Københavns Scenekunstudvalg uddeler årligt midler til en lang række frie scenekunstnere i København. Det er ikke de store summer, der uddeles de enkelte kunstnere, men det er midler, som kan være afgørende for at projektet bliver en realitet. ISCENE mødtes med fire af udvalgets branchemedlemmer for at snakke visioner og muligheder.
Udvalget tæller otte medlemmer. Fem medlemmer, der er udpeget af scenekunstfaglige organisationer og tre medlemmer, der er politisk udpegede medlemmer af Borgerrepræsentationen.
Små midler med afgørende betydning
”Vi er en mindre instans, som har to millioner kr. i frie midler og 800.000 kr. til uddeling i allerede definerede puljer,” fortæller dramatiker Thomas Markmann.
”Modsat PUS (Projektstøtteudvalget for Scenekunst, red.) kommer vi først på banen, når et projekt har fået en grundfinansiering. Herefter kan vi så hjælpe det sidste stykke vej mod en fuld finansiering,” lyder det fra instruktør Christoffer Berdal, der sammen med dramatiker Thomas Markmann, skuespiller Maria Rich, og repræsentant for de Frie Koreografer, Cecilie Ullerup Schmidt, er med til samtalen. Hver især er de indstillet som repræsenterer fra deres branchemæssige genrefelt og skal sammen sikre, at de få midler støtter scenekunsten bedst muligt.
”Uddelingen af støttemidler er vores primære virke, men vi sidder jo i et udvalg med tre repræsentanter fra de politiske partier, så dermed har vi en ret direkte dialog i forhold til det politiske bagland,” lyder det fra Maria Rich.
Den direkte dialog med politikerne er vigtig, for én af udvalgets agendaer er at blive mere proaktive end de tidligere udvalg, og at være en del af dialoger, som påvirker de beslutninger, der træffes i Kultur- og Fritidsudvalget.
Bredere dialog
”Det kunne være oplagt at udnytte de kompetencer, vi har. Fx spørge os til råds om udpegning af små storbyteatre, for vi bor jo i København, laver teater i byen og er udpeget af branchen til at være repræsentanter for den scenekunst, som er i byen,” siger Thomas Markmann.
Som det er nu, er det repræsentanter fra PUS, der bidrager med deres viden i dialogen om byens små storbyteatre, men det kunne udvalget godt tænke sig at rykke lidt ved.
”Vi arbejder på at se, om det er muligt at skærpe processen og proceduren for, hvordan et lille storbyteater udpeges og udvælges, og se på, om der kan laves nogle mere faste definitioner for, hvordan og hvorfor, de enkelte teatre får den status. Det kunne være interessant at være i dialog med udvalget om de beslutninger og lave nogle seminarer, som bl.a. kan se på, om der er mulighed for at sikre en større mangfoldighed inden for feltet,” lyder det fra Christoffer Berdal.
Et andet punkt, som udvalget gerne vil udfolde i dialog, er KSelekt, der er et samarbejde mellem Statens Kunstfond og Det Kongelige Teater, hvor en række frie, uafhængige teaterkompagnier og kunstnere får spilleplads på Lille Scene i Skuespilhuset i København.
”Det er en del af Det Kongelige Teaters rammeaftale med Københavns Kommune, at de laver KSelekt. Den primære økonomi til projektet kommer fra Københavns Kommune, så det ville jo være oplagt, at vi kunne give lidt respons på, hvordan branchen selv oplever samarbejdet,” lyder det fra Cecilie Ullerup Schmidt, der selv repræsenterer de kunstnere og grupper, som kurateres til KSelekt.
Ny pulje skal fremme mangfoldighed og et større børnepublikum
En anden af udvalgets mærkesager er mangfoldighed, og derfor oprettede Kultur- og Fritidsudvalget sidste år en særlig pulje til gratis scenekunst for børn samt til projekter, der fremmer mangfoldighed. Puljen er på 400.000 kr. årligt i perioden 2022-2024 og fordeles af Scenekunstudvalget.
”Vi sidder her på vegne af Københavns borgere og skal give et så mangfoldigt udbud af scenekunst som muligt til flest mulige af byens borgere, som gerne skal kunne genkende sig selv i den kunst, de ser. Og derfor er det helt afgørende, at vi laver nogle kerneområder, som kan fremme de muligheder. Vi har ikke en position, hvor vi kan skabe politisk forandring, men vi kan skabe dialog omkring de faktiske forhold,” lyder det som afrunding fra udvalget.
Læs Københavns Kommunes mangfoldighedspolitik her.
Københavns Scenekunstudvalg:
Lea Friedberg (A)
Bente Møller (Ø)
Mathilde Kastbjerg (C)
Thomas Markmann (Danske Dramatikere)
Christoffer Berdal (Foreningen af Danske Sceneinstruktører)
Maria Rich (Dansk Skuespillerforbund)
Per Scheel-Krüger (Dansk Skuespillerforbund)
Cecilie Ullerup Schmidt (De Frie Koreografer)