Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening i et kunstnerisk kredsløb? Og hvad gemmer kunstnerne selv?
Den digitale bevægelse i samfundet har påvirket kunstpraksisser og udtryksformer og har skabt en øget bevidsthed blandt kunstnere om arkiver og arkivskabelse. Det udfordrer arkivdannelsen, og der skal etableres nye indsamlingsstrategier for at sikre, at kulturarven bevares. Derfor er det vigtigt at spørge, hvad der gemmes for hvem.
Igennem interviews med ti scenekunstnere, der ikke bruger teatermanuskriptet som værkforlæg, undersøger forskningsartiklen Jeg gemmer kun det jeg ikke kan huske, hvad scenekunstnerne selv gemmer, og hvad de har brug for af arkivrester ved en genopsætning eller en nyfortolkning af et værk. Undersøgelsen tager udgangspunkt i scenekunstarkivet som et levende arkiv, der er en del af et kunstnerisk kredsløb.
Undersøgelsen viser, at det ikke er ideologi, der gør, at scenekunsten ikke bevares af den enkelte kunstner, men et spørgsmål om tilfældigheder og økonomi i forhold til optagelse og opbevaring. Der er en tendens til at gemme materialer, der får egne værker til at fremstå, som om de var intenderede, ligesom de digitale online arkiver, som flere kunstnere har – såkaldte frontstage arkiver – adskiller sig fra de arkivalier, de gemmer backstage, privat.
Nye tendenser
Der spores også en ny tendens blandt nogle af kunstnerne, hvor værket dokumenteres af publikum i værket, hvilket sætter spørgsmålstegn ved materialets udsigelsespotentiale: Er det en del af værket eller er det en perception af værket, der kan sidestilles med anmeldelsen?
Ved behovet for arkivmaterialer til genopsætning eller nyfortolkning er der ikke nødvendigvis behov for det samme, som kunstnerne har gemt. Her efterspørges den nøgterne videodokumentation, værknotationer, intentionen fra kunstnerens side i egne ord, i nogle tilfælde optagelser fra prøver og kontakt til kroppene, der fremførte værket, for derved at få indsigt i metoden. Det er meget tydeligt, at der for de interviewede er behov for et samspil imellem bestemte typer af arkivstumper.
Overraskende nok, var der ikke en sammenhæng imellem kunstneriske udtryksformer (fx durational, relationel, ordløs) og hvad der efterspurgtes i forhold til dokumentation ved opsætning.
Undersøgelsen kortlægger desuden kunstnernes tanker om forskellige afrapporteringsformater, hvor både økonomi og transparens om formål spiller ind som vigtige motivationsfaktorer.
Læs forskningsartiklen her.
