★★★★★☆ Platt-form – genkendelsens glæde udløser latterkrampe

Platt-form er landet i Glassalen i Tivoli med deres helt særlige blanding af samfundssatire, selvironi og sublim musikalitet. Showet bygger stærkt underholdende videre på trioens univers uden at bringe så meget nyt til torvs.

”Quiet, please”.

Den opfordring er svær at efterleve under Platt-forms nye show. Latteren giver næsten mavekrampe, når de tre hvide, ciskønnede kunstnere giver os det, ”almindelige mennesker gerne vil have”. Nemlig gentagelser, ikke udfordringer. 

Det er så samtidig showets akilleshæl. Det er vanvittigt morsomt, men består primært af gamle kendinge. Showets undertitel ”Er vi gået for langt?” kan roligt besvares benægtende. Derimod får vi en underholdende aften af virkeligt høj kvalitet.  

Pjerrot er for hvid

Først performancegruppen Sturm & Drang fra Düsseldorf. Parykkerne er lige så grimme, som tonen er hård. Javist, sidder I stadig her og griner, mens verden forgår. Denne gang tilmed i Tivoli, hvor det selvfølgelig gælder om at få cancelled Pjerrot – den hvide mand, der vil være mere hvid. Cancelkulturen får løbende et svirp over snuden. Mest en passant, men selvfølgelig også med samme tyske gruppes udgave af Platt-forms videohit Mao Zedong Zeding om at kaste kunst i vand.

Platt-forms signatur er evnen til at sætte skønne toner til tekster med de mest begavede og velrimede politisk ukorrekte tekster. At få Provence til at rime på ambulance kræver en vis charme i Det så fint, hvor krig, pandemi og alverdens fortrædelighed fortrænges med udglattende besværgelser. I det glitrende slutnummer, der denne gang med afsæt i My Way former sig som en uendelig afskedsturné med numre fulde af farvel-ord.

Patter og pubeshår

Skønnest er dog næsten Vi savner verden af i går, der i psykedelisk outfit og med stærk privilegieblindhed og utrolig glad dans (tænk Jørgen Klubien i Danseorkestret) hylder den tid, hvor der var ”patter og pubeshår” på stranden. Det giver sig selv, at sangen Rentehop og kursfald også udløser nogle heftige dansemoves.

Vi får naturligvis også DR’s talekor med en hyldest – eller noget – til Grønland. ”Er Grønland sur, fordi vi har udraderet deres kultur,” spørges med karakteristisk mimisk ekstravagance. Vi får abekopper og Tivolikopper i øjenhøjde-dialog med sagesløse tilskuere. Den obligatoriske kristne Bibelimprovisation tager denne gang påske under behandling, hvor Laus Høybye får frit løb for sin trang til nøgenhed – ”Her er mit legeme” – mens Mille Lehfeldt atter lykkes med at få Yoda skrevet ind i evangeliet. Jøde – Yoda – potato -potato.

Professionel underholdning

Trioen oser af overskud. Musikalsk kan vel kun satiregruppen Magt matche niveauet, men også samspillet mellem de tre forskellige, præcist opbyggede karakterer giver flow. Et flow fyldt af måben, misforståelser og manglende evne til ”at lytte”. Mageløst. Jakob Fauerby, opfyldt af egen folkelige appeal, kontra de to andres vekslende ydmyghed og irritation over samme er omdrejningspunktet, som det også har været i de senere års videoer.

Platt-form leverer, som de selv formulerer det, ”professionel underholdning”. Måske ikke med den overraskende friskhed, som vi lo ad til premiereshowet Har du set min nissehue mor på Nørrebro Teater i 2013, men med en kombination af genkendelsens glæde og den fortsatte fornøjelse over krøllet samfundssatire leveret med musikalsk og selvironisk finesse. Vi griner stadig, så maven kramper.

Se forestillingstrailer her.