★★★★☆☆ Margrethe – eventyret om Daisy er en lille blockbuster af en musical

Mikkel Rønnow Musicals har sammen med Toca Records og H.C. Andersen Festivals skabt forestillingen, som de færreste havde set komme. Men trods tendens mod Disney og glansbilleder er Margrethe et overraskende humoristisk og gribende nyt musicalværk.

Sjældent er jeg gået i teatret med så lave forventninger til en forestilling, som det var tilfældet med rutinetrioen Høg, Aagaard og Svanekiers royalistmusical Margrethe. Og de første fem minutters flashback til besættelsen varslede ilde med et ubevægeligt fælleskor, der sang statisk som i kirken og med nordkoreansk nationalpatos. Margrethes fødsel: et lys i mørket. Åh gud!

Annonce

Men så blødte værket gevaldigt op. I næste øjeblik mødte vi en næsten nutidig majestæt på alle fire, fortumlet ledende efter en bortløben broche. Ulla Henningsen gav den aldrende dronning humor, skrøbelighed og egenvilje – og dermed fjerne ekkoer af Xenia Lach-Nielsen, Emilie Groth og 13-årige Lily Hanskov Aginskys tre yngre portrætter, der også var i spil i en krydsklippende og faktisk flot, dynamisk dramaturgi.

Kærligheden driver værket

Tendensen var i retning af Disney-prinsesse i en første akt, hvor Aginsky sang solidt og drømmende om at opleve verden, mens Groth med vokal styrke tog over med tvivlen, da tronfølgeloven blev ændret: Kunne hun klare opgaven? Karakteristisk for værket blev politikere tegnet op som ubehjælpelige kynikere med groteske bevægelser i et Ingvar-inspireret højdepunkt om folkeafstemningen i 1953, mens mor Ingrid og far Frederik var kærligheden selv.

Henrik ankom undervejs som prinsen på den hvide lysskærm gennem en åbning i de bastante, men egentlig ganske mobile grønne gemakkulisser. Forholdet til den charmerende, men stolte franskmand var forestillingens hjerte: fra stævnemødet i det skotske højland, hvor Ulla Henningsen forgabt fulgte i hælene på sit yngre jeg, til øjeblikket i anden akt, hvor demensen ikke længere var til at ignorere – og hvor Peter Schrøders sene prinsgemal sank ned i et parallelt univers af evige maskebal og harlekinfest. Humor, længsel og smerte fint doseret.

Slående sarthed

Margrethe både underholdt og rørte publikum. Bar musicalen præg af bagmændenes rutine? Selvfølgelig, men ikke kun på ondt: Komponist Lasse Aagaard vidste nøjagtigt, hvilke knapper han skulle dreje på, og musikken var til tider helt elegant i sin klarhed. Favntag turde hverken den eller historien dog tage med det mørke, vi kender fra The Crown, og da første akts dramatiske kurve var gennemløbet – rejsen fra Daisy til dronning – famlede man i fraværet af egentlige antagonister efter en rød tråd i anden akt, som blev lidt brødrerivalisering, lidt kunstkrig, lidt demens. Spredt fægtning efter en konflikt, men manglende lyst til at følge den til bunds.

Tilbage stod Ulla Henningsen til slut med en bitter sødme i blikket efter endnu et erindringsglimt fra sit liv. Armene hang ned forbi den høje, svajende talje – det sidste, dronningen ligner, er jo egentlig en regent. Den vindramte sarthed var slående.

“Alle har brug for noget, der er større end os selv,” genlød refrænet fra faderen, og netop det er Margrethe trods skønhedsfejl, glansbilleder og en royalisthat trukket helt ned over ørene: en nyskrevet musical, der vækker større følelser end dens til tider troskyldige hyldest egentlig burde. Et lys i mørket? Måske ikke. Men en lille blockbuster? Jeg tror det.