★★★★★☆ Dekalog – fornem balance mellem humor og tristesse

“Dekalog er ikke en forestilling der skal forstås. Den skal mærkes,” skriver Teater Nordkraft i pressematerialet til deres længe ventede fortolkning af Krzysztof Kieslowskis mastodontiske serielle filmværk af samme navn. En ambition, som forestillingen fuldt ud lever op til.

Dekalog skulle oprindelig have haft premiere i december 2020, men med få timer til premieren (bogstavelig talt) blev landet lukket ned, og forestillingen måtte gå i dvale. Efter halvandet års ventetid får vi nu endelig lov at opleve instruktør og dramatiker Thomas Hwan lægge arm med livets måske største spørgsmål: Er kærligheden smerten værd?

Den uforståelige historie

Det er vanskeligt at gengive historien i forestillingen, da det er en sammenskrivning af ti separate fortællinger, der ikke som sådan hænger sammen ud over rent tematisk. Gennem et langsomt roterende kaleidoskop får vi som publikum et indblik i kærlighedens mangefacetterede og ubegribelige væsen. 

Der er kærligheden mellem far og søn, mellem datter og far, afvejningen af kærligheden til et endnu ufødt barn over for kærligheden til en måske døende ægtemand, den indbildte kærlighed fra sikker afstand, og den homoerotiske og fortiede kærlighed, der – med Bosie Douglas’ ord – ikke nænner at sige sit navn. 

Vi ser kærligheden i alle dens sære mutationer: den uforståelige, den ugengældte, den fortærende, den incestuøse, den forløsende etc., men det er også historien om død, svigt, religion, sex og begær. Det vil givetvis komme bag på mange, at en forestilling med denne beskrivelse til tider decideret er hylende morsom. Den fornemme afvejning af humor og tristesse gør Dekalog til et yderst interessant bekendtskab.

Mærkbart samspil

Gulvet er dækket af et tykt lag sand med et vandhul i midten, og rundt om er der opstillet podier af træ, metal og plastik. Alt bringes i spil. Scenograf Peter Schultz har sammen med lysdesigner Mads Eckert Hermansen og lyddesigner Jonas Hvid skabt et værk, som i et imponerende samspil forestillingen igennem afslører nye potentialer i den alsidige scenografi.

Musikken er en blanding af popmusik, der strækker fra 80’erne og op til i dag, og som er med til at give forestillingen en tidløs fornemmelse, mens den mere abstrakte del af lyduniverset til tider udfordrer teatrets bas så heftigt, at det taktfast dunker i brystet, som ellers kun et forelsket hjerte kan.

Forrygende skuespil

Samspillet mellem de fem skuespillere er forrygende, og spilleglæden lyser ud af dem alle. De glider gnidningsfrit ind og ud af forestillingens mange roller og historier, eksempelvis når Lærke Schjærff Engelbrecht i en enormt intens scene forfører sin egen far, og få minutter senere dukker op som belærende og lettere stiliseret udlejer i en ganske anden historie. 

Også Tobias Leander gør et stort indtryk i rollerne som den seksuelt akavede Tomek og en læderklædt galning, der søger svar på spørgsmålet om livet efter døden. Hans befriende nærvær og publikumskontakt er med til at sikre ham en vis sympati, selv når publikums smil fortoner, og mørket indfinder sig. Dette kan i øvrigt siges om alle stykkets medvirkende.

Den abrupte fortælleform betyder, at der sjældent er en logisk overgang fra den ene scene til den næste. Den udfordring har Thomas Hwan løst på glimrende vis i en næsten revyagtig stil, hvor de enkelte scener hurtigt etableres, udfoldes og afrundes. Den manglende logiske overgang får til tider karakter af et lille intermezzo, der løfter stemningen ud af alvoren.

Dekalog indfrier ambitionerne, og hvor er det dog på alle måder en triumf for teatret, at det lykkedes at få denne forestilling afviklet alle udfordringerne til trods. Chapeau, herfra! Og forresten: Hvis du har billet til de forreste rækker, så skal du måske lige overveje at medbringe et par tørre strømper og en klud til brillerne.