★★★★☆☆ Heroin – gnistrende samspil i eksistentielt kærlighedsdrama

Magnus Iuel Bergs Heroin på Teater FÅR302 kondenserer det universelle, destruktive afhængighedsforhold i en moderne og elegant fortalt kærlighedshistorie, der især imponerer i det glødende samspil mellem Sophie Gunilla Larsen og Luiz Wilhelm Karlsen.  

Vi starter i noget, der ligner en slutning. I mørket, der ulmer svagt som et døende bål, taler en mand insisterende. Han læser et brev op som svar på en mail, der har gjort ham vred. Kvinden, der har sendt brevet, får ikke mange ord indført, men han insisterer dog på, at de skal tale, til der ikke er mere at sige. Andre af forestillingens nøgleord om løgn, behandling og at være ”et drug for hinanden” bliver præsenteret. 

Jeg vil ha’ dig – jeg vil ikke ha’ dig

Klip tilbage til begyndelsen, hvor Maya og Marcus møder hinanden til en fest. De har skævet til hinanden, og flirter cool og charmerende i natten. Det ene one night stand tager det næste. Sex er omdrejningspunktet, mens de på skift holder følelsernes intimitet ud i strakt arm. Kærester bliver de, men Marcus vil knalde andre og forlader Maya gang på gang. ”Jeg er ikke forelsket i dig,” konstaterer han, for øjeblikket efter grædende at søge bekræftelse med klassikere som ”Jeg forstår ikke, at du kan holde mig ud”. 

Det kan Maya til sin egen forundring et langt stykke af vejen, men på et tidspunkt vipper balancen, og hun søger ud. Mod andre, men mest mod sig selv, som hun har tabt i den evige runddans af tiltrækning og frastødning. Deres dialoger vendes, så det nu er hende, der ikke er forelsket i ham, men forbundne er de stadig. De er med hendes fars ord som ”heroin for hinanden”. Konkrete stoffer og – indtil slutningen – diffuse diagnoser spiller også en rolle, men omdrejningspunktet er afhængighedsforholdet mellem de to, der vil, men ikke skal hinanden. 

Gnistrende samspil 

Heroin er fra 2020, hvor parret blev spillet af to mænd på Zangenbergs Teater i en version, der turnerede i en længere periode. Denne gang lanceres den som ”manuskriptforfatterens originale, selvbiografiske version”, altså en form for autodrama. Det forekommer ikke vigtigt at vide for at opleve den både følsomme og barske kærlighedshistorie, der nok beskriver et dysfunktionelt kærlighedsforhold, men ikke er mere outreret, end at de fleste vil kunne genkende sig selv i dele af den. 

Det skyldes ikke mindst samspillet mellem de to spillere, der gnistrer og skriger, så man kan skære sig på det. Luiz Wilhelm Karlsen, der også spillede Marcus i den første version, mestrer den flamboyante, frække slagterhund, der med næsten forudsigelig præcision svinger mellem manisk tilstedeværelse og opgivende selvhad krydret med den evige tørst efter opmærksomhed. Sophie Gunilla Larsens Maya-rolle er fra tekstens hånd knap så nuanceret, men hun får skabt en interessant modpol. Skiftevis hård og nænsom, i øjeblikke uempatisk, i andre udvisket af sitrende afmagt. 

Eksistentielt potentiale 

De to fastholder min interesse, ligesom ordene selv, der krystalklart fortæller om kærlighed på vildveje, man ikke kan finde ud af. Fint accentueret af det enkle, men diffuse setup, hvor lys og lamettastrimler sammen med mørke skaber det mentale rum, de raver rundt i. Glødende passion veksler også visuelt med dunkelhedens irgange og glimt af iskoldt klarsyn. Tekstens sikre sans for hverdagssprogets ironi og sarkasme punkterer det højstemte drama og placerer stilsikkert forestillingen som en nutidens køkkenvaskrealisme. Tragisk, men med den snert af humor, som al hverdag også består af.  

Det meste er altså ikke bare godt, men rigtig godt i Heroin. Men et eller andet er sket i mødet mellem tekst og opsætning, for forestillingen bliver alt for lang og gentagende. Johan Sarauw, der senest med sikker hånd har stået bag så forskellige genrer som Damen fra natcafeen og den mere beslægtede Ren Hang In Peace (R.H.I.P),  har umådelig godt fat i dynamikken mellem Maya og Marcus, men kan ligesom ikke blive færdig. Det er ærgerligt for en forestilling, der som samtidsbillede har eksistentielt potentiale og grundlæggende kunstnerisk præcision til at ramme endnu dybere i hjertekulen.