★★★★☆☆ Leonora Christina – Sandhedens Dronning: Magtens historie udfordres på Aarhus Teater

Med Leonora Christina – Sandhedens Dronning giver Aarhus Teater og dramatiker Christian Lollike stemme til en af Danmarkshistoriens mest notoriske landsforrædere, Leonora Christina, og præsenterer os for noget så sjældent som et vaskeægte, nyskrevet dansk kongedrama.

David Gehrts enkle, kongeblå scenografi står i skarp kontrast til Scala-scenens harmoniske sal og markerer en tydelig grænse mellem sal og scene, mellem virkelighed og fortælling. Men denne grænse udviskes konstant i det højspændte drama, hvis musikalske akkompagnement forestillingen igennem fylder det spinkle rum med en pompøs volumen.

Fra første til sidste replik har forestillingen ét altoverskyggende omdrejningspunkt: Leonora. Nanna Bøttcher er forrygende i rollen som den intelligente og handlekraftige, men også dybt manipulerende, kongedatter, og hendes enorme tekstmængde leveres med så stor autoritet, at man som publikum må tage sig i agt for ikke at blive blindt forført af denne Sandhedens Dronning.

Forræderen får ordet

Historien om Leonora Christina rangerer blandt Danmarkshistoriens mest dramatiske og komplicerede kapitler. Som datter af Christian 4. og hustru til Rigshofmester Corfitz Ulfeldt – og i øvrigt som sproglig og politisk begavelse i egen ret – tilhørte hun landets højeste sfærer, og som kosmopolitiske diplomater turnerede hun og Ulfeldt Europa tyndt på den slunkne, danske statskasses regning.

Deres hedonistiske livsstil og dristige ambitioner skabte dem en hob af fjender ved hoffet, og deres rolle i Danmarks militære nederlag til Sverige 1658 sendte dem i fængsel og gav dem udødeligt ry som landsforrædere. Men Christian Lollikes dramatisering handler ikke om, hvad andre siger om Leonora, men om, hvad Leonora siger om sig selv. 

Personligheder, ikke principper, driver historien

Forestillingen lader dog ikke Leonora tale uimodsagt, og nogle af de stærkeste øjeblikke opstår netop der, hvor omgivelserne korrigerer eller nuancerer hendes narrativ, som når hendes ærkefjende og svigerinde, Sofie Amalie (Anne Plauborg), berettiget påpeger åbenlyse fordrejninger og udeladelser af Leonoras fortælling – eller måske rettere forsvarsskrift.

De personlige relationer i kampen om magten skildres dygtigt fx i samtalerne mellem Leonora og hendes far og konge – eftertænksomt spillet af William Jacobsen Halken – og giver publikum forståelse af, at Leonoras personlighed er mere overbevisende end eventuelle principper, for hvilke hun påstår at kæmpe.

Modfortællingens modspil savnes

Fredrik Longvas iscenesættelse er gedigen omend ikke videre varieret. De enkelte scener er klare og velspillede, men de minder meget om hinanden, og man savner flere sekvenser, hvor Nanna Bøttchers sublime sceniske autoritet for alvor udfordres. 

De hyppige og teksttunge, refererende passager virker hurtigt som gentagelser, hvilket koster forestillingen en del af dens dynamik. Enkelte sidehistorier kunne sagtens udelades, og selvom forestillingen ikke virker unødigt lang, så fremstår fortællingen alligevel en kende ufokuseret.

Idéen om at give en velkendt historie et nyt perspektiv er ikke i sig selv synderlig original, og om Leonoras selvforherligende beretning bidrager med afgørende nyt i en historisk kontekst kan diskuteres. Man kommer bare ikke udenom, at denne forestilling helt og holdent tilhører titelkarakteren, som i Nanna Bøttchers fortolkning er så fortryllende overbevisende, at sandhedens relevans fortoner sig.