Ruth Rebekka Hansen debuterede som koreograf på Roskilde Festival med det forrygende værk Ripe Body, der syntes som skabt til festivalen. ISCENE talte med hende og med dramaturg Luna Stage om tankerne bag værket og de stærke samarbejder, det udspringer af.
”Jeg har kigget utrolig meget på fisk,” siger koreograf og danser Ruth Rebekka Hansen, da jeg taler med hende og dramaturg Luna Stage i den solfyldte blæst efter deres premiere på årets Roskildefestival. Associationen ligger lige for i de bølgende bevægelser, der især karakteriserer natversionen af Ruth Rebekka Hansens todelte koreografiske debut, Ripe Body, der indgik i festivalens Art & Activism-program.
Jeg har kigget utrolig meget på fisk
”Vi beskriver ofte fisk med traditionelt feminine ord. Det bløde, det svævende, det glitrende, men fisk har slet ikke den kønsæstetik, og de skifter også af og til køn. Det er en helt anden verden end hos os, og for mig blev undervandsakvariefornemmelsen et centralt greb for at formidle det transformative feminine,” forklarer Ruth Rebekka Hansen videre om sit værk.
Det indre clash
Ripe Body, altså ”Moden krop”, adresserer den ændring af forholdet mellem krop og omverden, der indtræffer, når kvindekroppen modnes. ”Man får at vide, at man skal passe på, og der er hele shaming-kulturen om, hvad man selv lægger op til. Samtidig har jeg som danser gennem mange år også oplevelsen af at blive set på og af at gå ind og ud af roller og bruge min krop på forskellige måder. At det er mig, der performer i en form for morphability,” fortæller Ruth Rebekka Hansen og uddyber:
De oplevelser er så modsatrettede, fordi det feminine også er det smukke og tiltrækkende
”Hvis jeg går ind i noget baggy tøj og har en bestemt blikretning og sænker skuldrene lidt, så får jeg ikke samme opmærksomhed, som hvis jeg går ind i mere traditionelt feminint tøj, som hurtigt bliver meget ladet. De oplevelser er så modsatrettede, fordi det feminine også er det smukke og tiltrækkende. Det er fedt at gå ind i den feminine æstetik, men jeg har samtidig også en oplevelse af, at når jeg gør det, så annullerer det den kraft og præstation, der ligger bag performancen. Det er dét indre clash, der har sat tankerne i gang, specielt i forhold til de feminine artefakter. Parykken, neglene og skoene”.
Feminine artefakter
Skoene skal vi tale mere om, for de hvide og sorte, sylehøje støvler drager blikket og fungerer som medspillere i værkerne.
”Jeg er helt vildt fascineret af skoene. De er utroligt smukke i kombinationen af rå styrke og det sensuelle. De står for kraftpræstationen i et glitrende look, man også ser i rytmisk gymnastik, pole dance og skøjtedans, der som alle de der cheer-ting konnoterer glamour. Det er som om, kraftpræstationen står bag det krystalliske udtryk af rhinsten og et smil,” siger Ruth Rebekka Hansen og Luna Stage supplerer: ”Succesen er, at det ser let ud. At det ikke ligner den kraftpræstation, som det i virkeligheden er.”
Man smiler og bukker og nejer, i stedet for at sige ”Jeg var fucking sej”
Det er dette paradoks af koder og konnotationer, de to kvinder har valgt at gå ind i med Ripe Body. ”Man smiler og bukker og nejer, i stedet for at sige ”Jeg var fucking sej”. Jeg ser det hele som performance, det hele er koder, og det er noget, man vælger at gå ind i eller ikke gå ind i. Så det er en utrolig bevidst performance, men samtidig noget ubevidst kropsligt, der ikke er udtryk for et valg, men måske er kulturmæssigt bestemt,” præciserer Ruth Rebekka Hansen.
Tænd/sluk af blikket
Ripe Body foregår i en glasboks, hvor både performeren og publikum spejles i det uendelige. Iscenesættelsen arbejder samtidig intenst med blikkets betydning. ”Vi har arbejdet meget med tænd/sluk af blikket. Så er det varmt. Så er det koldt. At gå fra det performative til det private er det manipulerende aspekt af det,” forklarer Luna Stage og peger også på, at netop fordi værket skulle vises på fx festivaler, hvor publikum måske kommer uden forudsætninger, har det været vigtigt skabe et udtryk, der beskytter performeren.
”Ja, så jeg hele tiden har magten i et spil mellem det frastødende og det tiltrækkende,” supplerer Ruth Rebekka Hansen, der også erindrer, at Luna Stage i prøverummet pegede på, at hendes placering i boksen er afgørende for, om hun opleves som et objekt, der betragtes som i en lægekonsultation, eller om der opstår en bevidsthed eller et nærvær.
Så jeg hele tiden har magten i et spil mellem det frastødende og det tiltrækkende
”Det er et lille rum, men mange knapper at skrue på med lys, kostumer, musik og så blikket som et dramaturgisk element. Hvor kigger jeg hen? Og hvor langt kigger jeg ud? Kigger jeg tæt på eller længere væk? Ser jeg igennem folk eller ser jeg på mig selv?,” opridser Ruth Rebekka Hansen blikkets strukturerende princip, der forstærkes af, at publikums egne blikke og deres mulighed for at gå helt tæt på boksen og dens spejlinger.
”Det er sådan ret vildt, at det inviterer til at forsvinde ind i det dybhavsagtige, som giver et totalt magisk hyperfokus i installationsversionen,” siger hun og Luna Stage uddyber: ”Man må godt have det lidt trancemeditativt. En oplevelse af, at man kan flytte sig derhen, hvor man gerne vil. Man kan lægge sig under boksen, så man kommer helt ind og ser sig selv i spejlingen. Til arbejdsvisningen oplevede vi det utroligt smukke rum ved at dele boks, når der er flere kroppe, der bliver spejlet.”
Kødskulpturen og den forløsende fejring
”Jeg startede med at teste konceptet med en masse forskellige ting, men jeg blev ved med at skrælle ting væk, for når jeg havde skoene, så var det næsten umuligt at gøre noget andet, uden at det blev ekstremt. De er både et redskab og et benspænd, for der er også nogle ting, man ikke kan gøre med dem på,” forklarer Ruth Rebekka Hansen om tilblivelsen af den første del, hvor hendes look er mere skrabet og bevægelsesmønstret hypnotiserende langsomt.
”Da det koncept var etableret, mærkede jeg en stor længsel i mig selv i forhold til værket. En længsel efter hvad så? Første del har sin egen berettigelse, men jeg har også brug for at give værket en forløsning og fejre det feminine. Første del arbejder meget med kroppen uden at den skal læses, som om der er en bevidst vilje bag. Det er mere som en kødskulptur,” siger hun prøvende, mens Luna Stage peger på, at de har arbejdet med at vride symboler og billeder af traditionelle kvindefigurer til noget grotesk.
Kroppen er ikke født til at kunne gøre én ting på én måde
”I installationen bliver det til en dekonstruktion af kroppen, hvor den bliver en figur i så lang tid, at man begynder at se den på en anden måde, mens aftenforestillingen er en mere fantasifuld, forløsende fejring, en understregning af det performative,” fortæller Ruth Rebekka Hansen og åbner så atter kønstemaet:
”Kroppen er ikke født til at kunne gøre én ting på én måde. Vi er er alle sammen forskellige, og det ville være utroligt mærkeligt at putte alt, der hedder krop og køn og seksualitet og måder, man udtrykker sig på, ind i sådan nogle kasser, så jeg siger hele tiden: yes and”.
Det kan godt være, du kan lide det
Det kønsdiverse skriver sig ind i Roskilde Festivals Art & Activisms hovedtema Utopia, men Ripe Body er ikke direkte skabt med tanke på at være utopisk. ”Du havde en meget klar idé og et fysisk sprog, du gerne ville undersøge i et langt udviklingsperspektiv, og så har det handlet om at modellere noget virkelighed ind i ideen,” forklarer Luna Stage.
Der er forhåbentlig nogle mennesker her, som ikke normalt ville gå ind i en black box, der kan møde værket på deres egne præmisser
De har tilpasset spejlboksen til festivalen, da den ikke kan være så høj som i en black box. Det begrænser publikums mulighed for at placere sig under boksen, men som Ruth Rebekka Hansen fastslår, er værket plastisk, så det kan tilpasse sig til de steder, det spiller. Hun ser samtidig festivalen som et fantastisk sted at åbne værket for nye tilskuere:
”Der er forhåbentlig nogle mennesker her, som ikke normalt ville gå ind i en black box, der kan møde værket på deres egne præmisser uden at føle sig taget til fange økonomisk eller tidsmæssigt. Ja, det kan godt være, at du ikke kan lide det, men det kan også godt være, at du kan lide det. Og du behøver ikke at sidde og have en dårlig oplevelse med værket, fordi du ikke føler, at du kan gå.”
En hestesko til den førstegangsfødende
Holdet er glade for, at deres premiere lå på Roskilde Festival, men de er også meget optagede af det samlede hold bag forestillingen, der gjorde drømmen mulig. ”Det er en fantastisk start for en førstegangsfødende som mig, og det er udelukkende fordi, jeg har været en del af Aaben Dans udviklingsprogram, Aabent Rum,” pointerer Ruth Rebekka Hansen.
Forankringen i programmet og producentholdet bag, der ud over festivalen og Aaben Dans også tæller Bora Bora, Dansehallerne og Teater Momentum, udgør i sig selv et turnenetværk, men de to kvinder priser især den professionelle støtte, der har været med til at udvikle forestillingen.
”Det er en stor satsning, der har kostet mange penge, så det har virkelig været en hestesko at få lov at føde projektet sammen med dem. Der findes så mange dygtige kunstnere og det er ikke alle, der får penge af Statens Kunstfond, fordi midlerne er begrænsede, så det var en helt unik mulighed for os,” understreger Ruth Rebekka Hansen flere gange.
Vi har skabt holdet gennem møder, og så er det skønt for os at arbejde med så mange dygtige håndværkere
Statens Kunstfond har dog støttet musikken, som Lauge Heebøll har komponeret til et dynamisk-dramaturgisk samspil med Ruth Rebekka Hansens personaer. Hun og Luna Stage mødte hinanden på produktionen Through the Wall af Thomas Bentin, mens de senere stødte ind i Lauge Heebøll på Teaterhusets Teater Battle.
”Vi har skabt holdet gennem møder, og så er det skønt for os at arbejde med så mange dygtige håndværkere, så jeg er virkelig glad for, at de også får lov at shine i dette værk,” afrunder Ruth Rebekka Hansen med endnu en anerkendelse af kostumedesigner Benedikte Beate Hansen og scenograf og bygger Anders Toft Pedersen, der har bidraget til det samlede værk, der drager på turné i efteråret med start hos Bora Bora i Aarhus.
