★★★☆☆☆ Nordkraft – musikteater lander mellem jubel og irritation

Aalborg Teater satser modigt med en amokløbende musikteaterversion af Jakob Ejersbos roman Nordkraft. Selina Gin står bag den fuldstændig originalt kongeniale musik, men forestillingen taber desværre højde, hver gang tale træder i stedet for sang og krop.

Aalborg Teaters nu afgående direktør Hans Henriksen og teatrets dramaturg Jens Christian Lauenstein Led prøvede selv kræfter med Nordkraft i en forestilling på teatret af samme navn tilbage i 2011. Denne gang er opgaven lagt i hænderne på et talentfuldt, yngre kunstnerisk hold, der dog har lige så svært ved at få teksten til at flyve som dramatik som herrerne havde i 2011-udgaven.

Annonce

Stive replikker, funklende sange

Jakob Ejersbos følelses- og miljømæssigt splintrende klare, men flimrende formmæssige roman er fantastisk. Det kan forekomme oplagt at omsætte den til scenen, men jeg har endnu ikke set det lykkes. Ole Christian Madsens filmversion var derimod både original og vellykket. Måske fordi det bare fungerer bedre med voice-over på film. På scenen bliver det let stift, hvis ikke ligefrem manieret med talte tankestrømme. For lidt og for meget på samme tid. På detailniveau hjælper det heller ikke at lade ord som ”hygiejnebind” slippe med på scenen. Hvem ville sige det frem for blot bind? I hvert fald ikke junkie-frauen Maria.

Det sagt, er der rigtig meget, der lykkes såre godt i den både syrede og amokløbende forestilling. Selina Gins kompositioner er ikke bare storslåede, men fanger også romanens uden-på-huden følelser af ensomhed, forvirring, tøvende kærlighed og kedsomhedens smerte med kirurgisk præcision og poppoetisk lethed. Musikken forsøger ikke at mime romanens tid, men skaber sit helt eget univers og fortryller os med ind i svampetrip og brændende havoverflade, så blikket slører og lungerne brænder.

Baby, er det bye-bye?

Petruska Miehe-Renards scenografi og Noora Hannulas koreografi følger fortællingen, der som i bogen er tre adskilte historier i og omkring en vennekreds i en by, hvor man drukner sin kedsomhed i stoffer. Først møder vi netop Maria i en verden af bølgende plast, der fint illuderer de hashskyer, hun, kæresten og hans Junkiehunde, der navngiver første del, tåger rundt i. Karla Rosendahl med den store stemme er så sprød, kantet og sårbar, som hun skal være. Bidsk mod Asger, sorgfuld i sin længsel efter misbrugsfaren og tøvende tillidsfuld i mødet med Hossein, som debutanten Hamun Magdsohlo giver fin, tvetydig kant i Noora Hannulas sensuelle parringsdansetrin med bløde hofter og spidse knæk i overkroppens ryk.

I anden del, Broen, tager Christoffer Hvidberg Rønje over som Allan. Forbrændt af en ulykke på havet, på flugt fra fortiden som kriminel og på vej ind i en kærlighedshistorie. I det dunkle dukker han op, hvirvles rundt i bølgerne, til han rejser sig som en fugl Phønix foran den flammende brand. Grebet i anden del er lagt langt strammere med den sårbare forelskelse i midten og de øvrige roterende omkring de to som nærmest abstrakte stemninger skabt af kroppe. Broen findes i hovedet, men forlænges også i scenebilledet, hvor kroppe balancerer over og stiger op og ned ad afgrunde.

”Baby, er det bye-bye? Vi kan godt give it one more try,” nynner Allan og Maja. Det håber vi på.

Åh, havde de bare sunget hele tiden

I sidste del, Begravelsen, samles alle for at sige farvel til Steso, den determinerede junkie, der dør hjemme i far og mors stue. Begravelsen er af uvisse årsager iscenesat som en form for realityshow. Det giver mulighed for håndholdt kamera og spil i salen, men det er igen musikken, der for alvor rykker. I Viktor Pascoe Medoms Stesos rasende udladning som en art anarkistisk Jesus i sorte blonder. Det er slængets fuckfinger til samfundet, der sjovt er spændt op på deres heliumsknitrende svampetrip og en totalt morbid-crazy dødedans.

Åh, kunne de ikke bare have sunget hele tiden. Der er så mange skæve ideer og geniale påhit i denne forestilling. Der er et band, der kan groove, punke og spille nænsomt på cello. Der er en variation af trin og et kamp-velsyngende cast. Men replikkernes u-mundrette træghed punkterer ballonen igen og igen. Noget mangler at samle sig. Det kan sagtens ske, når forestillingen sætter sig, men til premieren blev det en lidt sær oplevelse, hvor jeg pendlede mellem jublende henførelse og irriteret skuffelse uden at kunne overgive mig helt til den eksplosion af indtryk, der i sig selv matcher romanen flot.