Det finske dansekollektiv Agit-Cirk skabte i 2019 det danseakrobatiske værk 2 + 2 + 2. Det vises første gang i Danmark som en del af Baltoppen LIVEs Finnish Focus, som ønsker at præsentere den danske scene for det bedste af nutidig finsk scenekunst. Forestillingen har ligget stille på grund af pandemien og har til repremieren udskiftet to artister. Ambitionerne er store, men de mange ideer og tematikker står i vejen for hinanden i stedet for at udfolde sig i et potentielt fysisk legende og selvironisk univers.
På Agit-Cirks hjemmeside fremgår det, at de skamløst anvender dans og cirkus som deres legeplads, og med det udgangspunkt udforsker de roller omkring ligestilling og køn. De fire dansere i 2+2+2 er iført hudfarvet undertøj for at stille skarpt på de rene bevægelser og kroppens kunnen.
Åbningen sker til lyden af en ildevarslende, elektronisk rungen. Et oplyst ansigt bevæger sig ud af mørket i en glidende bevægelse hen over scenen. Bagscenen er belyst med sitrende, hvide felter på mørk baggrund. Endnu en belyst og passiv krop bevæger sig på magisk vis over scenen og lægger op til en surrealistisk iscenesættelse, som vi imidlertid ikke får lov at fordybe os i. Ideerne står i kø, og vi bliver hurtigt ført videre gennem et hvirvlende udtræk af symboler og sekvenser.
Indre kampe kridter banen op til akrobatik
Et rødt scenelys varsler konflikt, hvorefter en mand kæmper mod mørket eller i hvert fald med et langt, sort klæde, han kaster hen over hovedet på sig selv for at slippe fri. Skygger kastes rundt i rummet og pirrer vores fokus for en kort bemærkning, men snart daler fire, lange lagner til luftakrobatik ned fra loftet. En mand vikler det straks rundt om hals og hoved – måske mumificeret og fastlåst i livet?
Hver karakter viser på deres måde kampen for at undslippe de snærende bånd – i fællesskab eller alene. En kvinde får sågar hjælp fra publikum – det gør ingen forskel. Vi kan ikke mærke deres følelser eller sympatisere med den dystre kamp for frigørelse. Dansens udtryk drukner i for mange og for uartikulerede bevægelser. Musikkens repetitive lydflader sukker efter et intimt parløb med dansen, som har sin egen agenda.
Cirka midtvejs ændrer forestillingen karakter til ren akrobatik. Stående på en lang række klargøres hænder med flydende kridt. De to par arbejder sikkert og kontrolleret til et nyt pulserende, elektronisk lydunivers. En stemme taler på finsk om hudløshed, mens kvinderne slår vægtløsheden til og manøvrerer sikkert i de højere luftlag – især når de arbejder med deres egen partner.
Kan køn danses væk?
Kan de kulturelle normer og ideen om, at køn er konstrueret, danses væk? Uden en humoristisk tilgang til partnerarbejde og en insisteren på det legende, kan vi som publikum ikke afledes fra det åbenlyse faktum, at Sasu Peistola og Pasi Nousiainen står klippefaste i deres mandlige roller som parakrobater.
Lyset skifter til grønt, idet de kvindelige artister Jenni Lehtinen og Katerina Repponen sætter sig med ryggen til publikum. De danser en duet i et ligeværdigt møde, hvor vi får lov at se deres frigørelse. Men det forbliver uklart, om det er fra deres indre begrænsninger eller fra de fastlåste kønsroller.
Det er derfor lidt overraskende, at frigørelsen fejres ved at mændene vender tilbage i jakker, mens kvinderne ifører sig nederdele. Scenisk har det dog en fin effekt, især da de to par danser standarddans med hinanden – kvinderne på skuldrene af mændene. Forestillingen slutter med en ukontrolleret fest, hvor vi som publikum igen sidder tilbage med antydningen af et nyt, men uforløst tema.
Famlen i mørke med potentiale til udfoldelse
Til en after talk med kunstnerne løftes sløret for titlens betydning. Tallene henviser til de to par og parløbet mellem lyd og lys. I den oprindelige kollektive skabelsesproces har det netop været en præmis, at alle led i regnestykket var lige gyldige gennem den tværæstetiske udfoldelse af bevægelse, lyd og lys. Ideerne og bevægelserne står i kø, men stritter i for mange retninger og bliver dermed noget famlende.
Værket kalder på en ro til at være til stede i bevægelserne. Udfolde og udforske, så vi som publikum også kan mærke intentionerne. Værket savner et scenisk nærvær og udtryk, som vi publikum kan relatere os til. 2+2+2 byder på imponerende løft og stærke dedikerede dansere med et potentiale for at tage vigtige emner op, hvis nogle af de mange ideer får plads til udfoldelse. Nycirkus er kommet ind på den ordløse dansescene for at blive, men skal også turde være til stede i det udenfor de akrobatiske numre.
LÆS OGSÅ: ISCENEs artikel om finsk nycirkus
