Østerbro Teater lægger Revolver-scenen til Tanja Diers og Louise Alenius’ magisk tyste og insisterende korværk om fængselsisolation. Syv fremragende sangere og fem tidligere indsatte forløser det minimalistiske værk til en fortættet, følelsesmættet oplevelse.
“Tiden
jeg mærker den
mærker tiden
tiden
jeg mærker den”
Stroferne løber gennem det isnende korværk Stille slag. Syv sangere gestalter med deres stemmer isolationsrummet. Fem tidligere indsatte giver sangen krop.
Lukket inde
Rummet er gråt, trøstesløst i neonrørenes skarpe lys. Vi sidder omkring scenens firkant, der mimer isolationscellen. Rummet konstitueres af en række stationer – et køleskab, en håndvask, en seng, et skab, et bord, et tv og et par bunker, som de medvirkende bevæger sig i mellem alene, i par, i grupper. En enkelt af de tidligere indsatte er alene hele vejen. Det er også ham, der har blod på hænderne.
Hvorfor ved vi ikke. Det er ikke det, værket vil fortælle os om. Stille slag er baseret på interviews med tidligere indsatte, men handler ikke om konkret kriminalitet, personlige historier eller videnskabelige årsagsforklaringer.
Værket er fuldstændig skrællet for den form for virkelighedsforankring, men formidler i ord og billeder skærende smukt og sjælsrivende oplevelsen af indespærring. Lukket inde i et rum. Lukket inde i sin egen krop. I sit eget hoved. Det rum og den krop, der samtidig er holdepunktet for at være i verden. Det er tingene i rummet, kroppen i rummet, der fastholder en form for besværgelse til normalitet, mens tankerne raser i rundgang.
Blidt insisterende og brutalt flænsende
Tanja Diers’ minimalistiske tekster, der i al deres enkelhed drypper af smerte, af tomhed, af desperation, af monotoni, forlænges i Louise Alenius’ hypnotiserende toner, der skiftevis flyder i blide harmonier for så at dekonstrueres gradvist til rytme, til uartikuleret lyd. Gentagelsen er mønstret i både tekst og musik og i de tolv medvirkendes bevægelser over scenen. Resigneret rastløshed, når rummet igen og igen skridtes af.
Men også små mikrofortællinger ligger indkapslet. Lange musetrapper, der skal foldes. Ris og æg, der skal i elkogeren, og siden anrettes på stålbakken. Tænder skal børstes. Hænder skal vaskes. Indespærringens fornedrelse visualiseres i leret, der flyder ned over ansigter og kroppe.
Uendeligt fortællende tableauer om savn og tyngende bagage opstår, når spillerne deler kroppe. En lav slæber en høj, en lille hænger trippende på en stor, en skygge trasker i hælene, et hoved hviler på en andens skulder. Blidt insisterende og brutalt flænsende trænger tonerne ind i os og skaber med de syv stærke stemmer en resonans af ordløs genkendelse.
Stille slag er netop det. Et helstøbt værk, der ikke råber op, men rammer dybt.
“Tiden
jeg mærker den
ikke
når jeg skriger
Tiden
jeg mærker den
ikke
når jeg synger”
