Så nåede vi til enden på det serielle drama Stormfulde højder på Odense Teater. Og hvilken ende. Så tragisk, at klumpen i halsen mod slutningen truede med at blive opløst i tårer over al denne menneskelige dårskab. Serieformatet viste sin berettigelse som et narrativt narkotikum, hvor man fra gang til gang har sukket efter næste fix.
”Størst af alt er driften,” siger Heathcliff i sin evige rasen mod borgerskabet, der trods hans rigdom og dannelse vedblivende ser ham som et sort svin. I den sidste hjerteknugende del af Stormfulde højder viser driften sig også større end både troen og videnskaben, der jo personificeres af den flagellantiske tjener Joseph og den desillusionerede huslæge, der ved en af denne rundes dødslejer skriger sin afmagt ud: ”Vi har så få muligheder”.
Livet er viljen til livet
Sådan lød en central replik i del to. Man må vælge livet til, ikke lade andre vælge for sig. Det lykkes måske for to af de unge, men del tre er næsten mere end de to foregående billeder af ”spild af liv”. Ord, som Heathcliff beskriver sin egen søns død med. Alle sidder de fast i fortidens løgne ”ude af stand til at filtre os ud af fiskenettet,” som Nellie, den løgnagtige fortæller, formulerer det.
Hvor del to startede i lys og latter i Edgars smukke dukkehjem, er vi i del tre tilbage i Wuthering Heights’ snaskede mørke, hvor spøgelser og gammelt nag lurer i skyggerne. Her terroriserer Heathcliff Joseph og sin nevø Hareton. Den sidste insisterende nedtonet spillet af Niels Skovgaard Andersen som et kontrastbillede til sin brovtende far Hindley, som han portrætterede i de første to dele. Heathcliffs svagelige søn Linton, som Kristoffer Helmuth formår at gøre ynkværdig og svært irriterende på samme tid, efterlades her efter sin mors død. Snart får Heathcliff ham gift med Edgar og Catherines datter Cate, som Laura Skjoldborg giver mere sødme og handlekraft end de mishandlede og fordrevne kvinder, hun portrætterede i de to foregående dele. Hævnen driver stadig Heathcliff. Det kan hverken hans søn eller Cates påberåbelse af børnenes behov for kærlighed rokke ved.
Ingen af de voksne kan yde omsorg, endsige vise ømhed for de svigtede børn. Nellie holder af dem, men har løjet solen sort i misforståede forsøg på at beskytte dem og afvises af Cate. Hun ender fordrukken sammen med Joseph, ”alene i verden hver for sig”, mens lægen, der trods sin narkomani søger lyset, atter skuffes. Isa Henningsen, Gerard Carey Bidstrup og Lars Simonsen fører deres karakterer helt til dørs som billeder på de parasitter, der lever på andres liv og aldrig får taget ansvaret for deres eget. Tre stærke præstationer, der lyser og belyser den centrale fortælling.
Nu kan ingen skille os ad
Del to var i høj grad Cecilie Gerberg Nielsens med Catherines skæbnesvangre vej mod sorg og død. Denne gang er Alexander Mayah Larsens fortvivlede og fortvivlende Heathcliff i centrum. Hans had, hans sarkasmer og hans stadigt mere viltre vanvid brænder stærkt igennem i en stram iscenesættelse. Som Catherine gik som spøgelse gennem trilogiens allerførste scene kaldende på ham, er det nu ham, der forvildet vakler gennem stuerne hviskende hendes navn. Det lavmælte spil, den spinkle stemme rammer så uendeligt rent. Til sidst kommer hun til ham. Først som flimrende fantasi i den fuldstændig fantastiske videoscenografi, der har skabt en fælles ramme, men individuelle stemninger gennem de tre dele. Siden helt hen til hans dødsleje. ”Nu kan ingen skille os ad,” udånder han, mens klumpen i min hals er tæt på at udløse tårer.
”Vi er ét,” slynger Cate i hovedet på Heathcliff lidt tidligere, da han overrasker hende og Hareton i et kys. Ganske som Cathy sagde om dem, da hun var ung. Men han hører det ikke, forstår ikke eller under ikke andre den kærlighed, han selv tabte ved at rejse bort. Cate og Hareton løber bort og udgør dermed fortællingens lillebitte håb om at bryde familieforbandelsen. Væk fra Wuthering Heights, hvor så meget gik til grunde. Det meste på grund af misforståelser, jalousi, løgne og konventioner.
Det eksistentielle credo
Stormfulde højder er med konventionerne på sin vis bundet til en anden tid, men ender også med at tale ind i samtiden – eller vel nærmere i alle tider – med sit eksistentialistiske credo om at tage ansvar for sit eget liv.
Trilogien byder på fremragende spil fra alle otte spillere, en overdådigt sanselig og spektakulær scenografi og et suverænt fortællemæssigt overblik af iscenesætter Vibeke Wrede. Serieformatet har i den grad vist sin berettigelse. Som et dybt dyk ned i karakterer, univers og fortælling – og helt elementært som et narrativt narkotikum, hvor man fra gang til gang har sukket efter næste fix.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af del 1
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af del 2
Alle fotos er fra del 1.
