“Jeg tror, skuespillerne kommer til at opleve gråd. Men det er jo ikke farligt at græde, og heller ikke farligt at sidde sammen med et menneske, der græder”. Konklusionen kommer fra instruktør Niels Erling fra AKT1, der sammen med skuespiller Laus Høybye fortæller om forestillingen Du vil møde en anden, som med sin form uvægerligt vil sætte såvel publikum som skuespillere på prøve.
AKT1 kalder selv Du vil møde en anden for “den mest intime teateroplevelse, du nogensinde har prøvet”. Ifølge kunstnerisk leder og instruktør Niels Erling er den en mellemting mellem en romantisk komedie og et rørende, vemodigt drama om forhold, der får ende.
“Det er en forestilling om kærlighed, der slutter. Om relationer. Og om et par, der går fra hinanden og gerne vil sætte hinanden fri.” Det fortæller Niels Erling, da jeg fanger ham og skuespiller Laus Høybye over en Zoom-forbindelse en formiddag, før de skal i gang med dagens prøver.
Terapeutisk teater
Formen på Du vil møde en anden er også alt andet end klassisk teater på en scene. I stedet spiller den på fire forskellige hotelværelser på Ibsens Hotel i Nansensgade i København, hvor man i hvert værelse møder en af de fire skuespillere Camilla Lau, Benedikte Hansen, Nikolaj Groth og Laus Høybye. Du vil møde en anden er ny dansk dramatik skrevet direkte til hotellet af dramatiker Marie Bjørn.
Når publikum køber billet, skal de vælge, om de vil se forestillingen helt alene, i en gruppe af tre eller i en gruppe af fem – “alt afhængig af temperament,” som Niels Erling forklarer, da man jo ikke ønsker at skræmme nogen på forhånd med en lidt for intim setting. For det er en form, der stiller store krav til både publikum og til skuespillerne. For hvad nu hvis oplevelsen vækker overvældende følelser hos publikum?
“Den første akt er meget stille og rolig uden ret meget fysisk arrangement. Vi er nødt til varme publikum op. Vi har allerede hørt fra flere, at de har købt billet, fordi de selv lige er blevet forladt. Det kan godt komme til at virke som en form for terapi. Måske vil man komme til at græde,” siger Niels Erling, der understreger, at man ikke bør være så bange for sådanne følelser. Hverken for at vise dem eller for at være i lokale med den, der græder.
“Jeg er spændt på at se, hvor meget folk tør åbne op. Vi stiller jo store krav til publikum. Du skal kunne lytte og se skuespilleren i øjnene. Jeg er i tvivl om, hvor meget jeg selv ville holde igen i sådan en situation. Kan man sidde foran en skuespiller, man ikke kender, og give efter for sine følelser? Jeg ved ikke, om jeg ville turde,” siger Laus Høybye.
Skjulte fortællinger om kærlighed
Men hvorfor overhovedet lave denne intime form for forestilling? Og hvorfor nu? Niels Erling er ikke i tvivl om, at vi er mange, der har brug for nærvær og fælles oplevelser efter flere års isolation.
“Det lyder næsten klicheagtigt at sige noget om corona, men nærheden føles så dejlig. Teatret kan bringe os sammen i et lokale, hvor vi føler noget sammen. Vi har forsøgt at skære ind til benet i forhold til nærhed og intimitet. Marie (dramatiker Marie Bjørn, red.) og jeg har før lavet Apokalypse på Teater Momentum, hvor der var en ret tomt scenerum. Derfor blev vi interesserede i ideen om at skære endnu mere ind til benet,” fortæller Niels Erling og fortsætter:
“Jeg har altid været fascineret af hotelværelset. Der er noget hemmeligt over det. Når man går ind og lukker døren, er der ingen, der ved, hvor man er, eller hvad man laver. Der ligger så mange skjulte fortællinger om forbudt kærlighed og elskende, der mødes på hotelværelser. Og jeg har altid selv elsket at opleve skuespillere på andre måder end på en traditionel scene. Der ligger en enorm generøsitet i at få lov at være helt alene med en skuespiller. Der er noget meget smukt i det. I går sad jeg alene side om side med Benedikte, der sang en kærlighedssang kun for mig. Det var enormt rørende”.
Store krav til skuespillerne
Men én ting er, hvordan publikum vil tage imod oplevelsen. Noget helt andet er, hvordan de fire skuespillere kan forberede sig på at spille en monolog over for et andet menneske, når de på ingen måde kan vide, hvordan hver enkelt vil reagere.
“Jeg ved jo faktisk ikke endnu, hvordan det vil føles,” siger Laus Høybye. “Vi prøver at øve os på det og på hinanden. Det er jo virkelig en form, hvor vi må være forberedte på vidt forskellige møder med folk, der vil reagere vidt forskelligt på den følsomme, intime tekst. Vi må være åbne overfor, at de kan reagere på forskellige måder. Vi kan ikke bare lire en indstuderet monolog af. Vi må tilpasse den til mødet med den enkelte. Vi har selvfølgelig en tekst, vi er instrueret i, men der er en stor åbenhed over for det, der opstår i mødet med et andet menneske. Det har jeg aldrig prøvet før”.
Netop for at forberede skuespillerne bedst muligt på den alternative iscenesættelse, har også selve arbejdet med forestillingen udformet sig lidt anderledes end normalt. “Det fede er, at vi alle sammen er lidt på udebane. Vi har skullet opfinde den form, vi ville skabe, men også den arbejdsform, vi havde brug for,” forklarer Niels Erling. “Vi opdagede, at de medvirkende er nødt til at være lige dele skuespillere og vært for at skabe tryghed for den besøgende. Vi skal skabe en ramme, hvor der er ok, at publikum er nervøse”.
“Vi har indført, at vi i højere grad er blevet os selv,” forklarer Laus Høybye. “Vi siger vores egne navne. Vi skaber følelsen af, at vi er dig og mig, og vi har haft noget sammen. Jeg siger, jeg hedder Laus og jeg er skuespiller. Så vi nærmer os, at vi er dig og mig sammen. At spille for nogen, man slet ikke kender, er en ting. Men man kan jo også komme til at spille for nogen, man kender rigtigt godt. Hvis det er en god ven eller et familiemedlem, så bliver det lidt sjovt at skulle sige, jeg elsker dig. Det er en interessant del, som vi også bare må tage med”.
Publikum er medskabende
De fire skuespillere spiller hver især de samme fire akter, mens publikum vil bevæge sig omkring og således opleve en akt hos hver af de fire skuespillere i deres respektive hotelværelser. Det betyder også, at selvom man ser forestillingen samme dag, vil man kunne få vidt forskellige oplevelser.
“Teksten starter i hvert værelse med, at vi siger; ‘I den her forestilling, der siger vi, at du og jeg har været sammen. Og at det skal vi ikke være længere. Men at jeg har bedt dig komme herhen på hotellet, for at fortælle dig om os’. Det, teksten gerne vil, er at fortælle alle mennesker, at de kan blive elsket. Det kan godt være, tingene somme tider ser mørke ud, men du kan blive elsket og du fortjener at blive elsket lige så meget, som jeg har elsket dig,” siger Niels Erling.
Og netop fordi publikum på denne vis spiller en aktiv rolle i fortællingen, bliver de med deres reaktioner også medskabende. Nogle vil sikkert blive generte og undgå øjenkontakt fuldstændig. Andre vil gøre det stik modsatte. Og andre igen vil måske blive ramt af tekstens univers.
“Hvis der går hulkegråd i det, så må vi tage en pause og se på det. Måske tage et glas vand. Det er jo der, vi bliver værter,” siger Laus Høybye. “Hvis jeg kan mærke, at det rammer dig, så ved jeg, at det også rammer mig. Så jeg må øve mig på, at jeg skal være åben for at lade mig ramme af det, men stadig blive på planen og holde mig til min tekst. Det er en balance, jeg er spændt på at opleve. Publikums reaktioner vil jo påvirke os i høj grad. Når der er en stor sal, kan vi jo også mærke publikum, men her sættes det helt på spidsen”.
Du vil møde en anden spiller 26. marts – 30. april 2022. Læs mere her.
