Teater Refleksion har siden 1990 skabt raffinerede dukketeaterforestillinger for børn og voksne i store dele af verden. ISCENE har talt med dukkemager Amanda Axelsen Sigaard om hendes unikke nichehåndværk, og hvad langsomt teater tilbyder et moderne publikum.
Det er på en måde lidt kontraintuitivt at skulle tale om noget så analogt som dukketeater på en internetforbindelse. Men da Amanda Axelsen Sigaard kommer til syne i sit værksted på Teater Refleksion i Aarhus opløses bits og pixels i et fascinerende univers af gulnede kasser, værktøj og dukker. Det er essensen af ildsjæles dedikerede arbejde gennem årtier.
Teater Refleksion har turneret til lokationer som Sidney Opera House og Broadway. De tager udgangspunkt i ”essentielle og jordnære temaer fra hverdagen” for at skabe en atmosfære af ”ro, koncentration og nærvær, fordi det er lige der magien opstår,” som der står på hjemmesiden. Teater Refleksion producerer og co-producerer ca. en ny forestilling om året.
Dukkemagerens værksted
Tidligere dukkemager, Mariann Aagaard, brugte omkring 25 år på at udvikle og raffinere den tekniske dukke, der i dag bruges. Amanda Sigaard begyndte som assistent i 2017 og overtog jobbet i 2020: ”Det er mange års værkstedsopbygning, viden og tradition, der er gået i arv til mig, og det påvirker alt, jeg laver. Det er en kæmpe gave, det er det virkelig!”
Hun holder en dukke op mod skærmen og demonstrerer, at den kan gå på hendes arm med et tag i ryggen og en finger i nakken. ”Jeg plejer også at sige, at man starter med en flamingokugle i hovedet, som næsten er væk til sidst, fordi jeg borer, kommer pind og lim indeni og træmasse udenpå”.
En elastik løber fra hovedet og ned gennem ryggen og holder hovedets spænding. Kroppen snittes i balsatræ, der er let og blødt og tilføres små krydsfinerplader til stabilisering. Benene er krydsfinerplader, som pudses, så de lukker præcist i forhold til benenes svingning. Hænderne er af skum med piberensere som fingre og træmasse udover, som også beklæder ansigt og hals og er let at male på:
”Jeg har været så heldig at lære rigtigt meget af Mariann, både direkte og indirekte. Meget af den viden, jeg har fået med, opdager jeg først i situationen, hvor det skal bruges, og det går op for mig, hvor meget jeg egentligt har suget til mig og lært.”
Meget af den viden, jeg har fået med, opdager jeg først i situationen, hvor det skal bruges
Kompromisløst billedunivers
Dukkernes tøj bliver syet på, så det kan tages af igen, men skal de skifte tøj, kan alt løses med snore og syninger som i Broder sol og søster måne, hvor en ydre dragt skal tages af undervejs. Nogle gange er det bare sorte dragter til de to dukkeførere og et sort bagtæppe, der skal til, andre gange er det en større scenografisk udfordring, fortæller Amanda Sigaard:
”Til tiden er en kommende premiereforestilling med to skuespillere og en scenografi, der visuelt fylder. Det er en forestilling uden dukker, men i stedet med objektanimation og en større scenografi, der udfolder sig i løbet af forestillingen. Blandt andet et stort træskab fyldt med skuffer og hemmelige rum, der bliver scenens fokus. Det designer jeg og bygger her på teatret sammen med William Højbjerg Nielsen, vores skønne værkstedsmand.”
Produktionsforløbene har god tid til detaljen, så forestillingerne opnår sit kendte, æstetisk udtryk. Familierne kan få et kig ind i dukkemagerens værksted gennem en glasvæg, hvor de står og vinker og ser arbejdet. ”Nogle gange har jeg døren åben, og hvis jeg ikke har travlt, kan de lige komme ind og kigge. Det er jo en helt vild magisk verden at komme ind i,” siger Amanda Sigaard.
Dukker i prøveforløb
”Bænken var en gammel ide, som min forgænger Mariann Aagaard og kunstnerisk leder Bjarne Sandborg havde arbejdet på, men lagt på hylden. Vi havde en workshop, hvor vi legede lidt med konceptet uden anden historie end livet rundt om en bænk. Vi fandt så nogle karakterer, som jeg fik fuld frihed til at skabe dukker til”.
Dukkeførerne fandt derefter karakterernes personligheder gennem improvisationer med dukkerne på scenen, og Bjarne Sandborg instruerede. Manuskriptforfatter, Sven Ørnø, skrev løbende historien. Selvom der ikke er replikker, er det et rigtigt godt værktøj til at forstå karaktererne og få en gennemarbejdet fortælling. Det er bare én måde at gøre det på, hvor dukkerne får lov til at bestemme ret meget af retningen,” fortæller Amanda Sigaard.
Klovnen der bare ikke var særlig sjov var en helt anden proces, fordi den er baseret på en børnebog, hvor historien er givet på forhånd: ”Jeg vidste, der skulle være en gammel, grå og pensioneret løve, hvis personlighed jeg kendte på forhånd. Og der var en bog med illustrationer til inspiration. Det er selvfølgelig en anden slags proces, og jeg arbejder derfor lidt anderledes med udviklingen af den”.
Dukkernes levende udtryk
Amanda Sigaard demonstrerer, hvordan en enkelt dukkefører kan styre en dukke ved at holde i en strop på ryggen og styre en arm med en pind. To dukkeførere styrer flere dukker sammen, så dukken kan lave noget ekstra detaljeret. Også ansigtet er vigtigt for udtrykket, forklarer dukkemageren:
”Jeg skal male det i en balance, så dukken har et karakterfuldt ansigt, uden at det siger for meget. Den må ikke se sur, glad eller ked af det ud. Men hvis dukken grundlæggende er en sur karakter, vil jeg give den en smule mere trist eller vredt ansigtsudtryk til at starte med. Men den sure person skal også kunne blive glad senere. Så det er en hårfin balance at lave et ansigt, der kan udtrykke det hele.
Dukkeførerne kan få alle følelser ud af dukkerne. Jeg er helt benovet, når jeg ser det
Nogle gange må jeg tage ansigtet eller øjnene af og male det om, fordi jeg har fået for meget udtryk i øjenbrynene. Dukkeførerne kan få alle følelser ud af dukkerne. Jeg er helt benovet, når jeg ser det, for jeg har jo bare lavet en dukke, som selvfølgelig er en personlighed for mig. Men når de giver den liv, kan den jo det hele. Den kan udtrykke alt, og det er helt sikkert, fordi de er så dygtige til detaljeret dukkeføring”.
Inspireret af en niche
Publikum elsker teaterets Facebook og Instagram med videomateriale og billeder, hvor de kan dykke helt ned i de lavpraktiske processer, ligesom der tilbydes workshops for både børn og voksne fx i at bygge og føre dukker. Amanda Sigaard bruger selv Instagram til at følge andre dukkemagere rundt om i verden, for at få inspiration og selv dele sit arbejde.
Det er vigtigt for mig ikke at prøve at stikke af med noget, der er for vildt og nyt og anderledes
Inspiration får hun også fra Pinterest og et væld af bøger, fra kunst- og illustrationsbøger til naturbøger:
”Der er ikke mange tendenser og skiftende mode i dukketeater, i hvert fald ikke, hvad jeg kender til, og det er nok fordi, det er en særlig niche. Alle gør det på forskellige måder, og vi har vores eget æstetiske udtryk herinde, som jeg bygger videre på. Jeg har selvfølgelig gjort det til mit eget, men jeg er også blevet i en ramme, som passer til teaterets traditionsrige æstetiske udtryk, udviklet af min forgænger Mariann Aagaard.
Det er vigtigt for mig ikke at prøve at stikke af med noget, der er for vildt og nyt og anderledes. Jeg har leget mig frem til at finde mit personlige udtryk. Der er flere, der har spurgt mig, om vi har en tradition for dukketeater i Danmark? Ikke rigtigt, det er egentlig bare os, der har det, og det holder vi fast i,” siger Amanda Sigaard, der stolt viderefører sit barndomsteaters visioner.
Dukkekunst tilbyder ro
Teater Refleksions essentielle og medmenneskelige dagsordener gennem dukkernes levende udtryk bjergtager både børn og voksne. Selv i en tidsalder, hvor børn sjældent kun er på ét medie af gangen. Amanda Sigaard mener, børn ser for lidt teater i dag. Vi har behov for den pause.
Vores forestillinger kan give noget af den ro og fordybelse, vi mangler
Dukketeater kan ifølge hende ses som en antidot til det overload, de fleste både børn og voksne er udsat for på daglig basis:
”Det beroliger nervesystemet at komme væk fra skærmen og få ro på kroppen, så du ikke får overkogt dit system, som vi jo gør konstant. Vi er fuldstændig bombede, stressede og trætte, og det er mit indtryk, at det går for stærkt, og at alle egentlig har brug for lige trække vejret for sjælen og for nervesystemet. Man skal ned i gear, og jeg tror netop, vores forestillinger kan give noget af den ro og fordybelse, vi mangler”.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med SceNet med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
