ILT – den Internationale Teaterfestival i Aarhus – har igen i år haft fingeren på pulsen, mener kulturformidler og CEO ved Audience Development, Nanna C. Rohweder, i denne kommentar om festivalens fokus på repræsentation og AI. Hun opfordrer samtidig til at føre debatten om magten over repræsentation videre på Kulturmødet på Mors.
I år tog den internationale scenekunstneriske biennale i Aarhus fat i to af de mest aktuelle temaer og trusler mod den levende kunst: At vi forblændet af privilegier først nu kan se det større billede; repræsentation. Og i samme afmægtige boldgade: Vores stedmoderlige forhold til kunstig intelligens. Vi har selv født AI, nu elsker og hader vi det.
Det kritiske spotlys var hele ugen rettet mod strukturelle magt- og afmagtdimensioner, og blev belyst af de tre samarbejdspartnere: ILT-festivalen, IETM-festivalen og EASTAPs 6. konference. International repræsentation blev derfor præsenteret kunstnerisk, bredt kulturelt og akademisk. Alt i alt har over 800 deltagere fra hele verden deltaget og medvirket på, bagved og foran scenekunsten indendørs som ude.
Performances og forestillinger på ILT blev derfor set i det mangfoldige lys. Vi fik forskellige bud på, hvad mennesket kan finde på i en verden af af forventninger, følelser, fiaskoer, fest, forskelligheder og fest, som kuratorerne lover i ILT-programmet.
Et idealistisk krav
Hvad finder mennesker så på, når verden er i opløsning? Når dekonstruktionens æra ikke længere kun er en kunstnerisk mulighed, men et idealistisk krav stillet af dem, det hele handler om – de glemte, de ignorerede, de oprindelige og de kommende magtfulde generationer med kulturarven i krop og sjæl.
Én krop, én repræsentation, eller hvad?
Den færøske kunstner Sirí Paulsen synes, det var akavet at skulle være den, der alene repræsenterede færøsk scenekunst. I det hele taget virkede det, som om samtalerne fra EITM, ILT og EASTAP havde rykket i deltagerne. Programmerne blev rost. Publikum gik til ILT for at opleve værker med opportunistisk bud som Happiness, bastante kommentarer som Fuck Me og Billy’s Violence, poetiske opløsninger af brutalitet som 03:08:38 States of Emergency og Sunday, og poesi fra undergrundens nomader som Perform Tom Waits. Heldigvis var der også bare svar, der blæste i vinden som I am from Reykjavik og Runners.
Kroppenes opløsning
Når magten opløses og repræsentation er på dagsordenen, bliver der stillet spørgsmålstegn ved alle pronominer. Ved scenekunstneriske traditionelle subjekter og objekter, ved dem og os og vi og mig. Hvem er hvem nu?
Det er på spil i Fuck Me, hvor danser, koreograf og performer Marina Otero opfører sit liv, men har overladt sin krop til at være repræsenteret af fem mandlige nøgne dansere. Hun er fanget i sin kropslige afmægtighed af skader og handicap, og hævner sig, nu da hun ikke længere kan kneppe de mænd, hun vil. Den argentinske kropskunstner er brutal som det militærdiktatur, hun kommer fra. Ulykkelig selvforelsket opløser hun sig selv og martrer sin sjæl for øjnene af os. Det er pinefuldt at få lov til eller være tvunget til at se på, mens hendes kvindelige kropslige forfald overgives til mændene. Igen.
Opløste strukturer
Så hvis “vi” er på vej til at opløse eksisterende strukturer, så er “vi” lige nu rejsende og i transition. Det virker ikke, som om der er uenighed om, hvad endemålet er. Kun hvem,”vi” vil have med derhen, og hvordan, “vi” skal komme dertil.
I den belgiske billedfortælling Sunday følger vi en familie og en ekspedition opført af tre ekvilibristiske mimere, der i naturkatastrofe efter naturkatastrofe fører os ind i klimakrisens selvforskyldte druknedød. Vi ser på de smukkeste absurde 3D-postkort fra fremtiden, hvor familietraditioner bogstavelig talt blæses væk og rigtige isbjørne glider fra hinanden på smeltede isflager uden modstand fra nogen verdenshjørner.
På samme måde tvinges vi Needcompanys Billy’s Violence til at bevidne alle stationer på vejen til den totale opløsning af kulturarv, sprog, krop, køn og magt. Det er dét, der skal til – et syrebad af teatralsk sukkerblod, som opløser scenekroppene og erstatter dem med håndholdte dukker. Billy’s Violence er en reduktion af Shakespeares 400 år gamle verdensberømte tragedier. Kompagniet, der selv har opløst kunstneriske kassetænkninger, siden de startede for godt 30 år siden, har her givet en ung dramatiker frie hænder til at dekonstruere arvesølvet.
Scenekunstnerisk syrebad
Opløsningen er transparent i whitebox, utrættelig, højtråbende og pinefuldt, når vi gang på gang får reminiscenser af den ene ulykkelige kærlighedshistorie efter den anden. Hvornår lærer de det? Menneskene? Bliver de aldrig klogere? Tragedierne fra før demokratiet, før parlamentarismen, før #metoo, Black Lives Matter, klimakrisen. Alt det, der får Shakespeares renæssancevold til at se så grotesk ud, fordi den privatpersonlige lille historie smitter af på den store historie om krig og ødelæggelser – og omvendt.
Det her er fra dengang, da The male gaze var underholdning. Men her er kvinderne ikke hysteriske eller nymfomanske – de er determinerede. Og mændene voldtager, torturerer og slår dem stadig ihjel. Vi tvinges til at se på, at vold er og bliver afmagt.
Når point of no return er tragisk
Billy’s Violence starter med den dér pludseligt opståede tvivl i kærligheden, bevæger sig langt ind i følelsernes vold og ender i en blodrus. Det hele tilsat katedralsk, intetkønnet skønsang. Forestillingen spejler sig selv og splintres i kalejdoskopiske glasbidder af kulturarv, sprog, krop, køn og magt fra engang til nu til døden os skiller. Næste gang laver NeedCompany Billy’s Joy.
Alle tragedierne på denne udgave af ILT-festival starter i det tragiske point of no return, hvor karaktererne opdager, at lige meget hvad de gør, så er der ingen frelse. De kan ikke nå hinanden, de når aldrig i mål. Det sidste udsagn er præmissen i tjekkiske Cirk La Putykas Runners, hvor de 4 performere konstant løber på det 4 meter brede løbebånd ind i en uendelighed – og på skift bekender, at de ikke ved, hvor den destination er. Reykjavik?
Hvor skal vi hen?
Den sorte kvinde kender heller ikke destinationen. Hun sidder på sin skammel i sit interimistiske hjem på stranden og skuer skiftevis ud over Kattegat og så tilbage på de indfødte hvide badegæster i det splinternye, mondæne boligområde på yderspidsen af Aarhus kyst. I am from Reykjavik er en site specific performance, der besætter/ indtager et lillebitte stykke land et lillebitte stykke tid med et enkelt menneske, som eneste beboer, gæst, provokatør, nemlig performeren Sonia Hughes. Vi sidder under den bagende sol og taler om tilhørsforhold og nye samfundsstrukturer, mens dryppende strandløver går igennem hendes hjem med våde fødder. Er de provokeret af hendes frihed? Eller af, at hun er nødt til at flytte sig hele tiden? Svaret blæser i vinden.
Robotten forstår dit behov for quickfix
Quickfixet bliver vi også tilbudt i Happiness. Et enmandsapotek midt på Klostertorv, hvor alle bare kan gå ind, børn som voksne, og få en guide i kunstige og naturlige narkotiske stoffer. Der står en ekspeditrice og fortæller, hvordan f.eks. ritalin, ayahuasca, heroin eller coke virker. Hun viser stoffet i en lukket boks, instruerer os i, hvordan stoffet skal indtages, og både fortæller og viser os, hvordan vi får det følelsesmæssigt af at tage stoffet. Med lukkede øjne og armene bredt ud som vinger, der duver i vinden, siger hun: “Du føler dig mindre kynisk. Mindre bedømmende og i forsvar. Du føler dig fri. Lykkelig.”
Hun synger Happy, no more“og fortsætter: “Sexet”. Så foreslår hun, at hvis man lever et sted, hvor der ikke er så meget at tage sig til, så kan stoffet her være løsningen. Det kan ændre en almindelig stue til en natklub. Er det lovligt? Må man det? Er det nu smart at quickfixe? Især fordi vi står og får gode råd af en robot. For det er det, hun er. En robot. Det er bare en kodet maskine, der lærer os, hvordan vi har det, og hvad vi kan gøre for at få det bedre med narkotika. Artificial Intelligence, der har gennemskuet os.
Så hvis vi fortsætter denne transition fra en bevidsthed til en anden, en krop til den næste, et forældet mindset til det næste, så kommer vi frem. Hvis vi ignorerer momentum, gør vi ikke. Det sås på scenerne og hørtes i paneldebatterne i Aarhus – langt fra folkemødet. Hvis bare en brøkdel af debatterne og kunsten fortsætter til Kulturmødet på Mors og kan deles med politikere, den øvrige presse og ligesindede kunstnere, kommer vi måske hurtigere frem til at vide, hvem der skal bestemme, hvem der skal repræsentere fremtidens scenekunst. Stafetten er sat i gang fra Aarhus med EITM, EASTAP og ILT.
Denne kommentar er udtryk for skribentens egen holdning.
