★★★☆☆☆ Et juleeventyr – varm men rodet juleforestilling

Teatret Møllen ønsker med deres udgave af Charles Dickens’ klassiker Et juleeventyr at fokusere på Scrooges psykologiske udvikling, men ender med at spænde ben for sig selv med for mange indfald og for lidt fokus. 

Historien om den notoriske pengepuger Ebenezer Scrooge, som afskyr julen med al dens uvirksomhed og ødselhed, er efterhånden velkendt. Julenat besøges han af tre ånder, som minder ham om julens magi, og da morgenen gryer, vågner han som en forvandlet mand.

Enkelt og stemningsfuldt

Allan Frausings scenografi for Teatret Møllen holder det helt simpelt. En tung regnskabsbog, et endnu tungere skrivebord og en læderstol, der matcher, er – foruden et hvidt bagtæppe – scenens eneste dekoration. Resten skabes af lyset, som afmålt hjælper fortællingen på vej. Det er fint og stemningsfuldt, men de rum, der skabes, er ofte så små, at mimikken drukner i dunkelhed.

I dramatiker Brian Wind-Hansen og instruktør Rasmus Asks version spilles Scrooge af Ole Sørensen, mens Iza Mortag Freund tager sig af samtlige andre roller og ligeledes påtager sig rollen som historiens fortæller. Hun spiller og fortæller med et næsten utæmmet engagement og sikrer en snehvid puls gennem hele den mørke julenat. 

I løbet af forestillingen giver Freund et fornemt indblik i spændvidden af sit talent. Fra det stiliserede og staccato som Den forgangne juls ånd til Marleys ekstremt ekspressive genfærd. I hele sin fortællerrolle bevarer hun en sødme og et nærvær, selvom tekstmængden tangerer det ekstreme.

Knas i instruktionen

Historien springer en del i tid og sted, og for at imødekomme dette, har man foretaget nogle valg, som desværre ikke rigtigt fungerer. Skuespillerne bliver flere gange låst i små, statiske arrangementer, som når Scrooge og Den forgangne juls ånd genbesøger Scrooges ungdom, som illuderes ved at de to kigger i en bog. Det bliver småt uden at blive intimt, og det samme gør sig gældende i den følgende scene, hvor de besøger kontoristen Cratchit og hans dødeligt syge søn, Lille Tim.

Forestillingen etablerer også en række metakommentarer til egen fortællestil ved at lade Scrooge og fortælleren tale med hinanden. Det er tænkt som et vittigt indslag, men det falder desværre ofte til jorden. Det fungerer klart bedre i forestillingens sidste, muntre del, hvor alvoren siver ud af lokalet, og en oprigtig og hjertevarm julestemning indfinder sig.

Savner et klart fokus

Ifølge teatret har vi at gøre med en forestilling, hvor “staffagen [bliver] barberet væk, og vi kryber helt ind under huden på Ebenezer Scrooge”. Første del af udsagnet er korrekt, mens det halter mere med anden del. Det psykologiske portræt af Scrooge udebliver, og vi oplever ikke for alvor hans metamorfose fra uforbederlig gnier til en supernova af destilleret julestemning. 

Arrangementerne er for små og tempoet for højt til, at vi virkelig kommer ind under huden på historiens hovedperson. Det er en skam, for i fraværet af staffage og andre egentlige karakterer er det alt, vi har tilbage. Derfor ender forestillingen i et limbo mellem at være en fortælling og et karakterportræt.

Der er bestemt fine elementer i Teatret Møllens version af én af historiens største juleklassikere, men overordnet savner jeg et klart fokus i og en klar idé med forestillingen. Jeg forlader salen i ægte julestemning men uden at være blevet stort klogere på Scrooges forunderlige forandring.