Teatret Svalegangen har kastet sig over et helt eksistentielt emne, når Anders Lundorph iscenesætter Linda Kleins Forplantning – en fucking slagmark som en humoristisk, men alligevel alvorsfuld forestilling.
Det er bogstaveligt talt op ad bakke for de seks skuespillere i Anders Lundorphs iscenesættelse af Forplantning – en fucking slagmark. Scenen i Mikkel Sebastian Rostrups scenografi er en stejl skråning med bregner, hostaer og andre grønne blade, som publikum kan iagttage gennem en enorm lysende rektangel, der får hele scenariet til at ligne en enorm tv-skærm.
De kæmper på livet løs. Både med skråningen og med hinanden. Med diverse rekvisitter og møbler. Og med store temaer som ufrivillig barnløshed, aborter, designerbabyer, teenagegraviditet og forældreskab i det hele taget.
Forestillingen er let overgearet og temmelig karikeret, men alligevel formår de små fortællinger i iscenesættelsen at fremtvinge såvel højlydte latterudbrud som rungende tavshed fra publikum, når temaerne på scenen vækker genklang og ikke mindst maveknugende følelser.
Feltstudie af det moderne singleliv
Forplantning – en fucking slagmark er – som den lysende rektangel i scenografien også antyder – iscenesat med en rammefortælling, hvor Holger Østergaard agerer vært. Iført et brunternet jakkesæt med vest og sit imødekommende smil træder han frem foran scenen og byder os velkommen.
Vi skal sammen se nærmere på det velkendte forplantningsritual – og dets udvikling gennem tiden. Først illustreret gennem en ordløs scene, hvor Jonas Kriegbaum og Josefine Tvermoes som to primater hopper omkring på skråningen, indtil de får øje på hinanden og parrer sig.
Derefter flyver vi gennem historien frem til nutiden. Her er single-liv på Tinder med ‘dick pics’ og one night stands, karrierekvinder uden plads til børn i deres liv, bristede drømme om familieliv, utroskab, kunstig befrugtning og andre vinkler på emnerne parforhold og forplantning. Og til sidst suser historien videre til en dystopisk fremtid med korrupte systemer, fødselskvoter og en tilsyneladende nærtstående apokalypse.
Forskellige skæbner bindes sammen
Linda Kleins tekst er fragmenteret og består af en række små scener med forskellige par. Teksten er bygget op, så de mange forskellige historier og skæbner først virker enkeltstående og helt adskilte, for så alligevel mod slut at blive spundet ind og ud af hinanden og bundet sammen som en sløjfe i hænderne på Anders Lundorph.
“Giv mig fem gode grunde til ikke at få børn,” siger Ashok Peter Pramaniks Victor på et tidspunkt til sin kæreste Helen, mens de putter under dynen. Og Maja Juhlins Helen har svar på rede hånd. Hun nøjes ikke med fem grunde, men fortsætter ufortrødent sin opremsning, indtil kæresten opgivende stopper hende.
Maja Juhlin leverer i det hele taget en hel serie af stærke præstationer, både som den gravide Sarah, der ikke kan overskue at få en efternøler sammen med sin elsker “søde Anders”, og derfor overvejer en medicinsk abort. Og som den ufrivilligt barnløse Ann-Lilje, der ikke møder stor forståelse hos venneparret til grillfesten. Men som på den anden side heller ikke selv kan sætte sig ind i samme vennepars sorg over en ufrivillig abort.
Eksistentielle temaer
Temaerne er mange og eksistentielle. Forplantning – en fucking slagmark vil meget på én gang – lidt for meget, så man som publikum indimellem bliver helt forpustet. Linda Klein forsøger at komme omkring alverdens relevante emner, men tilsætter også ekstra, unødigt fyld. Det er fx elementer af voksenmobning, når det homoseksuelle par taler om konkrete, navngivne personers kropsdele, som de ikke ønsker, at deres kommende barn skal have. Eller hele den afsluttende scene med det dystopiske fremtidsscenarie, der virker lidt løsrevet i forhold til resten af iscenesættelsen.
Men der er også mange eksistentielle temaer. Her er historien om generationer, der gentager de samme fejl. Fordomme over for regnbuefamilier. Store følelser af både kærlighed og sorg, svære tab og især manglende forståelse for andre menneskers valg.
Anders Lundorph har valgt en højenergisk stil til hele forestillingen, som sætter gang i lattermusklerne hos publikum, og som understreges af den absurde scenografi, hvor skuespillerne er iført klatreudstyr og indimellem også sikkerhedsliner for at kunne stå på det øverste af scenens skråning.
Men netop på grund af den humoristiske stil virker kontrasten også så meget desto stærkere i de alvorstunge scener, der er drysset ud hist og her. Scener, der rammer i solar plexus. For uanset om man selv har haft lignende oplevelser tæt inde på livet eller ej, så er det emner og følelser, som alle kan relatere til. Og forplantning er et emne, der altid er relevant og lige nu også fremstået helt aktuelt.
