★★★☆☆☆ Jeg hedder Joop – vigtig historie i statisk iscenesættelse

I disse dage på ZeBU kan børn fra 10 år opleve Det første bogstavs forestilling Jeg hedder Joop, der i foredragsform genfortæller historien om en jødisk-hollandsk drengs oplevelser i tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig.

“Der var ikke nogen af mine klassekammerater, der kom tilbage efter krigen,” siger skuespiller Bo Stendell Larsen til børnene på de forreste rækker, som han netop har vist et sort-hvidt fotografi af sin folkeskoleklasse.

Annonce

Stendell Larsen fortæller Joop Vos’ historie, som var den hans egen. Hollandske Joop Vos, der som barn i en jødisk familie under Anden Verdenskrig opholdt sig i flere tyske koncentrationslejre, inden han efter krigens afslutning blev sendt til Danmark, hvor han hos en dansk familie skulle komme sig – fysisk og psykisk oven på krigens rædsler.

Lidt for virkelighedstro

Marc van der Velden står bag både manuskript og iscenesættelse af Jeg hedder Joop, som bygger på samtaler med den nu snart 90-årige Joop Vos. Stendell Larsen spiller altså den aldrende Joop, der i foredragsform fortæller sin livshistorie for publikum. Det giver naturligvis mening i forhold til virkelighedens Joop, der er et levende bevis på, at man kan overleve krig. Han fik “et langt liv. Og det er i sig selv noget af et mirakel,” som han understreger indledningsvist.

Stendell Larsen er bedstefaderligt charmerende som Joop, men spillestilen er lidt usikker. Flere gange undervejs har han behov for suffli, hvilket egentlig blot gør fortællingen mere autentisk. Men foredragsformen, hvor det sorte scenerum kun suppleres med en enkel skærm til fremvisning af gamle, sort-hvide fotografier, et lille bord i mørkt træ og en stol, er også næsten lidt for enkel til målgruppen. I hvert fald, når intet andet ved formen er hverken energisk eller medrivende.

Krigsfortælling med fremtidshåb

Når det er sagt, så er der flere passager i Jeg hedder Joop, som børn med garanti kan forholde sig til. “Det var faktisk min mors søndagssuppe, der var med til at holde os i live,” konstaterer Stendell Larsen, når han udpenslende fortæller om maden i koncentrationslejren, der hver dag – tre gange om dagen – stod på kålrabisuppe, som om søndagen suppleredes med en brødstump eller et lille stykke kød, som det lykkedes hans mor at stjæle i køkkenet. Eller når han fortæller om, hvordan Joop efter krigen som 9-årig blev sat helt alene på et tog mod Danmark, hvor han skulle bo hos en ukendt familie, der ikke talte hans sprog.

“Selvom jeg blev slået hjem flere gange, så vandt jeg til sidst,” siger Joop mod slut i den timelange forestilling, der nok er lige det længste for de yngre børn i målgruppen. Jeg hedder Joop er en fortælling om at overleve på trods, om krig, umenneskelighed og et spinkelt håb for fremtiden. Selvom forestillingen er det nystiftede teaterkompagni Det første bogstavs første premiere, har Marc van der Velden jo mange års erfaring som instruktør af teater for børn og unge. Derfor undrer det også en smule, at målgruppen ikke i højere grad imødekommes i iscenesættelsen, der trods fine intentioner og en vigtig historie fremstår noget gammeldags og alt for statisk.

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Marc van der Velden