Det internationale netværksmøde for performing arts IETM blev i sidste uge afviklet i Aarhus med Performing Arts Platform som vært. Programmet var alsidigt med en klar, rød tråd, som især fokuserede på oprindelige folkeslag og bæredygtighed i bred forstand.
Programmet for IETM Aarhus 2023, der spændte virkelig bredt, var tæt pakket over tre hele dage foruden en ekstra dag inden med pre-meetings og en afsluttende brunch torsdag formiddag, der blev den endelige afrunding, før de knap 500 deltagerne fra hele verden igen drog videre.
IETM Aarhus bød på keynote speakers og talks om alt fra den kulturelle og økologiske betydning af den norske stats brug af naturområderne i Sápmi (Lapland) til forholdene for eksilkunstnere i Paris. Her var workshops, velbesøgte, sociale netværksarrangementer og en pitch-session, hvor alle tilmeldte kunne give en introduktion til deres respektive værker.
Her var artist-walks forskellige steder i Aarhus med blandt andre Teater Fluks og Metropolis. Og så indeholdt programmet en lang række værker af danske og nordiske kunstnere, som kunne opleves af såvel deltagere på IETM som andre interesserede, der havde købt billet. Fra Linh Les 24-timers performance Saa er by som borger, saa er by som art og Secret Hotels Banket for bier til Det Ferösche Compagnie med deres Castle of Joy og Grønlands Nationalteaters The Traveller.
Rød tråd om kolonisering og kulturtab
En meget stor procentdel af programpunkterne havde et særligt fokus på oprindelige folk, kolonisering og deraf følgende kulturtab til fælles. Her må kurateringen af årets program virkelig fremhæves for succesen med at tage et tema og sikre sig, at det blev belyst og fremstillet på så mange, vidt forskellige måder. Uden at det dermed betød, at der ikke også blev plads til andre relevante debatter.
Ligesom CPH Stage havde IETM Aarhus 2023 sat ekstra fokus på kunstnere fra Grønland og Færøerne, men også Sápmi og samiske kunstnere fyldte en del i programmet hos IETM. Faktisk en hel del mere end den færøske kunst, som jeg kun stødte på i forestillingen Castle of Joy på Teater Katapult. Understøttet af Dánjal á Neystabös lydeffekter, stemningsskabende musik og Sámal Blaks scenografi og billedunivers fortæller Kristina Sørensen Ougaard historien om kunstneren Pól Jóhannus Poulsen. Han, der blev kaldt Joy (Lykke), blev som kreativ og misforstået dreng erklæret skør og i 1939 af danskerne sendt til Rødbygård på Lolland, hvor han opholdt sig frem til afslutningen af Anden Verdenskrig. Meget af tiden gemt af vejen i isolationscellen, hvor han gennem døren kunne lytte til lyden af de 108 nøgler, der klirrede i lægens nøgleknippel.
Da Pól vender tilbage til Færøerne, efter i årevis på traumatisk vis at have været tvunget væk fra sin familie og sit hjem, kan han kun finde ro i fjeldene, hvor han af gamle byggematerialer skaber sit eget værk. Et særegent hus, der år efter år får tilføjet flere rum, indtil der i 1971 er 108 små lokaler, der som gevækster er vokset frem. Han kaldte stedet for Castle of Joy (Lykkeborg), og derefter forsvandt han sporløst i fjeldene, hvor hans lig først dukkede op mange måneder senere. Fortællingen efterlader mig endnu en gang med en grim smag i munden over den måde, mit folk behandlede mennesker i de koloniserede lande på. Måden, hvorpå børn fra Færøerne såvel som Grønland indtil for nylig uden videre blev fjernet fra deres familier og sendt væk til “et bedre liv” i Danmark.
LÆS OGSÅ: Vejrudsigt for scenekunsten: Det er vigtigt at tage den akavede samtale
Om at høre til og føle sig anderledes
“Am I not a little bit too white to drum like that?” Spørgsmålet stilles af performer Kuluk Helms et godt stykke inde i den performance, der indleder programpunktet Performing Identity: Navigating cultural Identities through arts tirsdag hos Performing Arts Platform på Brobjergskolen.
Performancen er et uddrag fra hendes one-woman-show Jeg Hører Til – Uannut Inissaqarpoq. Med trommen som eneste rekvisit fortæller hun først om verdens begyndelse. Hun fortæller om inuitternes historie, deres møde med handelsfolk fra fjerne egne og betydningen af de danske kristnes indtog, der ændrede inuitternes verden radikalt. “We don’t know the consequences of culture loss yet. But we begin to understand,” konstaterer hun, alt imens hun fortsat slår en stille rytme på kanten af trommeskindet.
Og det er her, førnævnte kommentar indtræffer. For Kuluk Helms, der uddannet ved Skuespillerskolen i Nuuk, er lys i huden og har ikke den fjerneste antydning af de træk, der normalt kendetegner inuitter. Hun er en yngre, kvindelig udgave af sin danske far, lader hun os forstå, men hun er ikke desto mindre født af en inuit-mor og opvokset på Grønland med sine forældre.
Hun er inuit, selvom man ikke lige kan se det, og selvom hun altid har følt sig lidt udenfor. Hun får aldrig roller på Grønland, fordi hun ikke ligner en grønlænder, hvilket understreger hendes pointe om, at “white passing” ikke altid er en fordel. Gennem store dele af sit liv har hun været uvidende om sine kulturelle aner. Lige indtil hun en dag opdagede den glæde og naturlighed, som maskedansen bragte hende.
Det er ikke for sent at lære sin kultur at kende
Kuluk Helms’ performance – og den efterfølgende samtale med canadiske Reneltta Arluk fra Akpik Theatre – er et godt sted at starte for at indramme essensen af det, der går som en klar, rød tråd gennem hele IETM Aarhus 2023. Omdrejningspunktet er “indigenous people”, hvor “oprindelige folk” må være den mest korrekte betegnelse på dansk. Minoriteter, der af kolonimagter og/eller klimaforandringer skubbes væk fra deres oprindelige land og derved mister store dele af deres oprindelige kultur. Og det er netop denne distancering fra sin egen oprindelse, og arbejdet med at finde tilbage til sine rødder gennem kunsten, Kuluk Helms arbejder med.
Hun føler en stor passion for inuitternes traditioner, som hun med tiden har indset vækker en genklang i hendes inderste. Den meget personlige historie i performancen og den efterfølgende samtale bringer flere gange tårer frem i hendes øjne som en understregning af, hvor vigtigt det har været for hende at opdage, lære og som kulturbærer videregive disse traditioner.
Det gælder både tromme- og maskedansen, som også Sirí Paulsen talte om i Vejrudsigt for scenekunsten forud for IETM, men det gælder også brugen af qulliq – en form for oval lampe med åben ild, der brugtes i den traditionelle inuitkultur til varme, madlavning og lys. Reneltta Arluk, der efter performancen taler med Kuluk Helms om hendes rødder og erfaringer, understreger også selv overfor publikum, at alle oprindelige folk i hendes optik bærer på traumer, fordi de på et tidspunkt i deres liv blev dehumaniseret. Det gælder fx tilfælde, hvor børn blev fjernet fra deres familier og sendt væk – netop som det var tilfældet med Pól Jóhannus Poulsen. Under samtalen tænder Kuluk Helms desuden op i sin qulliq, så publikum kan få syn for sagn for dette vigtige, kulturelle symbol.
Poetisk univers med sne og is
Der indgår også både tromme og en qulliq i Grønlands Nationalteaters sanselige forestilling The Traveller, som spiller hele otte gange på Teater Refleksion i løbet tirsdag og onsdag under IETM Aarhus. Én efter én sendes publikum ind i en snehvid totalscenografi gennem en tunnel med bløde materialer på gulvet og halvgennemsigtige hvide forhæng på begge sider.
I det lille lokale, der afgrænses af florlette, hvide forhæng på alle sider, opholder fem performere sig. Kimmernaq Kjeldsen, Hans-Henrik Poulsen, Kristian Mølgaard, Aviana Steinbacher og Pilutaq Lundblad tager imod publikum, som var de beboere i den lille, afgrænsede verden. Hver især bliver vi bedt om at tage stilling til, hvor vores fokus er lige nu. Tavse lytter vi til vores egne hjerteslag i høretelefonerne, der gengiver lyden fra den mikrofon, vi trykker mod brystet. Vi vælger hver vores sten blandt mange, og vi betragter et smukt bjerglandskab, en lille bygd og et bølgende hav dukke frem på en lysende, hvid plade, dækket af fint sand.
The Traveller er en dragende sanseoplevelse, hvor hver enkelt lille del fortæller sin egen, ordløse historie. Det minder mest om noget, vi i Danmark har kunnet møde hos Carte Blanche, men er alligevel en helt særegen oplevelse. Alt er hvidt, poetisk og roligt og leder tankerne hen på is, sne og sten, som et fortryllende arktisk landskab. Vi lytter til en personlig fortælling om trommens magi, vi ser en video af mennesker, der danser i naturen, og vi danser selv med, mens vi smider små håndfulde af hvid papirkonfetti op i luften, så det daler ned over os som sne. Til slut samles vi i en rundkreds og betragter det varme lys fra en qulliq, mens han synger beroligende strubesang, hvorefter vi igen – én efter én – forlader lokalet gennem tunnellen med et sind, der er lige så roligt som det univers, vi har forladt.
LÆS OGSÅ: Living on the edge: Scenekunsten i livtag med klimaet på festival i Aarhus
En klub for alle, der har blod
The Traveller viser magien ved rituelle handlinger. Uanset om man forstår deres betydning eller ej. Magien ved at finde ro i samhørighed med andre, gennem kunsten og gennem fællesskabet. Og fællesskab er der også på programmet sent tirsdag aften, hvor det norske teaterkompagni Ferske Scener har inviteret til performancen Blood Club på Radar på Godsbanen.
Blood Club er, som navnet antyder, en klub for alle, der har blod. Ved ankomst får vi hver et lille prik i fingerspidsen og sætter vores personlige blodaftryk på en plakat. På bordene rundt i lokalet står fade med små hapsere af blodpølse og senere skal det norske heavyband Ondt blod spille for os. Det tegner til at blive en på alle måder interessant aften.
De tre performere fra Ferske Scener Kristina Junttila, Bernt Bjørn og Kristin Bjørn byder os velkomne iført norske nationaldragter og traditionelle samiske klædedragter. De er vores værter, vores guides, vores klubledere. På storskærmen over baren ses også Sigbjørn Skåden, den fjerde og sidste klubleder, der er med på en Skype-forbindelse. Tilsammen repræsenterer de fire norske arketyper, lader de os forstå. Formålet med aftenen er, at vi alle skal samles til et fælles vi. Fællesskabet konstrueres gennem fælles karaoke-sang, hvor den for danskere uforståelige tekst til en samisk sang vises på storskærmen. Og det skal siden styrkes gennem fælles, følelsesladede oplevelser – deraf Ondt Blods optræden under seancen.
Blod eller ånd?
“One must be aware of one’s roots, tribe and genes,” erklærer klublederne. Men det store spørgsmål denne aften er dog, om det er blodet eller ånden, der afgør ens tilhørsforhold. Kan man være en ægte same, hvis ikke ens blod er rent?
I løbet af de efterfølgende 2,5 timer fortæller de fire os om deres genetiske ophav. Vi ser kortlægningen af deres individuelle DNA fordelt på verdensdele og lande. Som udgangspunkt er de alle fire nordmænd, Sigbjørn er samer mest af dem alle, men deres gener afslører stærke tilhørsforhold til alt fra Finland over Kazakstan til så fjerntliggende en ø som Melanesien. Publikum inddeles i fire grupper – naturligvis for at styrke fællesskabet. De høje mørkhårede, de lave mørkhårede, de høje lyshårede og de lave lyshårede. Hver gruppe får en lang “inspirational speak” fra deres gruppeleder, en af de fire værter.
Fronterne er tegnet op. Forskellighederne understreget. Men er det generne eller følelserne, der bestemmer tilhørsforholdet? Alle får chancen for at skifte gruppe. Får muligheden for at mærke, hvor man for alvor hører til. Blood Club er således ikke bare et gakket påfund til en underholdende aften. Det er også en tankevækkende performance, der sætter genetik og fællesskaber på spidsen. Højaktuelt i en tid, hvor opgør med fortidens normer og magtstrukturer er allestedsnærværende.
Økologiske og menneskelige omkostninger
Selvom Blood Club havde mange tankevækkende budskaber, blev det hele serveret i en munter, legende indpakning. Den stemning var der ikke megen af i onsdagens program, hvor samernes historie og nuværende forhold for alvor fyldte. Først med dagens keynote speaker, tidligere præsident for det samiske parlament Aili Keskitalo, der under titlen Climate Justice talte om, hvordan klimaforandringer og den norske stats udnyttelse af Sápmi-land, nedbryder det skrøbelige økosystem i området.
Gennem historien har samerne været et forfulgt og fordrevet folkefærd. I århundreder er Sápmi skrumpet ind på grund af urbanisering og klimaforandringer. Hun fokuserede på, at tundraen – det samiske ord for et træløst bjerglandskab – langsomt, men stødt dækkes af træer. At det eneste minde om tundraen snart kun vil være ordet selv. Og det ironiske her er, at det netop gør det lettere for Norge at overtage landet, når klimaet ændrer sig og gør det mere fremkommeligt. Altså en uendelig, nedadgående spiral.
Klimaforandringerne rammer ikke primært dem, der skaber dem, siger Aili Keskitalo og henviser til den pakistanske digter Yusra Amjads ord: “When the world burns, it doen’t always cook evenly”. Den norske stat har i årevis arbejdet på anlæggelsen af en vindmøllefarm i det område, der var samernes vintergræsningsareal. Men selvom samerne faktisk vandt en retssag over staten, så har de efter årevis af protester stadig ikke fået deres land tilbage.
LÆS OGSÅ: Internationalt netværksmøde i Aarhus sætter klimamæssig bæredygtighed i nyt perspektiv
Kunsten som talerør
Men hvad gør man som minoritet, når det end ikke hjælper at have rettens ord på sin side? Her kommer kunsten igen ind i billedet, mener Aili Keskitalo, der især fremhæver et specifikt værk for dets kraftfulde udtryk og gennemslagskraft. Nemlig Máret Ánne Saras Pile o´Sápmi Supreme, der er en installation skabt af kranierne fra 400 døde rensdyr. En besk kommentar til og protest mod den statslige tvangsslagtning af rensdyr i Sápmi, som også indebar en enorm bunke af halshuggede rensdyr, der blev placeret foran Indre Finnmark tingrett i februar 2016. Værket, mener Keskitalo, sætter fokus på retten til at praktisere sin kultur – også med henvisning til udryddelsen af bisonoksen i Nordamerika, som fratog de indfødte amerikanere deres primære fødekilde.
Ligeledes er kunsten den stærkeste vej til at sætte fokus på misbrug og omsorgssvigt. Som fx det faktum, at otte ud af 10 voldtægtsanmeldelser i Norge afvises. Her fremhæver Keskitalo Siri Broch Johansens teaterforestilling om seksuelt misbrug, Eadnemáddu på Det Norske Teatret, som en form for healing af den kollektive smerte gennem kunst. Kunst er et stærkt redskab til at sætte fokus på vigtige emner, fordi den ifølge Keskitalo kan nå mennesker på et dybere niveau. Derfor spiller kunst og kulturelle udtryksformer ifølge hende også en vigtig rolle i kampen for klimaet.
Skarp afgrænsning mellem dem og os
Denne dybfølte kamp for oprindelige folks rettigheder og deres kulturelle udtryksformer mærkes da også stærkt i onsdagens næste punkt, hvor de tre facilitatorer fra By the Collective, Beaska Niillas, Liisa-Ravna Finbog og Timimie Märak, har inviteret til en talk i Godsbanens Rå Hal under titlen Indigenous Ecological Knowledge. De er alle tre fra Sápmi, men henholdsvis fra den norske, den finske og den svenske del. Med til debatten har de inviteret de to inuit-kunstnere og -kulturbærere Hans-Henrik Poulsen og Kuluk Helms, der også optræder i IETM Aarhus-programmet under Grønlands Nationalteaters The Traveller og Performing Identity: Navigating cultural identities through the arts.
I denne performance-talk tegnes et klart skel mellem oprindelige folk og resten af verden. Helt fysisk på tværs af den rå hal med et rød-hvidt bånd, som publikum skal blive bag. Med mindre naturligvis, at man tilhører et oprindeligt folkeslag. I så fald er man velkommen på scene-siden af båndet, hvor der er stillet polstrede bænke frem. Fire blandt publikum træder op på scenen og sætter sig der, mens den resterende størstedel bliver på den anden side. En understregning af, hvor meget de oprindelig folk er i mindretal, mener performerne på scenen. Om båndet, der adskiller os, skal fungere som “fence” eller “defence” er uklart, hvilket blot er endnu en pointe i rækken.
Den efterfølgende session er et mix mellem samtale og små optrædener med alt fra digtoplæsning til improvisation med strube- og samesang. Der bliver talt om bæredygtighed i bred forstand og om hvid skyld og hvid frelser-syndrom, som de fem på scenen gerne var fri for. Vreden fylder i samtalen – som det også var tilfældet i Kuluk Helms’ samtale med Reneltta Arluk i Performing Identity: Navigating cultural identities through the arts. Vreden over koloniseringen, forfølgelserne, misbruget og svigtet har samerne og inuitterne til fælles. En vrede, der nu efter århundreders undertrykkelse får luft og kommer til udtryk gennem kunsten, som en befrielse for alle.
Stor succes med IETM Aarhus 2023
Ovenstående er kun et brøkdel af de mange væsentlige samtaler og debatter om kunst, kultur og bæredygtighed, som blev angrebet og fremstillet på utallige måder i løbet af de tre dages program i Aarhus. Her var plads til uenigheder, til store følelser og til nye, spirende fællesskaber og forståelser mellem kolonimagter og de koloniserede folkeslag.
Alt i alt så bød IETM Aarhus 2023 på et virkeligt spændende og tankevækkende program, der på alle måder talte ind i den opbrudstid, vi lige nu befinder os i – i kunsten såvel som i resten af verden. Det var særdeles lærerigt at se og høre om de mange forskellige måder, hvorpå kunsten formår at bringe kulturhistoriske aspekter i spil både i forhold til at genoptage gamle ritualer og til at vise modstand og protestere mod fortsat urimelige vilkår.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Performing Arts Platform med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
