Del

Køn og identitet er i disse år allestedsnærværende temaer – således også i finsk dans og performance. Koreograf og danser Tiia Kasurinen fandt gennem drag-karakteren Vulva T en styrke, hun ikke havde oplevet før. ISCENE talte med hende om at bruge maskuliniteten til at slippe væk fra  det objektificerende blik på kvindekroppen. 

En langlemmet kvinde med lyserødt hår og mørke, malede øjenbryn smyger sig over scenen som en panter gennem natten. Vulva T er hendes navn, og hun er drag queen. Hun er også Tiia Kasurinens alter ego. Gennem karakteren, som blev født under den finske danser og performers tid på Stockholm Universitets danseakademi, har hun nemlig fundet ind til en power, hun som kvindelig danser ikke følte, hun besad. 

“Folk opfatter mig som regel som en glad og positiv person. Vulva T har en alvor over sig, som hjælper hende med at indtage et rum på en anden måde end jeg kan, når jeg bare er mig,” forklarer Tiia Kasurinen over en telefonforbindelse mellem København og Helsinki. 

Større selvsikkerhed

Vulva T, som kom til ære og værdighed i performancen Dragging the Drag fra 2016, har hjulpet hende med at blive mere selvsikker på scenen, siger den 31-årige kunstner.

Tiia Kasurinen performance dans
Tiia Kasurinen i sin performance I’m not entirely here (cybersad), 2020. Foto: Saara Taussi

Ligesom for mange andre millennial-performere er køn, identitet og seksualitet et tema, der spiller en fremtrædende rolle i hendes kunstneriske praksis. For Tiia Kasurinen har springet væk fra det feminine og ind i drag-æstetikken været en personlig nødvendighed.

“At lave et dragshow føltes som et safe space til at prøve noget nyt af. Da jeg udviklede Vulva T, eksperimenterede jeg med en dyb stemme og maskuline bevægelser. Det var en karakter, der var langsom og tog sin tid, helt anderledes end mig selv. Det var virkelig en befrielse,” fortæller Tiia Kasurinen.

LÆS OGSÅ: Finsk nycirkus og moderne dans – sætter fysisk teater på verdenskortet

Tradition og eksperimenter

Tiia Kasurinens stemme er lys og imødekommende, hun ler ofte og reflekterer, mens hun taler. Siden hun blev uddannet i 2017, har hun lavet flere solo-performances samt arbejdet med andre dansekompagnier både i og uden for Finland. Køn og dets udtryksformer begyndte at interessere hende under danseuddannelsen i Stockholm, som opfordrede de studerende til at eksperimentere. 

“På et tidspunkt gav skolen mig 200 Euro og sagde: ‘gør hvad du vil’. Jeg var allerede interesseret i drag-miljøet og æstetikken, så jeg udnyttede chancen og købte teatersminke for alle pengene, og så lavede jeg en drag-solo. På det tidspunkt reflekterede jeg ikke over hvorfor, jeg gjorde det, jeg var bare draget af drag-figuren…” siger Tiia Kasurinens, som indtil da havde danset traditionelle dansetrin og “det, andre fortalte hende, hun skulle gøre”. 

“Da jeg begyndte at studere dans, blev jeg set som en typisk, lyshåret ‘dansepige’, der bare skulle danse i musicals. Jeg skammede jeg mig over at stå på en scene. Hvorfor skulle folk se på mig? Hvad var min berettigelse til at tage folks tid? Sådan tænkte jeg. Men da jeg tog Vulva T-karakteren på mig, var det helt anderledes,” fortæller performeren.

Tiia Kasurinen performance dans
Tiia Kasurinen i sin performance I’m not entirely here (cybersad), 2020. Foto: Saara Taussi

Fra pige-pige til powerful drag

Transformationen, som Tiia Kasurinens undergik, når hun trak i paryk og make up, gik for første gang op for hende, da hun inviterede en ven i studiet for at overvære en prøve på hendes drag-show.

“Da han mødte Vulva T, lagde jeg med det samme mærke til, at han ikke vidste, hvordan han skulle opføre sig. Det var tydeligt, at han havde en anden respekt for mig, når jeg var drag – han sad bare og stirrede på mig i ærefrygt. Da blev det blev klart for mig, at jeg bare ved at tage en masse make up på og se anderledes ud, kunne få en, der kendte mig godt, til at forholde sig anderledes til mig”, fortæller Tiia Kasurinen. 

Jo flere hun viste sin performance til, jo mere gik det op for hende, at hun kunne bruge drag-identiteten til at føle sig stærkere. Hun begyndte at interessere sig for kønsstereotyper og dykkede ned i kønsfilosofi af blandt andre the grand old person inden for emnet, amerikaneren Judith Butler. Hun klippede også sit hår kort og gik i maskulint baggy-tøj.

Hvorfor følte du ikke, du kunne opnå den samme respekt på scenen ved at være dig selv?

“Min personlige fremtoning er ret feminin, og jeg følte ikke, at styrke er et karaktertræk, som folk forbinder med femininitet. Publikum kommenterede ofte på min krop, når jeg optrådte som ‘mig selv’ på scenen, og jeg følte nogle gange, at min fysiske fremtoning var det eneste, de holdt øje med,” siger Tiia Kasurinen.

Tiia Kasurinen performance dans
Tiia Kasurinen i sin performance I’m not entirely here (cybersad), 2020. Foto: Saara Taussi

Det maskuline blik

Ifølge Tiia Kasurinen er det nødvendigt at arbejde aktivt med det “maskuline blik”, hun mener, verden ser på kvindekroppen med. Et objektificerende blik, der også i danseverdenen præger den måde, vi opfatter kvindelige performere på. “Vi skal lave en masse unlearning,” siger danseren og refererer til den praksis inden for blandt andet kønsteori, der går ud på at viske tavlen ren for kønsstereotype opfattelser af kvinder og mænd. 

LÆS OGSÅ: Finsk teater 2021 – opbrud og utopier i mange formater

I sin nyeste performance, I’m not entirely there, har Tiia Kasurinen ladet Vulva T blive hjemme og optræder i stedet som en hyperfeminin kvinde med pink tøj, langt hår og store læber. Karakteren er inspireret af blandt andre søstrene fra det amerikanske realityprogram The Kardashians samt stereotype kvindebilleder på internettet. Et mål med performancen er netop at få folk til at forholde sig til de fordomme, de måtte have om kvinder, der vælger at understrege bryster, røv og læber.  

“Da jeg optrådte som denne karakter, sagde mange publikummer, at de følte, de måtte unlearne det maskuline, objektifiserende blik på karakteren og ikke dømme den på den måde, den så ud. Det handler om, at feminine kroppe skal tage ejerskab over deres kroppe og seksualitet. Derfor bliver æstetikken i den type kunst ofte meget ekstrem for netop at udstille og  artikulere, hvad folk tænker, når de ser på deres udseende. For at provokere til at unlearne, kan man sige”. 

Tiia Kasurinen. Foto: Tiia Kasurinen

Hvilke værktøjer bruger du specifikt for at opnå det?

“Folk er vant til kun at se flygtigt på den slags kroppe, fx på nettet, hvor man hurtigt klikker sig videre til noget andet. Hvis de derimod er tvunget til at være sammen med den krop i en time i et lukket rum og ikke kan flygte, er de tvunget til at forholde sig til de tanker, de får om den krop, de ser på. Og det giver mulighed for at reflektere over, hvordan man reagerer på kroppen – om man fx frastødes eller ser ned på den,” siger Tiia Kasurinen.

Netop for at fastholde publikums opmærksomhed på den feminine krop og deres reaktion på den, er Tiia Kasurinen ofte alene på scenen. Det er både anstrengende og givende, siger hun. Men  hvis hun kan få folk til at forholde sig til deres fastgroede opfattelser af den kvindelige krop, er det det værd. Selv har Tiia Kasurinen fået et bedre forhold til sin egen kvindelige krop på scenen, og hun har i lang tid ikke haft behov for at transformere sig til Vulva T. 

“Vulva T var et værktøj, jeg havde brug for for at udvikle mig personligt. Men hun er også en karakter i sig selv, og det er meget muligt, at hun indtager scenen igen på et tidspunkt,” slutter Tiia Kasurinen af med smil i stemmen. 

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Finlands Kulturinstitut i Danmark med fuld redaktionel frihed for ISCENE.