Viktor Tjerneld er tilbage på Mungo Park. Denne gang med At lære at dø – et skrækindjagende klimadrama, der formår at skabe kunst ud af budskaber, som ingen af os rigtig har lyst til at høre, men som vi ikke kan afvise, når hverdagens genkendelighed sættes i spil.
”Jeg synes, at det ikke er særlig rart”.
Sådan siger et af de børn, der udgør koret i Viktor Tjernelds klimadrama At lære at dø. Tjerneld er atter et fremragende match for Mungo Park, hvor han tidligere har lavet Spejlmanden. Den handlede om medievirkeligheden, denne gang handler det om den virkelige virkelighed. Klimakatastrofen, som vi alle ved findes, men som vi alligevel ikke rigtig agerer på. Det er for stort, for komplekst.
Middelsvær klimaadepression
Netop derfor bliver børnenes ord så forstemmende. Javist, det er banalt, men det er jo dem, der arver planeten og dens tilstand. Hjertet krymper sig, når de udtrykker deres tanker om klimaet og hvad vi voksne gør og især ikke gør ved det. Deres ord får tid og dirrer i rummet som en alt for virkelig referenceramme om den dramatiske handling, der udspiller sig i en mindre kystkommune.
To offentligt ansatte illustrerer på hver deres måde, at vi kender klimakrisens omfang, men lukker øjnene for den. Af magelighed, af vane, af alt for belejlig tro på, at affaldssortering ændrer krisens gang. Skolelæreren Elin er selv ramt af en middelsvær klimadepression, mens embedsmanden Andreas starter som halvt fyldt glas over sin nye stilling i kommunen. ”Små skridt i den rigtige retning,” er hans mantra, mens hans noget mere aktivistiske mor, som han midlertidigt er flyttet hjem til, hånler af hans naivitet.
Skrækindjagende sjov
Rikke Westi er Elin, der rutineret jonglerer klasserummet, dvs. publikum, men samtidig får åndenød af at gennemgå den industrielle revolution i kommunens klimauge. Paradokserne står i kø, og ”Hvordan kan det være rigtigt at servere optimistiske løgne for børnene,” som hun retorisk spørger. Elin laver sit eget undervisningsprogram og gennemfører det, selvom det er fjerde og ikke ottende klasse, hun skal have den dag. Hun er dog så empatisk, at hun opfordrer dem til at tage sidekammeraten i hånden, hvis de bliver bange. Det gør de/vi. Rikke Westis tour de force er skrækindjagende sjov og slet ikke sjov på samme tid.
Sebastian Aagaard-Williams har den umiddelbart lidt mindre sjove, men ikke uinteressante rolle som Andreas, den lydige embedsmand, der et langt stykke af vejen ikke forstår, at ingen – og da slet ikke hans chef – er interesseret i at gøre noget radikalt for miljøet. Ja, faktisk heller ikke i det ganske små med vegetarmad i kantinen, som blot er et af Andreas forslag, der falder på stengrund. Da tiøren falder, tøver han ikke, men tager konsekvensen, og forenes derefter med Elin på deres fælles tilflugtssted, Udsigten, højt hævet over byen.
Tak fordi I lyttede
Det skorter jo ikke som sådan på scenekunst om klimakrise. Sidste sæsons Verdensfrelserinden og Mit navn er Gretasættes begge op igen i denne sæson, der bare i den sidste måneds tid også har budt på så forskellige forestillinger som Den store brand, Ripples og Sne.
At lære at dø minder i sin alarmistiske in-your-face-tilgang mest om de to førstnævnte og en forestilling som No Planet B(2015). Vi har ikke lyst til at høre de her ting, men de hamres ud i hovedet på os. Det kan virkelig blive kedeligt paroleteater, men i Viktor Tjernelds iscenesættelse af eget manus opstår magien. Budskabsteatret bliver kunst og kunsten bliver budskab i et overmåde genkendeligt univers, der bliver større end sig selv.
Rikke Westis famlende pokerfjæs og frådende frontalangreb som både Elin og Andreas’ voldsparate, smådemente mor holdes i perfekt balance af Sebastian Aagaard-Williams’ milde konfliktskyhed og tragiske uskyldstab. Iscenesat med sans for melodramaets attraktion og hverdagens vanvid og dragende smukt indrammet af Peter Schultz, Jari Matsi og Christian Halbergs enkle, men billedtransformerende visuelle udtryk fuldendt af Emil Bølls lyddesign. Alle elementer bidrager til den enkle, men dog så angstvækkende fortælling, der rammer, fordi vi kender de to karakterer så godt.
”Jeg tror ikke, det ender særlig godt,” siger et af børnene. På en måde gør det. Men kun fordi, de to voksne på scenen lytter. Gør vi?
Se forestillingstrailer her.
Fakta
Instruktion og manuskript: Viktor Tjerneld. Scenografi og kostumer: Peter Schultz. Lyddesign: Emil Bøll. Lysdesign: Jari Matsi. Videodesigner: Christian Halberg
Medvirkende: Sebastian Aagaard-Williams og Rikke Westi.
Spiller på Mungo Park 3. – 27. oktober 2022.