★★☆☆☆☆ Natasja – fed musik i svag fortælling

Natasjas musik holder stadig med fede rytmer, relevans og fabelagtig lyrik. Men rammene i Lion Musicals, Clemens og Live Nations’ musikforestilling Natasja skæmmer oplevelsen slemt. Banale replikker og stive karikaturer gør mere nar end at gøre noget godt for personerne, mens de tre Natasja-sangere synger fint uden på nogen måde at tilføre musik eller karakterer særlig kant eller dybere fortolkning.

Det er tydeligvis oppe i tiden at trække biografiske fortællinger på ind på musicalscenen. Om tendensen bunder i en forkærlighed for vedkommendes liv, deres værker eller bare et fedt billetsalg er lidt sværere at lure. Men de store musicalproducenter byder ind på bedste beskub. For et par uger siden fik Dronningen et tonalt liv i musicalen Margrethe, nu er vi nået til musikforestillingen Natasja, som sætter rim og remser på sangerindens liv og karriere.   

Annonce

Manuskript og idé kommer fra medproducent Clemens Le Telling, og det er måske grunden til, at man er gået med den meget mærkværdige idé at lade samtlige replikker være på rim og -remser, hvilket forfladiger fortællingen totalt og står i skærende kontrast til Natasjas egen fabulerende lyrik.

Tre Natasjaer

Hovedpersonen Natasja bliver fortolket af sangerne Feven Geles og Cisilia Ismailova og skuespiller Roberta Hilarius Reichhardt, der vidt forskellige i statur og hudfarve giver deres version af sangerinden.

Iført identiske, grønne Adidas-sæt ser vi dem skiftevis fortolke Natasja én og én og i samlet flok. De gør det sådan set rigtig fint alle tre. De synger godt uden at komme med nogen særlige bud på en musikalsk fortolkning, eller hvem Natasja var som person, men det fungerer med god energi.

Undervejs flankeres de af de fire dansere Luc B. A. Kouadio, Ibrahim U. F. Madsen, Oliver G. Z. Bergstedt og Suad Demirovic, der understøtter stemningen fint med groovy dansemoves og streetstemning. Natasjas mor er også med i skikkelse af Trine Appel, der kæmper med at balancere rollen mellem indfølende mor og karikatur, mens Pharfar i skikkelse af både hashrygende overlæge og lalleglad lydmand cementerer, at dette bare er for sjov.  

Musikbranchen, svensk popindustri og galopbanen

Musikfortællingen er bygget kronologisk op, med dramatiske nedslag fra Natasjas liv. Vi ser hende møde den svenske producent Benny Pop i skikkelse af Caroline Henderson. Benny Pop sludrer på svensk og flagrer omkring med lange, lyse lokker, gylden moustache og glimtende guldkæder om halsen, mens der bliver foreslået at samarbejde med Ace of Base.

Der synes ikke at være lagt op til nogen særlig form for alvor, så karaktererne sejler lidt løst rundt, som rendyrkede klicheer uden dybere kommentarer til situationen eller hovedpersonen. Natasja afslår den svenske popdrøm, og fortsætter til et liv som jockey på Galopbanen i Klampenborg, hvor vi får lidt hestepigemisundelse i et indspark om en forkælet overklassepige, der får en hest, som fattige Natasja så må passe. Sangerne fremfører en fin version af Teenagedrøm, og der krydres med lidt dans, men koreografierne sidder ikke i skabet. Ridepiskene svinger uden takt, og trinene synes svære at få i et synkront flow.

Fortællingen haster videre. Vi skal se, at Natasja brækker ryggen. Så hun skal til hest, hvor hun hives til vejrs af de fire dansere i grå kedeldragter, der balancerer et kæphestehoved og en kost til hale. Nu skal alt jo ikke være i visuel særklasse, men der er godt nok langt fra Ulvedalenes ottebenede Sleipner i Ragnarok, der ligeledes blev fremført af performere med hestehoved og hale, til denne papmachelignende imitation – hvad skal vi med denne kluntede staffage, hvis det bare er at fortælle, at hun falder af en hest?  

Sær kontekst

Vi fortsætter til hospitalet, hvor overlægen ryger hash, og der fyres op for Cigar, før Natasja suser videre til Sudan, vinder et galopderby og synger Til Banken. Sangperformancen fejler ingenting, det svinger flot og godt, men konteksten er mærkværdig. ”Natasja henter tøserne og rydder op i branchen,” lyder det kampfeministiske og branchekritiske omkvæd, som vel næppe er møntet på et galopløb i Sudan, så hvorfor sætte det ind i denne fortælling?

Samme – og noget mere smagløse oplevelse – kommer mod slut, da lyden fra en bilulykke rammer salen. Vi forstår, at Natasja er død, hvorpå musikken brager op for sangen Op med ho’det, hvis første linjer er ”Op med hovet ven, det jo ik’ så slemt…” Men det er da om noget slemt, at Natasja døde i en bilulykke i en alder af 32 år.

Natasjas musik fungerer fedt i dag. Og det stod også klart, da en hel sal rejste sig i vild begejstring til forestillingens afrundende koncertperformance af Op med ho’det og Gi’ mig Danmark tilbage. Spørgsmålet er bare hvem, der i dag ”griner hele vejen til banken”…