nov 2021

Odense Teater

Agitproppen som greb er tilbage i Nørrebro Teater og Odense Teaters vanvittigt vellykkede aktualisering af Henrik Ibsens En folkefjende. Instruktør Viktor Tjerneld går atter målrettet planken ud med et stykke moderne politisk scenekunst.

En folkefjende (1882) var vel egentlig Henrik Ibsens kunstneriske svar på den shitstorm, der ramte ham efter hans foregående drama Gengangerne. Her fremviste han den borgerlige families dobbeltmoral og kvindens status som objekt og argumenterede for individets ansvar for egne handlinger. Det var ilde hørte budskaber i samtiden, men Ibsen holdt fast. I En folkefjende klæder han både presse, folk, erhvervsliv og politikere af ved at vise, hvordan de prioriterer kortsigtet gevinst over moralsk sandhed. Eller sådan fremstiller dramaets hovedkarakter Tomas Stockmann det i hvert fald.

At Stockmann selv kan læses som en anelse selvopfyldt af sit gode projekt, der konkret handler om at få renset det vand, der gør byens kurbadsgæster syge, anes selvfølgelig i kanten af Viktor Tjernelds hårdtslående og rasende underholdende iscenesættelse. Tjerneld rev tæppet væk under os i sidste sæson med den mediekritiske Spejlmanden på Mungo Park, og har nu fortjent fået større scener at udfolde sig på. Det indløser han til fulde med en opsætning, der måske lidt mindre elegant, men fortsat herligt tvetydigt kan agitere og jonglere perspektiver på samme tid.

En folkefjende
En Folkefjende på Nørrebro Teater og Odense Teater. Foto: Sara Galbiati.

Rammer hele den politiske bingoplade

Iscenesættelsen er nok til dels inspireret af Florian Borchmeyer og Thomas Ostermeiers langtidsturnerede version fra 2012, der besøgte Skuespilhuset i 2016. Måske er der også skævet til Hans Henriksens udgave på Aalborg Teater i 2014. Men Tjernelds En folkefjende er alligevel helt sin egen. Fordi den rammer hele bingopladen i alskens politiske dilemmaer lige nu og fordi den så målrettet går planken ud og skider højt og flot på, at kunst ikke må være politik. Kun hos Tue Biering ser vi samme stålsatte sans for at konfrontere den kreative klasses umådelige selvgodhed i klar tale.

For det er jo os, der sidder ude i sæderne, og næsten ikke kan være i os selv over Tomas Stockmanns svadaer om forbrugerisme. For hvor er det bare rigtigt, hvad han siger. Men hov, hører vi også rigtig efter? Det er nemt nok at se skurkene på scenen, men det er jo også os, han harcelerer imod med sin konstante påkaldelse af sandheden, der skal frem i lyset. For vi mener vel egentlig som hans modstandere, at sandheden er relativ. Vi synes vel egentlig heller ikke om at få trukket en sandhed ned over hovedet. Og vi er vel ret beset også os selv nærmest, når alt kommer til alt, og klimaforanstaltninger skal vejes op mod øjeblikkets komfort.

En folkefjende
En Folkefjende på Nørrebro Teater og Odense Teater. Foto: Sara Galbiati.

En handling til tiden

Hykleriet står skarpt frem på både scene og i salen, der inddrages direkte i Stockmanns fejlslagne borgermøde. Heldigvis er afklædningen af den omvendte logik, hvor tryghed er frihed, som en af vor regerings ministre plejer at udtrykke det, lige så skarp. I En folkefjende rotter politikere, erhvervsliv og pressen sig sammen om den retorik, der får kapitallogik til at fremstå som demokrati. Hvem er mest fascist? Stockmann med sin selvretfærdige sandhed eller koret af teknokratipolitikere, iværksættere og nosseløse journalister med huslån? Det kan vi jo tænke over, mens vi får grinet af. En enkelt replik rummer en del af svaret og taler lige ind i Greta Thunberg-diskursen: ”Intet kan renses med ord, kun med handlinger”.  

En folkefjende er en handling til tiden. Spørgsmålet er, om den er så sjov, at den bliver for nem at ryste af sig? Jeg håber det ikke, for her ser vi, hvad morskabsteater kan, når det virkelig rykker. En folkefjende er en kæmpesejr for Nørrebro Teaters direktør Mette Wolf, der længe har trukket genren i nye retninger, og her har matchet den helt rette tekst med det helt rette hold. Og opsætningen lover også godt for Odense Teater, hvis nye ledelse markerer sig med en ny vej med både  denne forestilling og den aktuelle Terror/is/me.

En folkefjende
En Folkefjende på Nørrebro Teater og Odense Teater. Foto: Sara Galbiati.

Et stort- og velspillende hold

Søren Pilmark mestrer skiftene mellem rasende, indebrændt, naiv og nidkær som omdrejningspunktet Stockmann. Malene Melsen fungerer tørt-sarkastisk som hans primære antagonist. Hos Ibsen en bror, her en søster med dobbeltkasketten borgmester/forperson (!) for kurbadsbestyrelsen.

Githa Lehrmann gør det godt som kombuchabryggende, aktivistvissen kone, mens Camilla Lau er skøn som frådende dattervrede og Marianne Høgsbro bliver publikums darling som bramfri, aktiespekulerende svigermor. Tom Jensen har vanlig sikker stil som investorparodi Aslaksen, mens Frank Thiel og Patrick A. Hansen udgør et bedårende par opblæste presseopportunister. Så højt at råbe, så lidt at udrette. Benjamin Kitters rammende kunstnerparodi fuldender det stort- og velspillende hold, der er forudsætningen for at lykkes med Tjernelds rambukrasende opråb til middelklassen.

Instruktion og bearbejdelse: Viktor Tjerneld. Konceptuerende scenograf: Franciska Zahle. Realiserende scenograf: Peter Schultz. Komponist: Daniel Fogh. Manuskript baseret på Henrik Ibsens skuespil En Folkefiende. Oversættelse: Peter Dupont Weiss.

Medvirkende: Søren Pilmark, Patrick A. Hansen, Marianne Høgsbro, Tom Jensen, Benjamin Kitter, Camilla Lau, Githa Lehrmann, Malene Melsen og Frank Thiel.