★★★☆☆☆ Der Weltuntergang – store udsving i ellers aktuel kabaretforestilling

Trods et velspillende skuespillerhold, gode elementer og en højaktuel historie lykkes det ikke for instruktør Tormod Carlsen at få Jura Soyfers Der Weltuntergang til at fungere som sammenhængende helhed på Aalborg Teater.

Solen og de øvrige planter i solsystemet er bekymrede for Jorden. Jorden er syg. Den “har fået mennesker”, konstaterer de. Derfor sender de kometen Konrad afsted mod Jorden i kollisionskurs, så alt liv kan blive udryddet og verden nulstillet.

På Jorden opdager astrofysikeren Guck, at der er en chance for at standse kometen. Det kræver, at menneskene holder sammen og at alle bidrager. Men verdens statsledere er ikke interesserede i Gucks plan. Der er masser af penge at tjene på den forestående undergang, og de vil ikke høre mere “liberalistisk pladderhumanisme”.

Spejling af tiden

Jura Soyfers historie er et billede på den tid, den er skrevet i: 1936, få år før Anden Verdenskrig brød ud. Men den er også en ubehagelig spejling af vores nutid. Af territoriale krige, af diktatoriske ledere, af menneskers ulidelige selvoptagethed. Faktisk meget lig Netflix-filmen Don’t look up fra 2021, der sagtens kunne være inspireret af Der Weltuntergang.

Så langt er forestillingen vedkommende og tankevækkende. Men der er noget ved iscenesættelsen, der ikke fungerer. Inspireret af 1930’ernes kabaretteater, som Soyfer skrev Der Weltuntergang til, bliver fortællingen ikke bare fragmenteret, men også så distanceret, at vi på publikumspladserne har svært ved at fastholde interessen og mestendels er ligeglade med udfaldet.

Kabaretstemning

Tormod Carlsen har haft mange ideer til iscenesættelsen. Hele lokalet ved Lille Scene på Aalborg Teater er omdannet til en natklub. Publikum sidder ved borde, diskret oplyst af små lamper, og bagerst i lokalet er placeret en bar, hvorfra man før forestillingens start kan hente drinks og snacks.

De seks skuespillere fra teatrets ensemble, Clara Josephine Manley, Nicolai Duckert Perrild, Thomas Kristian Bek, Steffen Berenthz Eriksen, Østen Borre Simonsen og Patrick A. Hansen, leverer alle med god energi. Både i diverse roller og fra forhøjningen bagerst på scenen, hvor de indtager instrumenterne og fremfører Niels Søren Hansens musikalske kompositioner.

Alt for mange ideer

Men Der Weltuntergang er ikke bare musik og historiefortælling. Her er en skærm, hvorpå mere eller mindre overflødige forklaringer afspilles. Fra steds- og tidsangivelser til deciderede replikker i stumfilmsstil som “Åh nej”, da Guck – med Carl Orffs Carmina Burana strømmende ud af højtalerne – opdager kometens retning mod Jorden.

På samme skærm vises også tegnefilmssekvenser af Gucks hånd, der banker på diverse statslederes døre, og close-up videoprojektioner af skuespillerne på scenen, som når Clara Josephine Manley fra sin placering bag klaveret gør den i rollen som nyhedsoplæser, der opdaterer verdens befolkninger på den snarlige undergang.

Dertil kommer, at alle scener spilles med enorme, statiske dukkehoveder, som giver hele fortællingen en unødig distance. Guck-dukken har fx et konstant panisk udtryk med åben mund og opspilede øjne. Distancen forstærkes yderligere ved, at der er to skuespillere om hver rolle. Den ene har dukkehovedet på og den anden står ved siden af og taler på vegne af dukken, hvilket som så opløses inkonsekvent til sidst, hvor der tales indefra dukkehovedet.

Mere dybde eller mere morskab

Det lader til, at de mange ideer har taget overhånd i iscenesættelsen. Og så har jeg endnu ikke nævnt, at scenerne med planeterne sender tankerne direkte tilbage til børnefjernsyn for fyrre år siden. De kuglerunde kostumer og den let fjollede spillestil i disse scener kunne være taget direkte ud af Bamse på planeten.

Selvom Der Weltuntergang er undergangssatire, så ville det havde klædt iscenesættelsen af gå mere i dybden i blot nogle af scenerne og være mere konsistent i sine æstetiske valg. Jeg ville personligt gerne have mærket Gucks håb og hans desperation. I stedet ender forestillingen et sted i ingenmandsland. Det er ikke rigtigt morsomt, men det er heller ikke skræmmende.