Instruktør Niels Erling spurgte forleden på Facebook om: ”Man kun skal lave teater om noget, som publikum i forvejen synes er vigtigt? og om “kunsten helst ikke må blive politisk?“
Svaret på det første er naturligvis nej, mens det lige så indlysende er jo, hellere end gerne på det sidste.
Niels Erling rejser spørgsmålene i kølvandet på min anmeldelse af Pigedyr på Sort/Hvid, hvor jeg – måske lidt bombastisk – bruger vendingen ”som rager de fleste danskere en papand” om det kristne kors som symbol.
Min refleksion var, at onani med det selvsamme kors for mig er en slap kunstnerisk kliché, som i sammenhængen er helt unødvendig, da stykkets tema – purunge kvinders erotiske længsel efter ældre mænd – i sig selv har et stærkt foruroligende provokationspotentiale, der i mine øjne langt overskrider det religiøse symbols tabu i et sekulariseret land som Danmark. Grebet udvandede derfor forestillingens i øvrigt ganske unikke seksuelt-religiøse univers for mig – uagtet hvad kunstnerens intention er.
Niels Erling skriver i sit opslag, at korset er: ”Et klart tip of the hat til lovforslaget mod utilbørlig omgang med religiøse objekter, det er tydeligt”. Dertil er vi enige, men når Niels Erling derefter retorisk ytrer: ”Kunstnerens udsagn med værket må vel være det centrale her?” må jeg stille modspørgsmål som:
Må kritikken kun forholde sig positivt til aktuel politisk kunst? eller med andre ord: Må kritikken kun forholde sig til kunstnerens intention?
Det handler ikke om, at kunsten ikke må være politisk
På ISCENE ser vi omkring 300 forestillinger om året. Forestillinger, som kan og vil en masse. Forestillinger, der alle er skabt ud fra forskellige præmisser og med forskellige intentioner. Vi repræsenterer et fagprofessionelt blik fra publikumsrækkerne, der vurderer scenekunsten ud fra det værk, vi oplever i nuet. Værker, hvor det ikke altid lykkedes kunstnerens intention at stå stærkere end det sceniske, hvad enten det handler om underholdning, satire eller politisk teater for den sags skyld.
Det var givet lidt friskt af mig at tage majoriteten af danskere til indtægt for en sekulariseret holdning til det kristne kors, men mit udsagn om, at det ”rager dem en papand”, handler hverken om, hvorvidt ”man kun skal lave teater om noget, som publikum i forvejen synes er vigtigt” eller om “kunsten helst ikke må blive politisk”.
Jeg oplever derimod, at Niels Erlings opslag skriver sig ind i en anden og lige så vigtig debat, som handler om kunstnere, der begrænser kritikerens ytringsfrihed. Samme debat om anmelderens ytringsfrihed var fremme tidligere i år, da SMUKFEST valgte at tage akkrediteringen fra de anmeldere, der ifølge festivalen ytrede sig diskriminerende.
Ytringsfriheden går begge veje
Hvem, der kan påtage sig retten til at mene hvad, kan man altid diskutere. På ISCENE går vi selvfølgelig ind for at værne om ytringsfriheden og har naturligvis også fulgt debatten om det nye lovforslag mod utilbørlig omgang med religiøse objekter med artikler og kommentarer.
LÆS OGSÅ: mere om det nye lovforslag på ISCENE.
Men ytringsfriheden må jo gå begge veje. Ligesom kunstnerne påberåber sig ret til at ytre, hvad de ønsker på den måde, de ønsker, må også anmeldere kunne mene og vurdere baseret på deres faglige præmis uden at skulle begrænses.
På ISCENE skriver vi både gode og mindre gode anmeldelser, som mere eller mindre præcist får formuleret det, vi gerne vil sige – og det kan vi til enhver tid debattere.
Men lad os holde fast i den fælles ytringsfrihed – både for kunsten og for kritikken.
