★★★★☆☆ Hjertebank – eventyrligt fortælleteater om ung kærlighed

Pia Marcussens Hjertebank afrunder trilogien, der indledtes med den Reumert-vindende 4 Ever i 2014. I Opgang 2s nye Hjertebank står det samme stærke makkerpar, Chadi Abdul-Karim og Nikolaj Rosengreen, på scenen i en vellykket forestilling om ung kærlighed, der er seværdig for både unge og voksne.

I 2014 havde Opgang 2s 4 Ever premiere. I 2020 kom Rottweiler til. Nu afslutter Pia Marcussen sin trilogi med Hjertebank. Alle tre forestillinger har Chadi Abdul-Karim og Nikolaj Rosengreen på scenen. 

Der er noget beroligende og genkendeligt over Opgang 2s tre forestillinger. Først hører vi musikken, som Nikolaj Rosengreen frembringer på sin guitar, mens han i halvmørke træder frem på scenen til alt sit tekniske udstyr. Frem foran de grønlige skærme, der sammen med Anders Kjems’ lysdesign, udgør Ingeline Lautrup Holsteen Jessens scenografi, kommer dernæst Chadi Abdul-Karim. Han er iført sorte jeans, en stor T-shirt og kasket. På næsten rituel vis skænker han vand fra en stor glaskande. Først til musikeren og dernæst til sig selv, før han udskifter kasketten med sin efterhånden ikoniske, hvide hue. Først når alle disse ritualer er gennemført, kan fortællingen begynde.

Et ægte eventyr?

Overordnet er skabelonen for Hjertebank den samme som i de to foregående forestillinger i trilogien. En helt særlig form for fortælleteater, der gøres levende af Abdul-Karims afgrundsdybe, mørke stemme og Rosengreens fyldige, musikalske univers. 

”De står så tæt, at han kan mærke, hvordan hendes hjerte slår i takt med hans,” siger Abdul-Karim med et karismatisk glimt i øjet, alt imens lyden af et pulsslag fylder rummet og Rosengreen med påtaget stoneface leverer et musikalsk lag indover det hele.

Hjertebank er, som titlen nok afslører, en kærlighedsfortælling. Det er en historie om drømme, håb og usikkerhed. En ung mand, der ønsker at finde sin ”drømmepige”, men som i et ægte eventyr må så grueligt meget igennem, før han kan møde hende – og (måske) leve lykkeligt til sine dages ende. Eventyropbygningen, der rummer klassiske elementer som modstandere og hjælpere, og mere Disney-prægede elementer som små kvidrende fugle på skulderen, matcher fortællingen fint. Både fordi vi vel alle i bund og grund foretrækker kærlighedshistorier med happy end, og fordi vi alle har brug for glimt af håb i disse år.

Hjertebank og usikkerhed

”Tror du virkelig, der er nogen, der gider dig?” spørger Abdul-Karim sit eget fiktive spejlbillede. For usikkerheden er et gennemgående træk hos den unge mand i hans søgen efter kærlighed. Abdul-Karim skifter mellem at fortælle om manden i jeg-form og i tredje person. Skiftene sker glidende, uden at det egentlig bemærkes.

Rosengreen er mestendels tavs, når han da ikke lige indtager rollen som den evigglade buschaffør, der kommer med muntre bemærkninger om livet og lykken, hver gang han annoncerer et nyt stop, eller når han synger ”love, love, love”, mens Abdul-Karims unge mand er ved at få kolde fødder over sit stævnemøde. Såvel buschauffør som den gamle mand i bussen har aktiv del i, at den unge mand når frem til sit mål. Mødet med den ukendte pige, der har tildelt ham et ”super like” i datingappen.

Hjerterne banker hos både publikum og de to på scenen. Heldigvis. For vi kan alle mærke og forstå usikkerheden, håbet og drømmene om den store kærlighed. Hjertebank er en velfungerende afslutning på en trilogi, der startede med fortællingen om livslangt venskab og slutter med den romantiske kærlighed.