Populært lige nu

SCENEN SAT: Barndom til genforhandling 

SCENEN SAT er ISCENE’s månedlige klumme, hvor skiftende stemmer fra scenekunstens verden deler deres erfaringer, holdninger og blikke på feltet. I dag undersøger kunstnerisk leder for...

Michael Schøt: “UP Comedy Festival skal være et trygt sted at slå sig”

UP Comedy Festival er gået fra 0 til finanslov på to år, og da jeg ringer til Michael Schøt, er de langt foran med...

Guide: Teater i efterårsferien for hele familien

Oktober banker på døren, og for mange er det en måned, der betyder efterårsferie og familietid. Den kunne jo passende tilbringes i teatrets magiske...
Annonce

Aveny-T ansætter kunstnerisk råd

Emil Rostrup, Jennifer Vedsted Christiansen og Magnus Haugaard træder ind i Aveny-T’s kunstneriske råd, der fremadrettet skal tegne teatrets profil. Sammen med teatrets nye direktør Marianne Klint skal de udvælge en huskunstner til teatersæsonen 2023/2024. Emil Rostrup er samtidig udnævnt til at blive huskunstner for teatret i foråret 2023.

Annonce

Som noget helt nyt ansætter Aveny-T et kunstnerisk råd, der udgøres af unge og toneangivende stemmer fra teaterverdenen. Medlemmerne består af de anmelderroste sceneinstruktører Emil Rostrup og Jennifer Vedsted Christiansen samt skuespilleren Magnus Haugaard. Sammen med Aveny-T’s nye teaterdirektør Marianne Klint vil det nye kunstneriske råd ansætte en idérig og visionær teaterprofil, der skal være huskunstner i sæsonen 2023/2024.

Kunstnerisk ventilation

Det er med inspiration fra Teater Momentum, at Marianne Klint overfører modellen med en huskunstner eller et kunstnerisk ensemble, der får lov til at fordybe og udfolde sig på teatret i en sæson, for så at blive skiftet ud med en ny i den næste. Huskunstneren har således et år og 2-3 forestillinger til at skabe kunstnerisk retning samt flow og fornyelse i scenekunsten på teatret.

På Aveny-T bliver modellen dog en smule anderledes, siden huskunstneren både skal tage højde for at lave teater i eksperimenterende og mindre formater, ligesom der skal leveres en stor forestillingsidé til teatrets store scene. Den valgte kunstner vil automatisk blive sluset ind i det kunstneriske råd og dermed sørge for ventilation – også i rådet – der er med til at ansætte den næste kunstner.

”Det er simpelthen fantastisk, at vi nu kan overføre en model, der har fungeret rigtig godt i Odense til Frederiksberg! Vi kommer til at præsentere scenekunst som har aktualitet, vovemod og en stærk idé fra et hold kunstnere, som virkelig brænder igennem og sætter en masse på spil. At vi har fået Emil, Jennifer og Magnus med i et ungt, kunstnerisk dream team er en manifestation af hvor seriøst, vi kommer til at arbejde med det her. Et stærkt råd er et vigtigt afsæt for, at modellen kommer godt fra start og samtidigt kan blive en bæredygtig løsning for Aveny-T på længere sigt,” udtaler Marianne Klint.

Annonce

Første huskunstner på Aveny-T

Til forårssæsonen 2023 har Aveny-T valgt Emil Rostrup til at være huskunstner. Han skal skabe og sammensætte dramatisk indhold i mindre formater, navnlig til den lille scene i teatrets helt nye væksthus. Et endeligt forårsprogram vil tage form i løbet af de næste måneder og offentliggøres derefter.

Emil Rostrup, som både bliver teatrets første huskunstner og medlem af det kunstneriske råd, har på trods af en spæd karriere allerede sat sit aftryk på flere anerkendte forestillinger, siden han dimitterede som instruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2020. Han står bl.a. bag Madeleine og drømmene (2020, Mungo Park Kolding), Mit navn er Greta(2020, Aveny-T) og Ridley Scott Metoden (2022, Teater Nordkraft). Den 22. oktober er han desuden aktuel med TVÆRS på Aveny-T. 

Annonce

Kompetente kræfter i rådet

Sceneinstruktøren Jennifer Vedsted Christiansen er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2019 og samme år stiftede hun den anerkendte kunstnerduo How to kill a dog sammen med Emma Sehested Høeg. How to kill a dog står bag forestillingerne Velkommen til Pandora (2019, Reaktor) og Lolita for Altid (2020, Revolver), ligesom de til foråret er aktuelle med Farvel til Madonna på Republique. 

Jennifer Vedsted Christiansen har i eget navn instrueret Den unge Werthers lidelser (2019, Aalborg teater) og til foråret står hun bag en stor musikalsk opsætning af Ejersbos Nordkraft på Aalborg teater. 

Magnus Haugaard er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i 2019. Han har allerede markeret sig i tv-serierne Hvorfor snakker vi ikke om mig? og Skyld på DR, mens han på de skrå brædder har medvirket i forestillinger som Jytte fra marketing er desværre gået for i dag (2022, Nørrebro Teater), Romeo og Julie (2022, Vendsyssel Teater) og SKAM 3 (2019, Aveny-T). Til december er han aktuel i spillefilmen Elsker dig for tiden og næste år medvirker han i tv-serien Kald mig Far på Viaplay og forestillingen Arven på Det Kongelige Teater.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

På seminaret Basisindkomst for kunstnere får vi inspiration fra andre europæiske lande

Er basisindkomst – eller en form for offentlig betalt kunstnerløn – vejen frem for at bevare det kunstneriske virke i Danmark? Det er omdrejningspunktet...