★★★★★☆ Brunos Bodega forever – scenisk ode til det brune værtshus

I Brunos Bodega forever på Limfjordsteatret møder vi alle de skæve eksistenser, som sjældent får plads i finkulturen. Lasse Popp tegner et kærligt portræt af såvel alkoholikerne som de venlige bartendere, der også altid er klar til at give en hjælpende hånd til de fortabte sjæle.

Varmt, gyldent lys strømmer fra de små stofbetrukne skærme på lampetterne rundt om på de brune, hessianklædte vægge. På hylden på væggen bag den brune bardisk står flasken med Von Oosten klar til at hjælpe mod enhver dårligdom – fysisk som psykisk – lige ved siden af listen, hvor stamkunderne kan skrive sig på til årets julefrokost.

Stemningen fra det velkendte, brune værtshus, som kan findes hvor som helst i landet, er gennemført til mindste detalje i Christian Q og Lasse Popps scenografi til Brunos Bodega forever. Karakterportrætterne er, trods de komiske elementer og tilsyneladende ekstreme eksistenser, fulde af kærlighed til de virkelige mennesker, de er inspirerede af.

Musikalsk underholdning

I Marlene Smiths velfungerende iscenesættelse glider de tre skuespillere, Pernille Nedergaard Haugesen, Asger Kjær og Lasse Popp, ind og ud af rollerne som både bartendere og stamgæster på Brunos Bodega.

Vi befinder os i ”en slags kælder, nær ved centrum i en helt almindelig by,” som Lasse Popps hippie-troubadour – eller ”lokumsdigter”, som bartenderne kalder ham – synger i sin ode til værthuset fra bodegaens toilet, hvor han indimellem stiller sig op med sin guitar og sin mundharmonika for at synge lidt om ”alt muligt, der foregår” på stedet.

Fra sin plads bag klaveret til højre for baren leverer Kasper Vester barens øvrige musikalske bagtæppe, der – hvis bodegaens vredladne indehaver Bruno kunne bestemme – udelukkende skulle være noget med Birthe Kjær

Skæve eksistenser og gode grin

Persongalleriet i Lasse Popps fortælling er ganske enkelt herligt. Pernille Nedergaard Haugesen giver den fuld gas med dialekterne. Hun træder ind både som den nyfrelste fynbo Susan, der har set lyset og mener, hun selv er Messias, og som Margrethe, der efter en tre-dages ferie i England taler med tyk, engelsk accent og insisterer på at bestille en pint. 

Skønnest er hun dog som den haltende, rosé-drikkende SynneJytte, der ikke har meget til overs for det offentlige system, som afviser hendes bistand, og nu er i gang med at skrive et revynummer om ”alle de satans kællinger på kommunen”. Det hele naturligvis på klingende sønderjysk.

Også Asger Kjærs autistiske, forhenværende bibliotekar Karl Aage, kaldet Klåge, trækker latter fra publikum trods det tragiske i en eksistens, hvor han dagligt bestræber sig på at holde sig ædru indtil frokost, men må konstatere at ”fiasko er en mulighed”.

Kærlig ode til de oversete

Lasse Popp leverer også selv flere forrygende portrætter af bodegaens kunder. Med kærlig indlevelse er han stamgæsten, der kommer forbi med sin mobiltelefon, fordi han har fået en mail, som bartenderen skal hjælpe ham med at læse. Naturligvis kun fordi han ikke kan finde sine briller.

Og så er han den speedsnakkende Allan med det lidet flatterende tilnavn ”Pisbows”, der – iført sin orange arbejdsjakke og en stråhat, så han ikke får hovedpine – altid hænger ud på barens hjørne for at drikke Bruno-sæt bestående af en Von Oosten og en Classic.

Omkring de tre skuespillere skaber syv andetårselever fra det lokale Akademi for Scenekunst liv i baren. Som den flok af gymnasieelever, man ofte finder på lokale bodegaer sammen med stamgæsterne. Brunos Bodega forever er et morsomt og musikalsk velklingende portræt af et lille udsnit af Danmark – skrevet og fremført med masser af kærlighed til de skæve eksistenser rundt om på landets brune værtshuse.