Et performance-spil, kalder Liminal deres premiereaktulle performance Stop Start Pause, der er skabt i samarbejde med kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang. Her fortæller den danske kunstnerduo om mødet mellem billedkunst og performanceverdenen, og hvorfor samarbejdet er så givtigt for både kunsten og publikum.
Hvad kan mødet mellem kunst- og performancescenen?
Det er egentlig to ret forskellige verdener, der mødes, og så alligevel ikke. Mødet er virkelig oplagt og sikkert en naturlig konsekvens af, at begge scener har fået øjnene mere op for hinanden de senere år.
Som billedkunstnere har vi en stærk visuel forankring, mens scenekunsten har en tidslig forståelse og ofte arbejder med et længere manuskript. Tidsforløb og en histories udvikling er ikke noget, vi er så vant til at arbejde med i vores branche. Vi er mere til billeder, øjeblikke, visuelle forløb og knap så meget dialog, progression og spændingskurver.
Kunsten, i vores tilfælde installation, bliver aktiveret direkte af skuespillerne – hvilket er meget anderledes, end hvis det var en statisk installation i et kunstrum. Det stiller nogle helt andre krav til holdbarhed, anvendelse og praktikaliteter, som vi lige har skulle vænne os til.
Hvori ligger forskellen på at arbejde med performance og kunst?
Den største forskel er nok, at vi er meget mere i direkte kontakt med publikum. I stedet for på en udstilling, hvor man som beskuer ofte går rundt på sin egen måde, bliver det i teateret mere en oplevelse af at opleve fra a til b.
Konceptudviklingen i forestillingen har mindet meget om den måde, vi normalt arbejder på. Det er samme måde at udvikle tematikken over tid, vi har skullet tale os ind på hinanden og via mange samtaler finde frem til forestillingen. Vi er blevet mere udfordrede med at en teaterproduktionsproces er meget langstrakt. Forestillingen har udviklet sig med skuespillerne i prøveperioden helt frem til premieren. Der er vi vant til en hel del mere kontrol i en almindelig udstillingssammenhæng.
Hvad ønsker I at undersøge i jeres tværæstetiske samarbejde?
En del af det, vi har ønsket at undersøge i dette projekt, er samarbejde og samskabelse, det handler forestillingen i høj grad også om. Mere specifikt undersøger stykket, hvor svært det er at skabe et samfund sammen, hvilket vi jo alle er i gang med på daglig basis. Hvor galt det kan gå, når man ikke lytter til hinanden, men holder fast i indgroede tankegange, og hvor svært det er at blive enige om hvilken vej, der er den rigtige at tage.
Hvordan arbejder i konkret med tematikker i performancen?
Stykkets tre performere spiller tre personaer, som vi har valgt at kalde Stop, Start og Pause. De repræsenterer på den ene side forskellige måder at være i verden på. Tilgange til, hvordan man agerer i et samfund. Og på den anden side er de en slags overmenneskelige figurer, som er kommet for at hjælpe os med at finde en ny måde at leve sammen på uden de konflikter, der præger vores samtid.
Deres kostumer, som vi har designet, er en blanding af kirkelige kapper og superhelte, så personaerne er synteser mellem den spirituelle hjælper og den intervenerende helt. De går i gang med forskellige øvelser med publikum, og så tager begivenhederne fart herfra.
Scenografien refererer på en blid, måske også humoristisk måde, til en slagmark med sandsæklignende objekter. Men sandsækken kender vi også fra klimakrisen og kystsikring, så det er et objekt med tung symbolik. I vores udgave er der dog ikke sand i, og dette nye objekt bliver aktiveret direkte kropsligt af publikum i stykket.
Stop, Start og Pause samt publikum er udrustede med faner og flag, som er symboler, vi har arbejdet med i mange år i vores kunst. Flaget er jo en direkte reference til nationen, til samfundet og grupperinger, hvor nogle er ude og andre er inde. Det er et stærkt billede, som vækker mange associationer og følelser. Der er marcher og musik som akkompagnement til fanerne.
I scenografien indgår også store tekstilværker, som giver en højtidelig, måske partikonvent- eller ridderborgagtig stemning. Så vi er i et rum, der er ladet med symbolik omkring magt og krig, men samtidig er der en lethed og humor, så det ikke bliver tungt og dogmatisk. Publikum er i direkte interaktion med rekvisitterne og de er deltagere i det, der foregår.
LÆS OGSÅ: Hesselholdt & Mejlvang sætter Europa til debat
Forestillingen annonceres som et performance-spil – hvordan indgår spilelementer og med hvilken hensigt?
Vi kalder stykket et performance-spil, men vi snakker i beskrivelsen også om leg. Vi har diskuteret meget, om det er det ene eller det andet, og det er nok en mellemting mellem en leg og et spil og en øvelse.
Vi har valgt at tage legen og spillet alvorligt som et rum, hvor der kan eksperimenteres uden at det har fatale konsekvenser, men hvor erkendelser kan opstå. Publikum bliver opdelt i forskellige hold og kategorier, fastlåste mønstre søges omdefineret, der bliver kæmpet og der reflekteres.
Hvad håber I, at publikum får med sig fra performancen?
Vi tror på det vigtige i tilstedeværelsen, på det prægnante øjeblik. Og i samspil med det. Vi ønsker at berøre vores publikum. For os er det en succes, hvis folk griner, græder eller bliver frustrerede. Så har vi opnået noget af det, vi vil. Og der kan dette mellemmenneskelige møde være virkelig effektfuldt.
Læs mere og se videotrailer her.
