Aprilfestival – teater for små & store lægger atter vejen forbi Esbjerg Kommune i 2024. Over 100 professionelle teatre forventes på besøg i dagene 14. – 21. april 2024, og de vil i ugens løb spille flere end 150 forskellige og gratis forestillinger rundt omkring i hele kommunen. Som noget nyt får Esbjerg Kommune fornøjelsen af festivalen fast hvert fjerde år.
For fjerde gang rammer verdens største teaterfestival Esbjerg Kommune i april til næste år. Senest i 2022 lagde de lokale dagtilbud, skoler og kulturhuse lokaler og scener til flere end 600 teateropførelser, og godt 34.000 tilskuere havde fornøjelsen af oplevelser i teatrets verden. Alt det glæder Esbjerg Kommune sig til at gentage, når teatre fra hele landet indtager kommunen i dagene fra den 14. til den 21. april 2024.
Traditionelt har Aprilfestival flyttet fra by til by hvert år, men netop den kommende festival markerer et skifte, fordi Teatercentrum i Danmark og Esbjerg Kommune har indgået en aftale om, at festivalen vender fast tilbage til Esbjerg Kommune hvert fjerde år. Det giver en unik mulighed for at videreudvikle festivalen og drage nytte af de erfaringer, som arrangørerne får i forbindelse med afviklingen af den store begivenhed. På den måde kommer festivalen også til at sætte varige spor, bl.a. i form teaterrelaterede aktiviteter, der kan leve videre imellem festivalerne.
Samtaler om livets små og store spørgsmål
Borgmester Jesper Frost Rasmussen ser frem til igen at opleve den positive og kreative energi, som Aprilfestival fylder hele kommunen med. Festivalen bakker på bedste vis op om den kurs, der er sat for Esbjerg, hvor oplevelser og kultur skal markere Danmarks femtestørste by endnu stærkere på landkortet.
”Jeg er rigtig glad for, at verdens største børneteaterfestival vender tilbage til Esbjerg Kommune allerede til næste år. I 2022 oplevede vi, hvordan mødet med levende teaterforestillinger satte spor hos mange børn og unge, og nu vil de igen kunne opleve, hvordan man fra de skrå brædder kan sætte gang i samtaler om livets store og små spørgsmål. Festivalen er med til at skabe den form for kulturmiljø, som vi tror på, gør Esbjerg Kommune til et spændende sted at være barn, ung og familie,” siger Jesper Frost Rasmussen.
Børn og unge får adgang til scenekunsten
Børne- og ungdomsteaterfestivalen Aprilfestival viser styrken, bredden og kvaliteten i professionel, dansk scenekunst produceret specielt for børn og unge. Teaterforestillingerne opføres både i dagtimerne på skoler og institutioner og i weekenden for områdets familier. Målet med festivalen er at sikre børn og unge adgang til scenekunsten og dermed til ”fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv”, som det er formuleret i FN’s børnekonvention.
Festivalen fungerer også som salgsplatform for dansk børne- og ungdomsteater og som fagligt forum for de udøvende kunstnere og dramapædagoger fra hele landet. Over 500 professionelt udøvende teaterfolk forventes at sætte kursen mod Esbjerg Kommune i anledning af det store arrangement. Hertil kommer også en lang række udenlandske festivalplanlæggere. Lokale frivillige skal hjælpe til med at afvikle festivalen i hele kommunen.
”Aprilfestival er en central spiller i formidlingen af scenekunst til børn og unge. Både på lokalt, regionalt og nationalt plan. Scenekunst kan give unikke åndehuller og refleksionsrum til os som mennesker, og det glæder mig, at Esbjerg Kommune med det kommende samarbejde har besluttet at satse på netop dette udviklingsfelt,” siger Dorthe Skøtt Bébe, der er nytiltrådt direktør for Teatercentrum i Danmark og dermed også formel leder af festivalen.
Aprilfestival – teater for små & store arrangeres af Teatercentrum i samarbejde med Esbjerg Kommune. Det koster ca. fem mio. kr. at afvikle festivalen, og Esbjerg som værtskommune og Kulturministeriet bidrager hver med 2,5 mio. kr.