Populært lige nu

Læs anmeldelser af forestillinger, du kan opleve på KLAP Festival i Esbjerg

KLAP - Teaterfestival for små og store, der før hed Aprilfestival, afholdes i år i Esbjerg. Festivalen afvikles 14.-21. april. Årets program byder på...

De glemte kroppe i moderne dans

Foreningen for integreret moderne dans har 10-års-jubilæum og inviterer i den anledning til Festivalen PÅ TVÆRS den 12.-14. april. Kunstnerisk leder Janne Weidinger Kristensen...

★★★★★☆ Aarhus Revyen 2024 – ung, blæret musikalsk revy har karakter

Aarhus Revyen, Hermans, Tivoli Friheden
Annoncespot_imgspot_img

★★☆☆☆☆ Ellers mange tak – jeg får lyst til at bide i græsset af frustreret kedsomhed

Teater Republique præsenterer atter en soloforestilling med Jeanett Albeck efter succesen med den vidunderlige Brøgger (2019), der gav mig lyst til at tage en stor saftig bid af livet. Ellers mange tak holder slet ikke det niveau og giver mere lyst til at bide i græsset af frustreret kedsomhed. 

Dunkende rytmer, slim, lort og stroboskoplys i kaskader. Der er dækket op for sanserne i Ellers mange tak, der fornyr samarbejdet mellem Teater Republique og multikunstneren Jeanett Albeck. 

Deres tidligere samarbejde om Brøgger udløste velfortjent både priser og stjerner i massevis for sin sammentænkning af tekst, billede og musik i et kvindeportræt. Den nye forestilling prøver det samme, men mangler fuldstændig den sproglige nerve, Suzanne Brøggers tekster tilførte.

Ellers mange tak
Ellers mange tak på Teater Republique. Foto Sara Galbiati.

Stavepladetekst

Faktisk er det lidt svært at forstå, hvad Ellers mange tak vil. Handler det om ADHD, som Jeanett Albeck nylig har fået diagnosticeret, men på bedste antipsykiatriske vis holder ud i strakt arm. Mon ikke børn og kunstnere er de sunde og samfundet det syge? Jo da, sådan sagde vi også i 70’erne. Diagnosticeringsforløbet danner et spinkelt skelet i forestilling som talesekvenser mellem musiknumrene. 

Det kan også være, det handler om kvinderoller og #metoo. At det at være kvinde er det samme som at have ADHD forekommer som en temmelig tynd påstand, men spiller selvfølgelig ind i forestillingens overordnede narrativ – som man lidt flinkt kan kalde det – der former sig som en ode til det anderledes, hvad enten det nu handler om kvinder, bogstavkombinationer eller blæksprutter med ni hjerner og tre hjerter og et sanseapparat uden deslige. 

Vi er bange for det anderledes, men ønsker at blive elsket for den, vi er, er budskabet. Korrekt observeret, men bliver i tekstuniverset formidlet med staveplade i en tekst blottet for undertekst eller anden tydeligvis unødig æstetik. 

ellers mange tak
Ellers mange tak på Teater Republique. Foto Sara Galbiati.

Den syngende fisse

Det er Jeanett Albecks egen historie, der selvfølgelig med en vis ret kan perspektiveres til mange andre kvinders historie. Bringer den noget nyt til bordet? Jeg kedede mig bravt i tekstsekvenserne, der tilsyneladende skulle forestille at udtrykke upassende og pinlige tanker og oplevelser, men mest bare var platte registreringer. 

Hun var lige ved at have mig med en sjovt tænkt og godt opbygget lortefantasi, der så døde kvælningsdøden i en alt for lang outro, hvor publikum igen og igen blev udæsket at have samme fantasi. Måske har nogle af os ikke den fantasi, men bare nogle andre, ligesom hendes psykiater nok også har mødt modstand fra andre patienter end denne kunstner, der siger marginalt provokerende ting. Det vidner om et virkelig dårligt kendskab til det psykiatriske arbejdsfelt. 

Sangnumrene fungerer overvejende bedre, både de blide viser og de upbeat  klubnumre. Søsterduetten med den dygtige GRO, der leverer lyduniverset, falder dog helt fra hinanden i klimprende akkorder, der aldrig rigtig mødes. Den syngende fisse er en gammel gimmick og bliver en virkelig skidt en af slagsen, når de svulmende, kunstige andenæbsformede læber af og til  sidder i Jeanett Albecks mund. Det er en ok sjov kommentar til tidens skønhedsideal, men gør det komplet umuligt at høre, hvad hun synger.

ellers mange tak
Ellers mange tak på Teater Republique. Foto Sara Galbiati.

Pseudo-provokerende empowerment

Jeg kan godt lide scenografiens hængende nosser – eller hvad man nu associerer ved de bløde stalaktitter. De gør sig godt i lysets skiftende farver og den maniske brug af stroboskoplys. Visuelt fungerer det, men Gunilla Linds iscenesættelse stivner som set før også i lange billeder, der ikke bevæger sig nogen steder hen og ikke virker til at have noget særligt på hjerte. Samme følelse får man, når Jeanett Albeck indimellem står rygvendt og især i en ulideligt lang afvaskningssekvens. Ja, det er da træls og akavet med våde bukser, men mest af alt kedeligt. 

Mødet mellem Gunilla Linds dvælende langsomhed og Jeanett Albecks hektiske energi kunne måske blive frugtbart, men her mødes energierne ikke. Det skyldes mest af alt det svage tekstmateriale, der ville egne sig bedre til debatindlæg eller samtalebog. Sidst fløj Jeanett Albeck på Brøggers vinger og kunne kaste hele sit indiskutable talent ind på den visuelle og musikalske fortolkning af det ætsende materiale. 

Det skal retfærdigvis siges, at det tæt på ekstatiske premierepublikum tydeligvis følte sig særdeles godt mødt af det rodede, pseudo-provokerende empowerment-univers. 

Fakta:

Instruktør: Gunilla Lind. Tekster: Jeanett Albeck. Komponist: Jeanett Albeck. Arrangement og produktion: Jeanett Albeck & GRO aka Julie Møller Christiansen. Instruktørassistent: Josefine Elna Ibsen. Scenograf og kostumedesigner: Victoria Lind. Lysdesigner: Balder Nørskov.

Medvirkende: Jeanett Albeck & GRO aka Julie Møller Christiansen.

Spiller på Teater Republique 1.september – 8.oktober 2022.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★☆☆ Bone Whispers og Urbane Saints – Dansehviskere på himmelfart

Lene Boel og det internationale kompagni, Next Zone, havde...

Silas Holst stopper som professionel danser

Silas Holst har snart danset for sidste gang på...

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

★★★★☆☆ Bone Whispers og Urbane Saints – Dansehviskere på himmelfart

Lene Boel og det internationale kompagni, Next Zone, havde torsdag aften premiere på Bone Whispers og Urbane Saints på Aveny-T. Syv forskellige dansere hvirvler,...