Acting for Climate lagde i weekenden til kaj ved Ofelia Beach med den smukke cirkusforestilling Ripples, der både leverer et lattermildt, legende show og fastholder alvoren på klimakrisens komme.
S/V Swallow, det tomastede træskib fra 1926, var let at spotte, som det duvede i den kraftige blæst på Ofelia Plads. Efter premiere i Holbæk og en rundrejse i Det Baltiske Hav har det lagt til i København og holdet ombord fra Acting for Climate spiller cirkusforestillingen Ripples på skibet.
Som fordums gaster i riggen
På kajen sidder især børnefamilier i lag foran det lille skib. Ud af højttalerne messer udsagn om klima, som er samlet ind fra forskellige steder på kloden. Normalt er jeg ikke så glad for den type didaktik, men når der er plads til udsagn som ”I don’t think much on the climate. I’m in war,” fra den palæstinensiske stemme, er der håb for en nuanceret tilgang til emnet. Ripples holder fast i nuancerne i en forestilling, der nok rummer angst og vrede, men også mange lattermilde smil, blide bevægelser og håb for fremtiden.
Først er de tre. Orangeklædte piler de to op og ned i skibets rig som modvægt til den tredje der svæver i luften mellem de to master, inden hun lander i en trapez, der fastgjort i bommen svinger helt ud over os. Suset løber gennem publikum, og det bliver ikke sidste gang, for dette hold artister bevæger sig som fordums gaster med fart og dødsforagt op og ned i riggen på mangfoldige måder. Måske allersmukkest med en enlig vandring op ad den ene mast, på line med hovedet nedad til den anden og nedad den. Bjergtagende at skue og samtidig atter et helt konkret billede på mod og skrøbelighed – for uden kollegaen, der i bunden af båden stadigt holder linen, kunne vandringen ikke finde sted. Cirkus er mod, udholdenhed og samarbejde. Egenskaber, fremtidens klimakriser kalder på.
LÆS OGSÅ: Cirkusartister oplever, at efterspørgslen stiger på de store scener
Fanget mellem himmel og jord
De luftbårne sekvenser veksler med hand to hand-akrobatik, hvor holdet parvis kaster, hopper og balancerer på hinandens skuldre i overrraskende formationer rundt om skibets forhindringer. De folder sig rundt om bommen, forsvinder under dæk og dukker pludseligt op nye steder. Den tredje ingrediens er dansen, som supplerer med en anden type flow og dermed atter trækker nye nuancer frem. Her den fysiske gentagelse, den kropslige hengivelse og crescendoet i en af de scener, der adresserer øko-sorgen. Ja, næsten panisk bliver denne dans mod døden.
En hilsen sendes på artistmanér til Greta Thunberg og denne verdens magthavere, der holder teselskab og taler ”Bla Bla bla,” mens fremtiden i skikkelse af en artist indbundet i reb sidder fast mellem himmel og jord. De når frem til, at hun kan blive hejst ned over en længere tidsperiode en millimeter ad gangen. Konkret anskueliggørelse gennem fornemt arbejde i rebet.
LÆS OGSÅ: Nycirkus står på tærsklen til et opsving
Superlevende myldrebillede
Snart løber de mod stævnen og spejder ud mod fremtiden. Hvad bringer den? Så modsat og så på tværs af dækket i stadig stigende tempo, mens resten farer op og ned i rigningen. Som et superlevende myldrebillede ringer alarmklokken, inden roen falder over truppen og planter blomstrer frem overalt. Klokken er lidt i slag, men håbet findes i mødet mellem evner og overbevisninger.
Acting for Climate har skabt en både smuk og rørende forestilling, der blander sine forskellige artistiske discipliner stramt i en mosaik af udtryk. Musik af Annelie Nederberg, kostumer af Michiel Tange van Leeuwen og rigdesign af Matt Horton samler forestillingen æstetisk som en lille ø i det store hav mod den blå, blå himmel. Ripples kan opleves som cirkusforestilling alene, men står også stærkt som et udsagn om økosorg og håbefulde tanker om andre måder at leve på.
S/V Swallow har lagt fra kaj igen med kursen sat mod Norge. Hold øje med dens færd og fang den på en anden kaj.
Fakta:
Instruktør: Hanne Trap Friis. Projektledere: Abigael Winsvold og Emma Langmoen. Producerteam: Federica Parise, Ronja Tammenpää, Irina Pleva og Ania Lewandowska. Komponist: Annelie Nederberg. Kostumedesign: Michiel Tange van Leeuwen. Rigdesign: Matt Horton.
Medvirkende/medskabere: Abigael Rydtun Winsvold, Emma Langmoen, Heidi Miikki, Lucie Piot, Ole Skovgård Dampe, Marie Binda og Max Behrendt.
Stemmer og tekstbidrag: Samwel Ojijo (Kenya), Daniela Cubero Murillo (Costa Rica), Makau Jonah (Kenya), Yeonjoo Lee (Sydkorea), Zeineb Chermiti (Tunesien), Abhijith Nag Balasubramanya (Indien) og Kenneth Owino (Kenya).