Adelaide Bentzon debuterede i år som programleder på Horsens Teaterfestival. ISCENE spurgte, hvordan det gik. Her redegør hun selv for de tanker, hun efterfølgende har gjort sig om at være til stede på sin første festival. Hvilke tiltag, der skal med videre og hvilke, der ikke skal.
At lave en festival er en spøjs blanding af nøje tilrettelagt planlægning og totalt kontroltab.
Det er de mindste detaljer, man sidder med i sidste sekund: En glutenfri sandwich, som skal skaffes, tre stole, der mangler, en vagtplan for frivillige, der ikke er færdig.
Samtidig er det umuligt at opleve det samme som festivalens gæster, fordi en festival netop er en sammensætning af en masse forskellige valg af forestillinger og talks, som folk oplever på kryds og tværs. Jeg er fra mit tidligere arbejde vant til at producere værker, som jeg kan opleve sammen med tilskuerne, men det her er anderledes, så jeg skulle lige finde en måde selv at opleve festivalens tre dage på.
Min rolle som vært på festivalen
Før festivalen havde jeg snakket med festivalens projektkoordinator Iben Høgh Grøftehauge om, hvordan vi selv ville være til stede under festivalen. Vi ville være synlige værter, der nåede rundt og hilste på alle teatre, og fulgte med i det, som skete. Det er sådan noget, jeg selv synes, er skønt, når man kommer som teater. At værterne er til stede.
Ha. Ha. Ha! Hvor naiv kan man være? Fredagen åbnede med regnvejr, en masse logistik, der skulle løses, og løse ender, der lige skulle bindes sammen i sidste øjeblik. Vi løb rundt og fandt kabler og pavilloner, mens koreograf Sofie Christiansens kæmpe arbejde med åbningsforestillingen var ved at drukne i regnvejr.
Vi skiftedes til at opmuntre hinanden med fortællinger om, hvor ofte vi selv har været publikum til forestillinger, der er endt med at blive afviklet på trods af regnvejr. Hvordan vi selv har kunnet gennemføre diverse site specific projekter, fordi bygerne lige præcis nåede at drive over. Og ganske rigtigt: Kl. 18.00 holdt borgmesteren sin åbningstale i et regnvejr, der lige så stille blev til støvregn for at aftage over de første fem minutter af forestillingen, som foregik på torvet.
Det var fint at åbne med en forestilling i byrummet, hvor femten borgere dansede med tre professionelle dansere. Det var et godt anslag, og det gør vi igen næste år! Altså laver en forestilling med folk fra byen. Men jeg tror nu nok, jeg vil stemme for, at den rykker indenfor, så jeg ikke behøver stå med hovedet i DMI’s radar fem minutter før åbningen næste år.
Tanker om nye tiltag
Og hvad så med resten?
Jeg kan godt lide tanken om lægge nogle spor ud, og lave nogle anslag til samtaler på kryds og tværs. Det var visionen bag årets tema Ukendt land, vores Fagligt Forum, der tilbød oplæg fra andre fagfolk end scenekunstnere, og festivalens nye koncept Talk Box, som var et lille formidlingscenter i Kuben, hvor skuespiller Tobias Schaw var vært og sammen lydteknikker Rasmus Månsson og videodesigner Helle Lyshøj producerede video og podcast gennem hele weekenden.
Vi havde mange projekter i gang, og der er plads til redigering, til at blive mere præcise. Jeg tænker, vi nok skal vælge et enkelt gennemgående tema i alle Talks, interviews og indslag næste år. Talk Box skal mere ud blandt publikum og Kuben skal fyldes med en stort anlagt og visuelt overdådig installation for de mindste børn. Der må gerne ske lidt mere i gaden. Så vi beholder de igangsatte koncepter, men skærper dem yderligere.
Nyt unge-tiltag
Et andet nyt tiltag var vores ungeprogram, som vi havde adskilt fra børneprogrammet. Det var første gang, vi adskilte børne- og ungeprogram, og første gang vi præsenterede så mange ungdomsforestillinger. Derfor var jeg både spændt og nervøs for, om det lykkedes.
Ville formidlerne komme op til Fængslet? Kunne vi få de unge til at komme? Kom det til at virke helt vildt fragmenteret, og ville vi drukne i tekniske problemer med et nyt spillested? Men vores ungeprogram gik bedre, end jeg havde forberedt mig på, og med det mener jeg, at jeg indimellem måtte trække vejret dybt og minde mig selv om, at man er nødt til at tage nogle chancer, hvis noget skal rykkes.
Jeg lagde en plan for, hvor jeg skulle være
Så hvordan lykkedes det mig at være til stede på festivalen?
Jeg lagde en plan for, hvor jeg skulle være hvornår. Den plan blev hele tiden ændret, men jeg fandt nogle gode øjeblikke, hvor jeg kunne synke ind i stemningen.
Og idéen om stemning er noget, jeg tager med mig til overvejelserne fremover. Stemning og sammenhæng. Hvordan skaber man en stemning? Hvad skal der til? Og hvordan kan man kommunikere de tiltag, som kan skabe følelsen af sammenhæng? Det kommer Iben og jeg fremover til at tale meget om – med hinanden og med andre.
