Teater Vestvolden bringer med enkle virkemidler den grusomme historie om Christiane F og hendes jævnaldrende venners styrt ned i narkoen til live i en fint komprimeret dramatisering målrettet et yngre publikum, men absolut også seværdig for os andre.
Wir Kinder von Bahnhof Zoo hed bogen, som to journalister ghostwritede med teenageren Christiane F som fortællerstemme i 1979. Bogen blev til en film et par år efter, og både film og bog afskrækkede nok en del fra at bevæge sig ud i eksperimenter med stoffer med sin rå, in-your-face fremstilling af narkomaniens bagside.
Desværre stadig relevant
Ikke desto mindre er problematikken stadig relevant i vor tid. I Christiane F drages de forsømte børn mod narkomanien af kedsomhed og som et værn mod hverdagens brutalitet med fordrukne forældre og småborgerlige normer. Helt i pagt med 70’ernes tidsånd. Var det derfor, børneprostitutionen, der finansierede misbruget, kunne finde sted? Eller var de marginaliserede børn bare ikke på samfundets radar? Formentlig begge dele.
I dag handler det nok stadig om at leve på undersiden, men for nogle nok også flugt fra præstationspres mere end kedsomhed. Stoffer fungerer som selvmedicinering, men har trods alle synlige tegn på det modsatte fortsat en aura af ”cool”, som det også associeres med i Vestvoldens opsætning.
Fint flow i flydende rolleskift
Ene Øster Bendtsen, Lise Lauenblad og Charlotte Fich entrer scenen i ens outfits. Cowboybukser med svaj og matchende vest og godt med blåt på øjenlågene. De er alle Christiane, venner og familie på skift, og det fungerer i et fint flow, hvor man aldrig er i tvivl om, hvem der taler. Særligt Charlotte Fich rammer nerven rent med sin sitrende, spændte krop og måske især i flash forwardscenen, hvor den voksen Christiane interviewes. Hvorfor var det hende, der overlevede? Det har hun ikke noget svar på og Fichs kropssprog signalerer, at heroinen nok af og til stadig er en gæst. Som den også var for virkelighedens Christiane.
Ene Øster Bendtsen rører som den lille Christiane, der nok kan tage heroin, men ikke føler sig helt gammel nok til at have sex med kæresten Detlef. Lise Lauenblad er særligt god som de skiftende cool fyre, Christiane betages af, og i den kolde tyrker, hun frivilligt gennemlever, før hun atter falder i. Hele tiden er de svøbt i David Bowies toner, som også stod for soundtracket på den oprindelige film.
Nedturens sorte skygger
Flora Brandts grå scenografi, hvor betonlignende elementer flyttes rundt og danner forskellige rum, fungerer særdeles godt som et billede af det trøstesløse kvarter, Christiane F vokser op i og spændt op mod diskotekslyset, rusens magiske farvespil og nedturens sorte skygger. En stærk og medfortællende visualisering, der er med til at forklare attraktionen i rusen.
Forestillingen er en maggiterning af den oprindelige bog, hvilket giver fin mening dramatisk, da den var kendetegnet af mange gentagelser. Her får vi historien råt og uden svinkeærinder, men med plads til nuancer og den dirrende usikkerhed om, hvordan det gik Christiane og hendes venner. Forestillingen er målrettet et yngre publikum, men absolut seværdigt for os andre også.
Se filmtrailer her.
