★★★★★☆ Hjørringrevyen 2022 – musikalsk pletskud i Hjørring

Hjørringrevyen 2022 er en helstøbt, musikalsk spillet og instrueret fornøjelse. Ikke alle tekster når kvalitetstinderne, men når man råder over nogle af Danmarks stærkeste spillere, der tilmed gnistrer som team, og en kapelmester i særklasse, får latteren luft med pointer, der rammer plet.

En mere end god revysæson tegner sig efter de første premierer. Hjørringrevyen 2022 får trods et svingende tekstniveau også leveret en fornøjelig aften med masser af highlights. Det skyldes ikke mindst revyens direktør og kapelmester Henrik Baloo Andersen, der med blændende musikalsk overblik og overskud samler revyen og sammen med sit seje band giver den vinger.

Alder er ikke lig med stilstand

Han får god hjælp af debuterende instruktør Michael Moritzen, der ligesom Tomas Ambt Kofods underspillede bankobestyrer har rystet posen grundigt, så de svagere numre ikke sætter de store aftryk, da vi hastigt er videre på nye eventyr. De bedste snapse finder vi i anden halvdel, men Moritzen har skabt en flot homogen revy med stor respekt for latterkurver og de rutinerede kræfter på scenen.

Alderspræsident er Preben Kristensen, der dog bestemt ikke har tænkt sig at trække sig tilbage. Han er stadig I live i Leif Maiboms lidt forudsigelige, men dog ganske fine vise, der gennem Kristensen bliver et personligt statement om, at alder ikke er lig med stilstand. Preben Kristensen har denne gang også valgt at være Dronning Margrethe, der spiller Preben Kristensen, og det fungerer såmænd meget godt i samme Maiboms Hyldest til os, hvor dronningens forgængere planlægger hendes jubilæum, men ”hvad giver man egentlig en, der får alt betalt af staten”?

Putin er gal på Netto

Hjørringrevyen er ikke fræk, men heller ikke bange for at støde magthaverne på manchetten. Rikke Buch Bendtsen er udstyret med en ikke voldsomt opfindsom Christianborg-tekst, der slår lidt til højre og venstre med oneliners. Langt mere bid er der i holdets egen MaveQatar med linjer som ”Ned til Qatar og se fodbold/skyklapperne tager vi med”, og i Trine Gadebergs selvskrevne Dansk Folkedanserparti. Hendes bistre karakter minder denne gang mere end nogensinde om Pia Kjærsgaard. Hun har sit hyr med at holde folkepartisterne inde på scenen, mens de diverterer med danse som Misbrug af EU-midler og Den største nedsmeltning nogensinde. Et forfriskende og næsten Messerschmidt-frit bud på den del af samtiden.

Trine Gadeberg har selvfølgelig også Pelle med. Den ”fem-og-et-halvt-år” gamle purk funderer denne gang over Ukralavinerne. Putin er jo gal på Netto og al den krig i fjernsynet giver Pelles storesøster angst og diagnoser. Dem kunne Pelle også godt tænke sig nogle af, han kan nemlig allerede hele ”analfabetet”, der består af PTSD, ADHD, OCD osv. Pelle er garant for finurlige vinkler på tidens tern, også i Hjørring 2022.

Feta, analsex og Nana Mouskouri

De to kvinder negler Jacob Morilds svidende sande Herregud fra Livas seneste julekabaret. Med påtaget blanke ansigter fremfører de visen om den grumme julefrokostvoldtægt på melodien fra Langt ude i skoven. Henrivende morsomme som Anna Ancher og Marie Krøyer er de også i Kasper Le Fevre latrinært-fantastiske fabuleren over kvindernes tanker på det ikoniske billede Sommeraften på Skagen Sønderstrand. Pudseløjerligt på en pænt sjov måde.

Kasper Le Fevre har selv sin stjernestund i den selvskrevne Demokratiets festdag, hvor han med accenter fra hele det europæiske kontinent forklarer det vestlige demokratis historie fra dets vugge i Grækenland, der som bekendt også gav os ”feta, analsex og Nana Mouskouri”. Sprogvirtuositeten følges af den seriøse pointe, at ”et land bliver først demokratisk, når gamle mænd planter træer i hvis skygge, de ved, de aldrig skal sidde”. Sjov på den virkeligt irriterende måde er Le Fevre også som en selvopfyldt Anders Agger, der vil bagom revyen og får smadret en – sikkert også temmelig træls – butiksketch.

Mænd, der crooner og flæber for meget

Ordspillene på det digitale fænomen MitID er så fristende, at ingen i det ganske revyland kan lade dem ligge Ej heller i Hjørring, hvor hverdagens bureaukrati også får med krabasken i Preben Kristensens distræt-desperate forsøg på at forklare affaldssortering og med Rikke Buch Bendtsens halv-digitale skrankepave i Arbejdsskadestyrelsen. Tomas Ambt Kofod er den sagesløse besøgende i styrelsen i en af hans mange let distræte og/eller absurde karakterer. Som navneforsker med lyd på, som manden, der ser lys i mørket, og som Christian IV, der bare vil bygge sig ud af det hele. Mange små, men fint skårne og veltimede karakterer. Hans guddommelige stemme løfter fornemt stilfærdigt den klimapointerede Vores jord ud af den lurende banalitet.

Ambt Kofod og Lefevre er aldeles guddommelige som mænd med knuste hjerter i det afsluttende medley over hjerte-smertesange stillet over for kvindernes empowerment ditto. Sympatien går udelt til de croonende, flæbende mænd. En sjov og musikalsk topblæret finale på en revy, der placerer sig i toppen af spektret.