Del

Menneskedyret

12. - 30. okt 2021

Hamletscenen

Olaf Højgaard aspirerer i Lars Roman Engels minutiøst-musikalske instruktion til en af årets store skuespilpriser i Menneskedyret, der samtidig slår en tyk streg under, at der er meget mere end Shakespearefestival at finde på Hamletscenen.

Here lies a wretched corpse, of wretched soul bereft:
Seek not my name: a plague consume you wicked caitiffs left!
Here lie I, Timon who, alive, all living men did hate:
Pass by and curse thy fill but pass and stay not here thy gait.

Sådan lyder Timons selvskrevne gravskrift. Altså Shakespeares Timon fra Athen, som Hamletscenen har ladet sig inspirere af og forvandlet til en ordfattig, men rasende fysisk rejse gennem sindet til kroppen – til det menneskedyr, vi alle er.

Hos Shakespeare en variant af menneskets tragiske selvovervurdering. Levemanden Timon forærer tankeløst alt sit gods til de, han opfatter som venner. Da kassen er tom, vender de ham ryggen. Kun hans tjener er tro, mens Timon søger tilflugt i en hule, hvor han senere finder ny rigdom. Men da har misantropien ædt ham op.

Menneskedyret
Menneskedyret. Foto Mikkel Dysted.

En kæmpende kravler

Alt det behøver man ikke nødvendigvis at vide for at blive blæst omkuld af Olaf Højgaards menneskedyr. Hans kamp med bristede illusioner siger det hele, om end den ender anderledes håbefuldt i en genskabelse til tonerne af We’ll meet again i Johnny Cash’ trods alt civiliserede udgave.

Men det starter i sammenbruddet. En mand kravler mod scenen med næsten overmenneskeligt besvær. Foran sig skubber han sin bagage. En kuffert så tung, at den netop må indeholde al den smerte, som også lyder fra den kæmpende kravler, når han for hver 20 centimeter bryder sammen i gutturale, pibende hulk.

Enkelte sætninger går igen. Sætninger, der ville score højt på CBS-bullshitlisten. ”Hvis du ikke har et mål, driver du bare rundt og kommer ingen vegne” og “Mit mål er at være den størst mulige succes på alle parametre”. Vi kan tørt konkludere, at manden foran vores øjne er i opløsning. Han havde – som Timon – ingen plan B til sit succesmål. Målet flyttede sig. Han er mentalt i frit fald.

Menneskedyret
Menneskedyret. Foto Mikkel Dysted.

Prisværdig præstation

Al mening er borte. Kun kroppen vælter rundt i dette mørke univers af usikkerhed. Spærret inde i Malte Hauges abstrakte jernskulptur og sammes skærende, blinkende lyssætning. Indhyllet i Rasmus Juncker lydspor af kriblen, krablen, knagen, summen. Svært at afkode. Sublime sanseindtryk for hvor ondt, det gør, i dette menneske.

Olaf Højgaard har os i Lars Roman Engels modige instruktion i sin hule hånd. Han er suverænt Danmarks mest originale, fysiske skuespiller og leverer her en prisværdig præstation. Det er umuligt ikke selv at drages næsten fysisk ind i denne oplevelse af forvirring og afmagt, der afsætter sig som kropslige udtryk for voldsom smerte, kløe, kildren. For så alligevel til sidst at finde et hjem i denne martrede krop. Helt inde i dyrets brølen og rullen finder han løvens knejsen og kan flytte kufferten. En skrøbelig, blid humor indfinder sig som den lille drengs insisteren; ”Jeg er altså en succes,” før urskriget atter tager over frem mod genfødsel i blåt morgenlys.

Hamletscenen, som de fleste nok bedst kender fra den årlige Shakespearefestival i august, viser med Menneskedyret, at der er meget mere at komme efter på Kronborg. Forestillingen spilles i den nye intime Thaliasal i det tidligere kaserneområde. Salen er som skabt til den klaustrofobiske kraftudladning, der er teater til tiden med sin adressering af det moderne livs hastighed.

Læs mere om Hamletscenen her.

Manuskript & idé af Lars Romann Engel og Olaf Højgaard. Instruktion: Lars Romann Engell. Scenografi & lysdesign: Malte Hauge. Lyddesign: Rasmus Juncker. Kostumier: Mette Kapper.

Medvirkende: Olaf Højgaard.