To forskellige børne- og ungdomsforestillinger formidler til september flugterfaringer på Horsens Teaterfestival. Det rå, autentiske materiale er udgangspunktet, når publikum konfronteres med flygtninge på tværs af tid.
Luk øjnene og brug et minut på at forestille dig følgende: Du skal ud at rejse, men du ved ikke, hvor du skal hen, eller hvor længe, du skal være væk. Du må kun tage én kuffert med. Hvad pakker du? Tøj – i så fald til hvilket vejr? Din farmors gamle broche, som hun gav dig, før hun døde? Din mobiltelefon, så du er sikker på at kunne komme i kontakt med dine kære?
Det simple og dog så svære spørgsmål er udgangspunktet i instruktør, dramatiker og skuespiller Marc van der Veldens iscenesættelse af Jeg hedder Joop, som får premiere på Horsens Teaterfestival midt i september. I 1943 bliver den 7-årige jødiske hollænder, Joseph Vos, deporteret til koncentrationslejren Bergen-Belsen. Han overlever, og to år efter ankommer han – med hjælp fra den nyoprettede organisation Red Barnet – til København med en kuffert i hånden. Her bor han i syv måneder hos en dansk plejefamilie.
I dag er Joseph Vos 87 år og bosat i Køge. I mange år har han holdt foredrag om sine erindringer før, under og efter krigen og sin tid i KZ-lejren. Nu fortælles de første gang på teaterscenen i en forestilling for det unge publikum. Og Marc van der Veldens sigte med det direkte spørgsmål, der åbner stykket, er klart: At børnene, der oplever forestillingen, får lejlighed til at sætte sig i flygtningebarnet Joops sted.
Krig fra et børneperspektiv
At omsætte flugterfaringer til scenekunst er forsøgt mange gange og ikke altid med held. Ofte skygger metalag og berøringsangst med emnet for den direkte og rå indlevelse i det fortalte. I Jeg hedder Joop fortæller skuespiller Bo Stendell Larsen Joops historie fra et jeg-perspektiv i monologform direkte henvendt til publikum. Målet med den form er at holde fast i fortællingens autencitet, siger Marc van der Veldens til ISCENE:
”Joseph Vos holder stadig foredrag og fortæller om sine oplevelser med krig og flugt med lysbilleder og enkelte rekvisitter. Derfor tog jeg foredragets direkte og enkle form som udgangspunkt; en gammel mand, der fortæller om dengang, han var barn. Han lever sig ind i de øjeblikke, han henter fra sin erindring, og agerer også nogle gange fra det naive barneperspektiv, der spørger: hvad sker der?”
Marc van der Velden er, ligesom Joseph Voss, hollænder, men har i mange år været bosat i Danmark, hvor han har produceret en lang række børne- og ungdomsforestillinger. Jeg hedder Joop er det første stykke, hvori han beskæftiger sig med Holocaust og jødeforfølgelse fra et barns perspektiv.
”Det er ikke ofte, man hører om, hvordan et barn oplever flugt. Jeg vil gerne give børnene mulighed for at opleve, hvordan de selv ville have det i Joops situation. Hvordan er det at vokse op i krig, blive fordrevet fra hus og hjem, deporteret til en lejr uden at vide, om det er for kort eller lang tid? Kan nutidens børn forestille sig, hvordan det ville være at vokse op under sådanne barske omstændigheder – eller at åbne familiens hus og dele ens soveværelse med et fremmed barn?,” spørger Marc van der Velden retorisk.
Teatret kan skabe empati
Jeg hedder Joop henvender sig til skolebørn fra 10 år og op samt familier med børn i samme aldersgruppe. Udover Joops iscenesatte fortælling gør forestillingen brug af interaktion og dialog med publikum, lysbilleder, objekter og lydfragmenter. Marc van der Velden interviewede selv Joseph Vos som baggrund for forestillingen. Over et par kopper kaffe og snitter med ost dykkede den 87-årige Holocaust-overlever endnu engang ned i sine erindringer.
”Jeg havde den store fordel, at jeg også er hollænder, og selvom jeg først er født efter krigen, kunne jeg relatere til nogle af de ting og steder, som Joop refererede til. Når han fx talte om en bestemt lirekasse, vidste jeg præcis, hvilken slags, han mente. Mange af de detaljer, Joop husker, er kommet med i forestillingen. Fx det, at hans danske plejefamilie havde den samme slags lejlighed med to værelser på 2. sal og WC på gangen, som Joop havde boet i Amsterdam,” fortæller Marc van der Velden.
Hvordan tror du, nutidens børn tænker om flygtninge?
”Joops fortælling er jo historisk og meget specifik – men der findes konstant folk, der er på flugt. Men man kunne lige så godt fortælle om en dreng, der sidder i en gummibåd i Middelhavet og ikke ved, hvad der sker. I Danmark er der børn i asylcentre, som ikke ved, hvor længe, de skal være der, eller hvad der skal ske. Jeg håber, at Joops historie vækker genklang i forhold til, hvordan vi forholder os til flygtningehistorier i dag,” siger Marc van der Velden og tilføjer, at Jeg hedder Joop ikke som sådan har et politisk budskab.
”Det vigtige er, at publikum kan leve sig ind i flygtninges historier og få adgang til deres empati og forestillingsevne. Jeg tror på, at teatret kan give publikum en rystelse, der kan få dem til at føle og reflektere – og måske på den baggrund skride til handling. Det er teatrets kraft,” siger han.
Stemmer fra Iran og Syrien
Historien om børn i gummibåde på Middelhavet er, som Marc van der Velden siger, blot et af de nyeste, hjerteskærende eksempler på, at mennesker stadig flygter i hobetal. I forestillingen Stemmer i skabet, som også vises på Horsens Teaterfestival, bliver publikum konfronteret med netop vor tids flugthistorier fortalt af tre unge mennesker, der selv er flygtet fra deres hjemlande.
Stemmer i skabet er en arbejdsdemonstration af et tre ugers intenst prøveforløb, hvor instruktør og kunstnerisk leder af Livingstones Kabinet, Nina Kareis, i samarbejde med C:ONTACT har bragt en lille gruppe unge, herboende flygtninge sammen med elever fra den danske scenekunstskole. “Objektanimations-teater” kalder hun det; En fusion af live-udførte installationsbilleder, musik og dukketeater, der ledsager ”stemmerne fra skabet” – der stammer fra tre unge mennesker med flugterfaringer, der alle har medvirket i projektet Permanent midlertidig hos C:NTACT.
I Stemmer i skabet stifter publikum bekendtskab med blandt andre den 18-årige iranske Ana, der for syv år siden flygtede til Danmark med sin mor. I dag går hun i 2.G på et dansk gymnasium – og bor i et asylcenter. Hun og hendes mor venter stadig på at få at vide, om de kan få opholdstilladelse i Danmark.
Sami og Malek er begge fra Syrien. Sami flygtede med sin familie til Danmark, og Malek rejste alene gennem Tyrkiet hertil som uledsaget flygtningebarn. Som 13-årig var han i fængsel og blev tortureret – en erfaring, han fortæller om i Stemmer i skabet.
”Der er så mange mennesker med krigserfaringer og traumatiserende oplevelser. De går rundt iblandt os – og vi aner ikke, hvem de er. Derfor er det enormt relevant at få deres historier fortalt,” siger Nina Kareis, som selv stammer fra en østrigsk-jødisk familie, og hvis mor, ligesom Joop, kom til Danmark efter 2. Verdenskrig.
Hvem fortæller?
Men selvom det er bydende nødvendigt at få formidlet de unge flygtninges erfaringer, meldte der sig under prøverne på Stemmer i skabet etiske overvejelser blandt eleverne fra Scenekunstskolen, fortæller Nina Kareis. Nogle af eleverne gjorde sig overvejelser omkring, om det var passende for dem at beskæftige sig med det meget alvorlige stof, som jo ikke var deres egne erfaringer. Her trådte C:NTACT til med deres erfaringer i forhold til at arbejde kunstnerisk med menneskers personlige historier.
”Der var store diskussioner – for hvem har ret til at fortælle historierne? Vi kom frem til, at hvis vi valgte ikke at fortælle de her historier, som er blevet stillet til rådighed, ville det faktisk være endnu et overgreb: Så ville flygtningene endnu engang få oplevelsen af, at ingen gider høre på dem,” siger Nina Kareis, som flere gange har arbejdet med dokumentarisk materiale. Instruktøren skelner ikke mellem, hvis og hvilke historier, der bliver fortalt. For hende er det autenciteten, der er det smukke.
”Når ægte historier bliver formidlet, er det en uudtømmelig kilde af relevante erfaringer, der kan få os til at reflektere over vores eget liv. Vi har alle historier at fortælle. Og når man hører folks levede erfaringer, bliver man ramt på en anden måde, end når det er fiktivt. Man mærker, at der er mere bund i det, og at det, man får at høre, bare er en centimeter af et flere kilometer dybt isbjerg,” siger Nina Kareis.
Da Stemmer i skabet for nylig blev vist på Den Danske Scenekunstskole, sad en af hovedpersonerne – den 20-årige syrer Malek – blandt publikum. Han blev dybt rørt over at se og høre sin egen historie på scenen, fortæller Nina Kareis.
I dag er Joseph Vos, der som 9-årig kom fra den tyske koncentrationslejr til Danmark, 87 år. Han har levet et langt liv i Danmark, som tog imod ham, da han havde brug for det. Ana fra Iran er 18 år og får om to uger at vide, om hun kan blive i Danmark eller må rejse tilbage til Iran. Fra scenen på Horsens Teaterfestival kan man opleve et stemningsfuldt musiknummer, som hun har komponeret til Stemmer i skabet. Kufferten ligger endnu under sengen.
Læs mere om de to forestillinger med flugterfaringer og find hele programmet for Horsens Teaterfestival her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Horsens Teaterfestival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
