Del

Omstigning til Paradis

6. maj - 4. jun 2022

Aarhus Teater

Hvad skal vi med Omstigning til Paradis i dag? Det giver Aarhus Teater svaret på med en forestilling, der samtænker nu og da, og lader musikken være den sitrende, skrøbelige krop under de mange ord.

Man skal have lidt tålmodighed med Tennessee Williams’ Omstigning til Paradis (1947). Ikke så meget i forhold til den aktuelle iscenesættelse, der straks vækker interesse, fordi det første, vi ser, er skuespillerne som et band i et moderne socialklasse 5-outfit af shorts, sneakers og badesandaler.

Nej, det er mere, fordi plottet kan virke ganske altmodisch. Hvad skal vi med de 70 år gamle kønsroller og klassemarkører? A Streetcar Named Desire, som den mere præcise originaltitel lyder, blev (midlertidigt) udødeliggjort i filmatiseringen fra 1951, men i dag aner kun få under 40, hvad man hentyder til, når man på bedste macho-brandoske vis brøler: ”Stella!”

Omstigning til Paradis
Omstigning til Paradis på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte.

Hver dag er ny

Men langsomt sniger historien sig ind på os. For nok er seksualmoralen en anden og nok har begrebet ”keeping up appearances” andre udtryk i dag, men hjertets ubodelige ensomhed og drømmen om det perfekte liv kan vi kende. Med fare for at kløjs i klicheen er længslen efter at være ”den bedste udgave af sig selv” på samme tid popsmart og en helt reel følelse. Hver dag er ny, og hvem ved, hvilken skønhed den bringer.

Gennem de brilleglas ser vi Blanche DuBois, som både føler sig ladt i stikken og skyldig i at tabe familiens formue – der nok mest var af immateriel art i form af almendannelse. Væk er slægtens arv og væk er også Blanches ry, men er historien fæl, er hun kvinde for at digte en ny. Hun er et forunderligt væsen, der lever i en fantasiboble, og samtidig ser verden omkring sig med et krystalskarpt klarsyn.

Omstigning til Paradis
Omstigning til Paradis på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte.

Skift mellem skrig og akkord

Nok taler hun meget om sig selv, denne Blanche, men hun kerer sig også om søsteren Stella, hvis livsbane har formet sig helt anderledes – og dog. Også Stella er underlagt patriarkatet og indgår i et passioneret voldsforhold med arbejderen Stanley. Hun er hans Paper Doll, som bandet synger. Sangen binder sammen med de også tidstypiske Blue Moon, All of Me og It’s Only a Paper Moon i forskellige versioner forestillingen sammen og udgør den krop, der sitrer skrøbeligt under alle de mange ord. Det er ikke bare godt tænkt, men også hamrende stærkt gennemført med en skuespillertrup, der ubesværet skifter mellem fokus og baggrund, mellem skrig og akkord.

Blanche stikker ud i dette univers, der qua kostumeringen peger på, at arbejderklassen stadig findes. Hun er fattigfin på en uhyre gammeldags måde, men ikke uden moralsk kompas og empati for sin voldsramte søster. ”Jeg siger ikke sandheden, som den er, men som den burde være”, som hun med stor selvindsigt proklamerer. Hun blænder livet, som hun blænder den skarpe, afslørende lampe, men hun tør tro på kærligheden, da hun møder den hos Mitch. Christian Hetland er akavet forrygende som denne mors dreng, der også rækker ud efter kærligheden, men ikke tør, da det gælder.

Omstigning til Paradis
Omstigning til Paradis på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte.

Et drømmehold forløser originalt koncept

Nanna Bøttcher ejer sin Blanche. Hele tiden lidt ved siden af i forhold til de øvrige, selvoptaget, rablende, ja irriterende. Men så pludselig nærværende og fintfølende i sin omgang med Mitch og Stella. Fortiden tynger hende ned, og de, hun stoler på, svigter. Jacob Madsen Kvols’ Stanley fylder ikke helt så meget, som jeg erindrer, Brando gør i filmen, men han er der i de afgørende øjeblikke. Slået, knækket i sin manddom, låst af omstændighederne og frådende i sit had til verden. Han reagerer med kroppen, med tæsk og voldtægt, der her – som det stadig ofte sker – ties ihjel som et vilkår.

Mette Døssings martrede ansigt bløder både for søsteren og manden i en håbløs trekant, der aldrig kan gå op. Så meget usagt mellem de to søstre, der vil hinanden det bedste, men kun i momenter formår at mærke hinanden. Carla Eleonora Feigenberg synger som en drøm, når hun ikke giver den som den slagfærdige havgasse Eunice gift med Steve, som Viktor Pascoe Medom giver tilbagelænet indolent. Lukas Toya går ind og ud af småroller med stille intensitet og særlig prægnans som ung fyr fanget i Blanches projektion af sin tabte kærlighed, drengen, der tog sit eget liv.

Det er et drømmehold, der revitaliserer Williams’ stærke drama i den norske instruktør Peer Perez Øians originale koncept. Det er en lang forestilling, men tiden flyver. Der er mange ord, men den musikalske ramme og scenografiens tarvelighed – hvilket skal forstås særdeles positivt – løfter os ud af ordene og ind i følelsernes raseri.

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Nanna Bøttcher om rollen som Blanche

Af Tennessee Williams. Oversættelse Louise W. Hassing. Iscenesættelse Peer Perez Øian. Scenografi & kostumedesign Franciska Zahle. Lysdesign Jim Falk. Lyddesign Kim Engelbredt.

Medvirkende Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Carla Eleonora Feigenberg, Viktor Pascoe Medom og Lukas Toya.

Spiller på Aarhus Teater 6. maj - 4. juni 2022.