Sydhavn Teater har sat ambitionsniveauet højt, når teaterleder Mille Maria Dalsgaard iscenesætter Feministen. Den komplekse tekst stiller store krav til skuespillerne, som ikke helt når i mål med opgaven.
”Jeg er verdens største feminist!”. Sådan lyder den allerførste replik i Sydhavn Teaters adaption af spanske Iván Repilas roman El Aliado (den allierede), der på dansk har fået titlen Feministen. Ordene udtales af Malik Grosos, der spiller hovedpersonen og historiens fortæller.
De er kun to skuespillere på den lillebitte scene P44 i Sydhavnen. Malik Grosos som hovedpersonen og Maria Carmen Lindegaard, der spiller rollerne som både hans mor og hans aktivistiske kæreste. Teaterleder Mille Maria Dalsgaard har selv stået for oversættelse, dramatisering og iscenesættelse af Feministen.
Spændende fortælling
Historien starter enkelt. En mand forelsker sig i en kvinde. Hun åbner hans øjne for verdens uretfærdigheder, og han bliver feminist og slår sig løs på Twiter under navnet @feminator.
Men en dag beslutter han at tage skridtet videre. Han vil presse kvinderne til at gå i aktiv kamp frem for passivt at finde sig i verden – og i mændene. Og det gøres bedst ved at angribe dem, så de ikke har andet valg end at forsvare sig. Derfor starter han en undergrundshær af mænd, der hader kvinder og vil bekæmpe dem. Den falliske hær, kalder de sig, og de skyr ingen midler for at få kvinderne ned med nakken.
Herfra begynder historien at blive noget mere kompliceret. For fortælleren forbliver leder af Den falliske hær selv efter, at kvinderne for længst har samlet sig og er gået til modangreb. Målet synes at blive uklart, for hvem kæmper han egentlig for – og imod? Svigter han sagen eller ofrer han sig selv fuldt ud for den, som det mere end antydes i den korte epilog, som publikum kan lytte til som lydfil efter forestillingen.
Vanskelig tekst
Iván Repilas tekst er både levende og interessant i Mille Maria Dalagaards danske oversættelse. Den er fuld af ideer og samfundsrelevante overvejelser, som bestemt er tankevækkende. Jeg fik afgjort lyst til selv at læse romanen.
Men formen og kompleksiteten gør også teksten vanskelig at fremføre live på scenen, hvilket især får Malik Grosos til igen og igen at snuble over ordene, når sætninger bare ikke vil forme sig, som de skal. Det svækker desværre helhedsoplevelsen og får iscenesættelsen til at fremstå rodet. Selvom energien på scenen er høj og iscenesættelsen livlig, så føles det lidt langt.
Maria Carmen Lindegaard er skarp fra start til slut. Selv når hun enkelte gange kløjs lidt i sine replikker, formår hun at udstråle ro, der giver os fornemmelsen af, at hun har situationen under kontrol. Langt mere urolig virker Malik Grosos, når han står foran os, let sitrende og med hænder i næsten konstant bevægelse.
Gode anslag og intentioner
Det let kaotiske udtryk går igen i hele iscenesættelsen, der skifter mellem standup-lignende format, hvor de to skuespillere står side om side på scenen med hver sin mikrofon, og mere performanceprægede sekvenser, hvor en projektor blæser diverse billeder op på bagvæggen – fra små, tegnede figurer til farver, der dryppes i vand.
Der ligger en masse gode intentioner bag Mille Maria Dalsgaards iscenesættelse, og forestillingen er bestemt også både spændende og seværdig. Egentlig sad jeg mest tilbage med følelsen af, at den lige manglede det sidste skridt, før den var helt i mål.
Bare det at tage en helt ny – og på den danske litteraturscene ukendt – stemme, er i sig selv interessant. Og forestillingen passer godt ind i Sydhavn Teaters række af forestillinger. For hvor flere af landets mindre teatre søger forankring i de lokale historier, har Sydhavn Teater fundet deres rod i fortællinger, der på den ene eller anden vis kredser om det feministiske, og som forholder sig til verden udenfor Danmark på en egen måde, der både er hårdtslående forankret i virkeligheden og futuristisk fabulerende.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Malik Grosos
