★★★★★☆ Aarhus Revyen 2024 – ung, blæret musikalsk revy har karakter

Aarhus Revyen i Hermans i Tivoli Friheden er en tempofyldt og bragende musikalsk to-årig, der allerede har fundet sine egne ben at gå på i et stærkt og godt instrueret flow, der går til kanten med et flot varieret mix af parodier, klassikere, afklædning af tidsånd og et sensationelt højt musikalsk niveau, der fungerer som revyens røde tråd.

Aarhus Revyen er allerede i sit andet år godt på vej til at skabe en tradition for en moderne, musikalsk revy, der passer godt ind i byen. Revyen swinger i stærkt tempo fra start til slut med enkelte eftertænksomme stunder som markante brud, og så er der i år skruet godt op for parodierne og de gakkede karakterer, som hele holdet har mere end god sans for.

Testikler i kartoffelmos

Andreas Bo og Maria Lucia er nye i Aarhus, men vinder straks hjerter med en sketch om at tage sin plads. Han, den garvede, mansplainer hende, revydebutanten, men hun kan både sige jokes og smide ham i vandet, da de en-to-tre pludselig er endt på Titanic.

Ligestillingstemaet vender tilbage i den fine jakkesætsblues, hvor kvinderne synger “Det ik’ føl’ser, det er fakta” til Mikkel Schrøders privilegieblinde mellemleder. Helt crazy bliver det med de to toksiske fædre, Carsten og Preben, der udskammet af deres døtre forsøger at give en undskyldning for at være mænd, men naturligvis kommer til at tage for meget plads. Mikkel Schrøder og Andreas Bo leverer satirisk kropskomik af lækreste udskæring fint garneret med testikler i kartoffelmos.

Krænkelseskulturen får også et vrid i turen tilbage til borgerskabet på gæstgiveri i Tivoli Frihedens forløber. Dengang blev man stødt over helt andre ting, mens ord, der er no-go i dag, fløj frit under radaren. Samme tema accentueres smukt i Mikkel Schrøders nytænkende vise, der blidt opfordrer til at give nuancen en chance og tvivlen en plads.

Er Aarhus en del af Salling?

Lone Rødbroe er underspillet skøn som dansklærer på mission. Nu skal skærmene væk og 7.C skal læse en bog. “Den virker heller ikke med ansigtsgenkendelse,” sukker hun resigneret, inden hun atter klør på med at lære klassen at bladre. Christine Astrid giver den fulde festtaler en fornem tur i manegen til firmafesten. Nok er hun blevet fyret for at have et forhold til sin praktikant, men det firma har andre skeletter i skabet, som hun gerne ruller hæmningsløst ud.

Hun og Maria Lucia flår også velgørende voldsomt hovederne af hinanden i en stærk klageversion af den klassiske butiksketch, mens Lone Rødbroe og Andreas Bo giver passivt-aggressive curlingforældre lige det præcis doserede overdrev, der spidder fænomenet lige i bulls eye.

Smilets Revy, som den jo må hedde i landets mest selvfede by, har mange små hints til det lokale og dedikerer både en tvetydig ode til den forblæste Aarhus Ø og et særafsnit af Nak og æd, hvor vi blandt erfarer, at Aarhus faktisk er en del af Salling, til byen.

Høj kadence hele vejen

Aarhus Revyen er fuld af musik, så vi ud over numre også får små musikalske kommentarer til de talte sketches. Det er blæret gennemført og holder tempoet højt under kapelmester Rasmus Friis Tvørfoss fornemme ledelse. Blandt højdepunkterne er Maria Lucias sexhungrende ballade til airfryeren – et apparat, vi formentlig kommer til at møde i mangt en revy i år – mens vi i den kuriøse afdeling nynner med på de utrættelige aktivisters svært anstrengende Ukuleler for fred.

Årets musikalske scoop er dog skraldestompen, der kombinerer kendismedley med nyklassikertemaet affaldssortering. I den lange perlerække af parodier skal blot nævnes Steffen Brandts “Aj jeg ville gerne / af med den cisterne,” Thomas Helmigs lidt for stramme genbrugslædertøj, Poul Krebs, der vil ha en kær’ste, der kan sortere, så han slipper selv, og Kliche-slutclouet “Pap pap, vi elsker uniformer”. Så lettede taget på Hermans.

Meget nævnt, endnu mere til gode for dem, der har årets frække og finurlige Aarhus Revy til gode. Birgitte Næss-Schmidt fortjener stor ros for sin instruktion, der kalder det bedste frem i et hold, der kunne være gakket for langt ud uden hendes kyndige hånd. Første del byder på de stærkeste numre, men flowet er så stærkt, at kadencen holdes hele vejen i Rikke Juellunds enkle band stand-scenografi og Vibeke Valeurs elegante kostumer.