★★★★☆☆ Bonnie & Clyde på evighedsflugt i filmisk setting

Odense Teaters ensemble viser overskud i Bonnie & Clyde, der er en noget omstændeligt fortalt musical. Heldigvis swinger orkestret og ensemblet kvitterer med stærke sangpræstationer og tjubangscener i scenografiens filmset.

“Man elsker den, man elsker,” lyder det undervejs i Odense Teaters fine og stilsikre musicalfortolkning af myten om Bonnie & Clyde. De to er “er unge, smukke, farlige og desperate – og begår forfærdelige forbrydelser. Det vidste jeg godt, jeg har jo set filmen med Warren Beatty og Faye Dunaway fra 1967”. Sådan skrev jeg om Betty Nansen Teaters danseversion i 2020 med en undren over, hvorfor vi skal genbesøge myten nu.

Annonce

Det svarer Odens Teaters forestilling egentlig heller ikke på, men til gengæld bliver jeg lidt klogere på de to hovedkarakterer og den håndfuld bikarakterer, der omgiver dem. Citatet om at elske er nemlig hverken Bonnie eller Clydes. Det er Blanche, der er gift med Clydes bror Buck, der opsummerer sin skæbne i den lakoniske sætning.

Kriminaliteten gør fri – eller?

Blanche spilles med rørende pondus af Cecilie Gerberg og hun får godt modspil af Niels Skovgaard Andersens Buck, der ligesom sin bror nok elsker kriminaliteten mere end alt andet. Kriminaliteten gør dem fri. Fri fra tilværelsen på bunden af samfundet under depressionen i USA i 30’erne. Kriminalitet som befrielsesgreb har alle dage været en løgnagtig myte, men Ivan Menchells manus giver forståelse for, hvorfor løgnen kan blive ved med at rekruttere, når alternativet er fattigdom og ydmygelse.

De unge mennesker har ikke meget at vinde ved at holde sig på dydens smalle sti. “Guds favn er altid åben,” som Anders Gjellerup Kochs storsyngende gospelpræst prædiker, men hurtige biler, røverier og berømmelse lokker mere. Mens Bonnie som barn drømmer om at blive stjerne, drømmer drengen Clyde om at blive Billy the Kid.

Hårdkogte og forelskede

Begge drømme går i en form for opfyldelse i parrets evighedsflugt med politiet i hælene. Bonnie skriver autografer under bankrøverier og digte til avisen. Clyde bliver forbryder og de dør begge ganske unge ligesom Billy the Kid. “Vi kommer ikke i himlen, så nu er det bare helvede på jord,” er Clydes motto.

Dødsforagten stråler ud af Christian Collenburgs Clyde. Han ved, det ender galt, men går efter at få så meget ud af livet som muligt, inden det sker. Clara Sophia Phillipsons Bonnie er heller ikke blåøjet, men vælger at følges med ham mod døden. At de begge har kærlige forældre med mest at rive i for Natalí Vallespir Sand, Bonnies mor, er ikke nok til at holde dem tilbage, om end musicalen er meget rig på dialoger om tvivl og moderlige formaninger.

Clara Sophia Phillipson og Christian Collenburg er gode sammen. Hårdkogte og forelskede på samme tid. Smukt accentueret af Niels Skovgaard Andersen og Cecilie Gerberg som det lidt ældre par og af deres egne unge alteregoer, der som skygger følger med.

Som en film

Bonnies drømme om berømmelse udleves i et svævende dansenummer, men danner også forestillingens scenografi, Benjamin la Cours enkle filmset, der af og til inkluderer salen, når skudsalver reflekteres som lysglimt. Måske er scenografien en reference til filmene om Bonnie & Clyde, hvilket de to vidunderlige bilscener og tjubangscenerne kunne tyde på? Måske skal den signalere, at de optrådte som karakterer i en film – forudbestemt af deres vanskelige vilkår? Måske handler det bare om Bonnies drømme?

Kapelmester Adrian Ortman og hans orkester swinger som en drøm i orkestergraven og Odense Teaters ensemble kvitterer med stærke sangpræstationer over hele linjen. Man kan næsten ærgre sig over, hvor lidt nogle af dem bliver brugt. Men det er jo blot et luksusproblem i den noget omstændeligt fortalte, men smukt sunget og spillede Bonnie & Clyde – som jeg stadig er lidt i tvivl om, hvorfor vi skal se.